Annonce
Helsingør

Nedrivning af strandvejs-villa aflyst: Politikere jubler

Villaen på Nordre Strandvej 264 i Ålsgårde set fra stranden. Den blev opført i 1896 for tobaksfabrikant og kongelig hofleverandør Wilhelm Øckenholdt Larsen på en strandgrund solgt i 1895 af baronesse Fritze Augusta Andrea Paul gift med Hermann Julius Paul, købmand fra Lübeck. Foto: Lars Johannessen.
Ejerne af bevaringsværdig Ålsgårde-ejendom fra 1896 har trukket ansøgning om nedrivning tilbage.
Annonce

ÅLSGÅRDE: De nye ejere af en bevaringsværdig strandvejsvilla har taget imod det vink med en vognstang, som en række politikere leverede i Helsingør Dagblad forleden. Før et møde i Helsingør Byråds udvalg for by, plan og miljø torsdag aften trak ejerne deres ansøgning om at få lov til at nedrive villaen  på vandsiden af Nordre Strandvej tilbage.

- De vil ikke længere have behandlet ansøgningen. Der var da heller ikke de store udsigter til, at huset kunne rives ned, siger Christian Holm Donatzky, radikal politiker og formand for udvalget.

I Helsingør Dagblad bebudede et politisk flertal nemlig i lørdags, at de ville stemme imod en nedrivning af villaen - på Nordre Strandvej 264 i Ålsgårde. Den er fra 1896 og står på Helsingør Kommunes liste over bevaringsværdige ejendomme.

- Det er så et bevaringsværdigt hus mere, der bliver bevaret. Det er godt. Det er en fin villa og et tidstypisk hus, siger Holm Donatzky.

Annonce

Forbud

Han roser de andre partier i udvalget for by, plan og miljø for at stå sammen imod nedrivningen. Og formanden satser på, at der med sagen også er sendt et signal til andre nedrivningsparate ejere af villaer, der er bevaringsværdige.

- Boligejerne må gerne vide, at vi har fået en ændret praksis. Det er jo virkelig et særkende og en del af attraktionen ved Helsingør kommune, at vi har så mange fredede og bevaringsværdige bygninger, siger Christian Holm Donatzky.

Politikerne var ligefrem klar til at nedlægge et decideret forbud mod nedrivningen - et såkaldt paragraf 14-forbud, som Planloven giver mulighed for, hvis kommunen ellers laver en ny lokalplan.

Annonce

Sådan er det...

Ejerne havde over for kommunen begrundet ansøgningen om nedrivningstilladelse med, at deres drøm om at renovere og bevare huset desværre ikke kunne realiseres, fordi villaen var i alt for dårlig stand. Det afviste politikerne dog forleden.

"Efter min mening bør ejeren bare gå i gang med at renovere den ejendom", sagde den konservative Jens Bertram eksempelvis til Helsingør Dagblad. "Jeg kan da godt se, at det vil kræve noget at renovere huset, men sådan er det at have en gammel bygning", lød det fra Christian Holm Donatzky dengang.

- Det er da en fantastisk fornuftig løsning, at man kan fortælle en ansøger, at det ikke har politisk gang på jorden det her, og så de så formentlig, forhåbentligt, går en anden vej end nedrivning, siger Jens Bertram nu.

Annonce

Bevares for eftertiden

Nu kan politikerne juble over, at det ikke bliver nødvendigt med et paragraf 14-forbud, fordi ansøgningen er trukket tilbage. Det samme kan Helsingør Kommunes Museer, der havde protesteret mod nedrivningsplanerne.

"Med sin historie, sine få ejere og sin udformning bidrager den væsentligt til den historiske fortælling om datidens livsstil og om Nordkysten som rekreativt område for velhavere fra ind- og udland fra slutningen af 1800-tallet... Samlet set viser huset, haven, vognporten og udsmykningen ude og inde historien om et hjem med æstetisk sans, kulturforståelse og overskud. Ejendommen bør bevares for eftertiden i samme ånd", står der i museumsfolkenes vurdering af villaen på 280 kvadratmeter.


Det er så et bevaringsværdigt hus mere, der bliver bevaret. Det er godt.

Christian Holm Donatzky, udvalgsformand


Ejendommen ligger som nabo til Hornbæk Plantage. På Helsingordagblad.dk kan man læse mere om de tidligere nedrivningstilladelser, som politikerne har givet under voldsom kritik blandt andet på Strandvejen ved Espergærde og i Helsingørs indre by.

Har fået en 4'er på bevaringsskalaen

I 1998 blev huset på Nordre Strandvej 264 udpeget som bevaringsværdigt med værdien 4 på den såkaldte SAVE-skala:

  • Bygninger med den højeste værdi 1 vil som oftest være fredede bygninger eller folkekirker.
  • Bygningerne med værdierne 2-4 er bygninger, som i kraft af arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler
  • Bygninger med bevaringsværdierne 5-6 er jævne, pæne bygninger.
  • Bygninger med bevaringsværdierne 7-9 er ofte bygninger uden arkitektonisk udtryk eller uden historisk betydning
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce