Annonce
Sport

Lynmål og drømmetræf sendte FC Helsingør tæt på slutspil

Philip Rejnhold scorede sit første mål for FC Helsingør i udekampen mod Vendsyssel FF. Foto: Claus Birch.
FC Helsingør vandt for fjerde kamp i træk, da Vendsyssel FF blev nedlagt i Nordjylland. Top 6 er nu meget tæt på, da konkurrenter satte point til.

FODBOLD: Med FC Helsingørs udesejr over Vendsyssel FF samtidig med, at HB Køge tabte til Silkeborg er det nu meget tæt på, at FC Helsingør er sikret deltagelse i top 6-slutspillet.

Philip Rejnhold og Lucas Haren stod for FCH-scoringerne i en fodboldkamp, der ikke vil gå over i historien for sin ynde, men som helsingoranerne har vist igennem hele foråret, så er hård fight mange point værd i 1. division.

FC Helsingør fik hurtigt rystet den lange bustur ud af benene med en jubeldans, for der var ikke gået 40 sekunder, da Lucas Haren lagde et perfekt indlæg ind i Philip Rejnholds pande, og backen kvitterede med sit første mål i FCH-trøjen.

Annonce

Hurtig udligning

En drømmestart set i lyset af, at Vendsyssel FF endnu ikke havde scoret siden nytår og FC Helsingør i samme periode ikke havde indkasseret mål. Den statistik blev der lavet om på fire minutter senere, da benene pludselig så tunge ud i Helsingør-defensiven.

Daniel Norouzi og Nicklas Mouritsen fik ikke tacklet ordentligt af på Muhammed Saracevic, og han fik trampet sig selv og bolden igennem, og fra få meter udplacerede han Kevin Stuhr Ellegaard i FCH-målet.

En voldsom start på opgøret i Nordjylland, der efterfølgende fandt et mere naturligt leje. Callum McCowatt var næste mand til at få muligheden for at sætte sit navn på et FCH-mål for første gang, da Oliver Kjærgaard spillede ham fri, men afslutningen fra spids vinkel blev reddet.

Det var en uskøn affære på den knoldede vinterramte bane i Hjørring, der mildt sagt ikke understøttede poleret fodbold. Lange bolde blev slået fra ende til ende med et hav af dueller til følge, og her matchede de to hold hinanden meget godt.

Kort før pausen fik Callum McCowatt kampens absolut største chance, da Lucas Haren satte hele Vendsyssel-forsvaret til vægs og lagde bolden lige ind i panden på den helt frie angriber, der ikke lykkedes med at udplacere keeperen på trods af, at der var få meter mellem dem. Scorer McCowatt ikke på den slags chancer, så får han svært ved at finde netmaskerne.

Annonce

Drømmemål af Haren

Newzealænderen kunne kort inde i anden halvleg kigge på holdkammerat Haren, da kantspilleren viste, hvordan man får måltavlen i bevægelse.

Fra sin position i højre side listede han over modsat, modtog bolden på kanten af feltet og krøllede den over i modsatte målhjørne. Et virkeligt godt mål af spilleren, der har kæmpet det meste af sæsonen for at blive en fast del af startopstillingen. Kampen i Vendsyssel kan meget vel være et godt skridt på vejen.

Desværre for matchvinderen måtte han kort efter udgå med et trælår.

FC Helsingør overlod en stor del af initiativet i kampen efter scoringen og var sjældne gæster på modstandernes banehalvdel. Kræfterne blev i stedet brugt på at forsvare, og Vendsyssel havde svært ved at spille sig igennem til chancer.

Morten Eskesen foretog efter en times spil tre offensive udskiftninger, og de gav gæsterne lidt mere kontrol på bolden.

Kampen blev dog ikke kønnere, og de høje bolde fortsatte med at blive sendt mod himlen. Det kom der bare ikke nogen chancer ud af, og det var FC Helsingør naturligvis mest tilfredse med. De kørte ganske sikkert de tre point i hus og kunne nyde den mere end 500 kilometer lange bustur hjem. Også selvom David Boysen missede en friløber i sidste minut.

FC Helsingør kan sikre top 6 med uafgjort mod Hvidovre på fredag hjemme i Helsingør. Vinder enten FC Fredericia eller Fremad Amager i deres indbyrdes opgør, er FCH sikret top 6 uanset egne resultater i de sidste to runder.

Vendsyssel FF - FC Helsingør

1-2 (1-1)

0-1 Philip Rejnhold (1.)

1-1 Muhammed Saracevic (5.)

1-2 Lucas Haren (50.)

Vendsyssel FF: Fabian Ehmann - Jeppe Svenningsen, Jakob Hjorth (17. Dusan Jajic), Henri Järvelaid, Tiemoko Konate, Zander Hyltoft (74. Grégory Berthier), Thomas Christiansen, Virgiliu Postolachi (53. Mikkel Agger), Jelle Van Der Heyden, Anders Bærtelsen, Muhammed Saracevic.

FC Helsingør (4-2-3-1): Kevin Stuhr Ellegaard - Philip Rejnhold, Nicolai Geertsen, Nikolaj Hansen, Nicklas Mouritsen - Frederik Juul Christensen, Daniel Norouzi (89. Frederik Bay) - Lucas Haren (59. Elijah just), Oliver Kjærgaard (88. Mihkel Ainsalu), Anders Holst (63. Liam Jordan) - Callum McCowatt (63. Davui Boysen).

Advarsler: VFF: Muhammed Saracevic (49.) Henri Järvelaid (88.) FCH: Nikolaj Hansen (26.)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Overlæge med speciale i overvægtige børn: Det ligger dybt i os, at når vi er kede af det, så propper vi noget i munden

Annonce