Annonce
København

Coronasmitte stopper 127 køreprøver i København

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er midlertidigt umuligt at komme til den teoretiske eller praktiske køreprøve i København og på Vestegnen.
Annonce

Håbefulde køreskoleelever i og omkring København må væbne sig med lidt ekstra tålmodighed.

Både de praktiske køreprøver og teoriprøver er fra torsdag stoppet midlertidig i København og på den københavnske vestegn på grund af coronasmitte i politiet.

Alene torsdag er cirka 140 teoriprøver samt 127 praktiske prøver aflyst.

Det oplyser politiinspektør Steen Søder, der er er leder af center for færdsel og trafik i Københavns Politi.

- To af vores prøvesagkyndige er desværre blevet konstateret smittet med covid-19, siger han.

Desuden har endnu en ansat ved centret meldt sig syg med coronasymptomer torsdag morgen.

Derfor har politiet vurderet, at alle prøvesagkyndige skal testes for coronavirus, før de igen kan blive sendt ud i bilerne med køreskoleeleverne.

- Afviklingen af en køreprøve foregår altså ved to mennesker i en bil med forholdsvis kort afstand. Derfor synes vi rent anstændigvis, at vi bliver nødt til at lukke ned, siger Steen Søder.

I første omgang er det kun prøverne torsdag, der er aflyst. Politiinspektøren ønsker ikke at give et bud på, hvornår det er muligt at genoptage køreprøverne, og om det er sandsynligt, at kun dagens prøver droppes.

Alt andet lige kommer det til at forlænge køen til en køreprøve, når prøverne kan genoptages, oplyser Steen Søder.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er kø til køreprøver i København.

- De 127 praktiske køreprøver og 140 teoriprøver, der er aflyst torsdag i København og på Københavns Vestegn, skal afvikles på et tidspunkt, så det er klart, at der kommer et øget pres, siger han.

Politiinspektøren tilføjer, at politiet skal finde ud af "hvordan og under hvilke konditioner, der kan udføres køreprøver i fremtiden". Han går ikke i detaljer med, hvad det kan være.

Hos Dansk Kørelærer-Union vækker det bekymring hos landsformand Bent Grue, at flere hundrede prøver må aflyses om dagen.

- Jeg tænker, at det er en katastrofe, siger han.

- Det er klart, at hvis det kun er lukket i en eller to dage, så er det til at overskue.

- Det svarer nogenlunde til en sneaflysning, men det er tidligt, at sneen nu er faldet i København, og hvis de ansatte skal være hjemme i 14 dage, kan jeg se et kæmpeproblem, siger Bent Grue.

Det er muligt for køreskoleelever at søge mod andre politikredse for at tage en teori- eller køreprøve.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Annonce