Annonce
Helsingør

Melder sig til grøn duel: Er Helsingør Danmarks vildeste kommune?

Der er natur mange steder i Helsingør - også langs vejene. Foto: Lars Johannessen.
Bonderøven er dommer i konkurrence om de bedste biodiversitetsprojekter.

HELSINGØR: Kan Helsingør blive Danmarks vildeste kommune? Det spørgsmål vil blive besvaret, når Helsingør nu går med i en konkurrencen, som miljøministeriet har inviteret til.

På et møde mandag besluttede Helsingør Byråds udvalg for by, plan og miljø, at Helsingør skal tage imod udfordringen fra miljøminister Lea Wermelin. Det glæder blandt andet udvalgsformand Christian Holm Donatzky fra De Radikale.

- Vi vil da meget gerne være Danmarks vildeste kommune. Vi har i forvejen gang i mange gode biodiversitetstiltag. Og denne konkurrence vil være med til at gøre befolkningen opmærksom på de ting, som kommunen gør, og skærper måske vores fokus på, hvad vi laver, siger Holm Donatzky.

Annonce

Arter uddør

De andre partier i udvalget støttede også kommunens deltagelse i dysten. Det samme gør den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

- Det er da bestemt dejligt. Men politikerne må så tage biodiversiteten på sig for alvor. Det er vel ikke nok bare, at der gror vilde blomster de få steder, hvor kommunen ikke har bygget, siger DN-formand Helle Øelund.

"Vi står midt i en naturkrise. Biodiversiteten går tilbage over alt i verden, arter uddør hurtigere end nogensinde før, og 1 mio. dyre- og plantearter er i fare for at uddø. Den natur, vores børn kan opleve i dag, er desværre fattigere end den, jeg oplevede som barn. Der er færre fugle, der synger i træerne, færre insekter der flyver i luften, og færre frøer der kvækker ved søerne", har miljøministeren sagt om konkurrencen.


Politikerne må så tage biodiversiteten til sig for alvor

Helle Øelund, DN


Annonce

Bonderøven er med

Tanken er, at kommunerne skal konkurrere om at finde på et projekt, der gavner biodiversiteten. Projekterne vil blive bedømt på en række parametre, og i dommerkomiteen sidder blandt andre Franck Eriksen, bedre kendt som Bonderøven fra tv, og biologen Morten D.D. Hansen, der også ofte er  på tv i natur-sammenhæng.

Det er i slutningen af 2022, at konkurrencen vil blive afgjort. Og i Helsingør er der allerede lagt an til flere projekter, som passer til formålet – blandt vilde vejrabatter, nye søer og fokus på biodiversitet i børnehøjde. Kommunen selv vurderer, at Danmarks Vildeste Kommuner-dysten vil kunne gøre den lokale naturindsats mere synlig og måske mere inspirerende.

Helsingør har den 10. bedste natur i Danmark

Hvis man går efter en ny opgørelse af kommunernes såkaldte Naturkapitalindeks, har Helsingør noget af det bedste og mest værdifulde natur i Danmark. Det er en rangliste, som Aarhus Universitet har udarbejdet i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Listen giver blandt andet kommunerne point efter, hvor gode de er til at passe på naturværdierne.

  1. Fanø Kommune: 87 point
  2. Læsø Kommune: 81 point
  3. Tårnby Kommune: 75 point
  4. Lyngby-Taarbæk Kommune: 64 point
  5. Furesø Kommune: 57 point
  6. Rudersdal Kommune: 54 point
  7. Halsnæs Kommune: 53 point
  8. Gribskov Kommune: 48 point
  9. Hillerød Kommune: 47 point
  10. Helsingør Kommune: 46 point
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Hvad har vi lært af corona?

Annonce