Annonce
Helsingør

New York-avis elsker Helsingør og 'Sommerdahl'

Peter Mygind har hovedrollen som politiefterforskeren Dan Sommerdahl. Foto: Mike Kollöffel/TV2
Byen Helsingør er i sig selv en god grund til at se tv-serie, mener amerikansk anmelder.
Annonce

HELSINGØR: Man skulle tro, at beboerne i New York havde spænding nok i at bo i den corona-hærgede storby. Hvis ikke det er tilfældet, så kan de vel bare tænde for tv'et og se en af de utallige kriminalserier, der foregår lige ude foran døren i den amerikanske metropol?

Men slår new yorkerne op den lokale tabloidavis - New York Post med et dagligt oplag på 230.000 eksemplarer - så får de en helt anden anbefaling i en anmeldelse i Entertainment-sektionen. De skal nemlig se "Sommerdahl"... eller "The Sommerdahl Murders", som den danske serie, der foregår i Helsingør, hedder.

"Danish murder mystery ‘Sommerdahl Murders’ kills it", hedder rubrikken - overskriften - på den lange anmeldelse. Den ros må være et meget godt vækkeur til de involverede, når optagelserne til 2. sæson af serien går i gang meget, meget tidligt torsdag morgen et sted i Helsingør.


...Yes, selv byen Helsingør i sig selv vil suge dig med i kølvandet på seriens mange overraskelser

Sommerdahl-anmeldelse i New York Post


Annonce

Helsingør er et hit

For New York Post-anmelderen er det ikke mindst Helsingør, som er et hit ved "The Sommerdahl Murders". Serien "foregår i den solbeskinnede, billedsmukke kystby Helsingør" står der i indledningen af den meget positive New York Post-anmeldelse.

Herhjemme imponerede "Sommerdahl" ikke anmelderne. Trods den sure kritik har serien med Peter Mygind i hovedrollen sat seer-rekorder på stribe på kanalen TV2 Charlie og er blevet solgt til en lang række lande.

New York Post-anmelderen fastslår, at "The Sommerdahl Murders" ikke er "en metervare hvem-gjorde-det-krimi, fordi dens nuancerede figurer, skarpe manuskript og yes, selv byen Helsingør i sig selv vil suge dig med i kølvandet på seriens mange overraskelser".

Annonce

Går verden rundt

Forleden skrev vi, at næsten 800.000 hollændere så med, da første afsnit af tv-serien "The Sommerdahl Murders" var på skærmen for nylig. Og Helsingør-serien skabt af produktionsselskabet Sequoia sammen med danske TV2 og tyske ZDF går som nævnt verden rundt.

Den kan ses i blandt andet Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Grækenland, Frankrig, Egypten samt via en streamingtjeneste også i USA, Canada, Irland, Storbritannien, Australien og såmænd Sydamerika. Og Mygind og kompagni går altså i gang med optagelser til nye episoder nu.

Den skaldede detektiv har hår

TV-serien "Sommerdahl" er baseret på bestsellerforfatteren Anna Grues krimier om 'den skaldede detektiv'.

Peter Mygind har hovedrollen og hår på hovedet. Laura Drasbæk spiller hustruen Marianne Sommerdahl, og André Babikian spiller Sommerdahls politimakker, der er forelsket i Marianne.

Flertallet i Helsingør Byråd gav sidste år 1,25 millioner kroner i støtte til sæson 1 - med begrundelsen, at serien er en unik mulighed for at få eksponeret Helsingør ude i verden. Alt tyder på, at samme flertal vil støtte sæson 2 med 800.000 kommunale kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce