Annonce
Sport

Nordsjælland Håndbold slog eks-træner i tæt drama

Carl-Emil Haunstrup sikrede sejren for Nordsjælland Håndbold syv sekunder før tid. Arkivfoto: Torben Sørensen
Der var kun et enkelt mål til forskel, da Simon Dahl med sit Nordsjælland-Håndbold-mandskab slog sin tidligere mentor, Ian Marko Fog, som i dag træner Team Sydhavsøerne.
Annonce

HÅNDBOLD: Det var tæt på, at Nordsjælland Håndbold mistede point for første gang i sæsonen, da de gæstede Team Sydhavsøerne fredag aften. Kampen endte med at vippe til NH's side, men forskellen var kun et mål, hvilket er nedrykkernes smalleste sejr i sæsonen.

Dermed besejrede Simon Dahl og Nordsjælland den mangeårige trænerprofil i klubben, Ian Marko Fog, som genoptog trænerkarrieren hos TSØ i sommer. Dahl overtog for Fog i sommeren 2019.

- Den sejr er vi slemt tilfredse med. Det var to rigtig gode point for os i en hektisk og urytmisk kamp, hvor vi heldigvis trækker det længste strå til sidst, og det synes jeg ikke er urimeligt, selvom vi ikke rammer vores topniveau i Maribo, sagde NH-træner, Simon Dahl, efter kampen.

Ud over et tak for kampen, var det ikke meget, han nåede at tale med kollegaen og kammeraten fra den anden bænk.

- jeg er ret sikker på, at Ian ikke vil være helt enig i, at det var fortjent, at vi vandt, konstaterede Dahl.

Annonce

Urytmisk

Det var så tæt, som det kunne være i stort set hele kampen. Der var sjældent mere end et måls forskel på tavlen, og ved pausen var det også helt lige, 15-15.

- Der var ikke meget rytme i kampen, synes jeg. Vi stod meget lang tid i forsvaret og dækkede egentlig fint op i store perioder, men TSØ fik alligevel scoret rigtig mange gange, hvor dommeren havde hånden oppe. Efterfølgende fik vi ofte et hurtigt mål, og så var det tilbage og stå i forsvar, forklarede Simon Dahl.

I anden halveg var TSØ flere gange foran med to mål, og det var først 12 minutter før tid, at gæsterne igen var foran på Lolland. Da Matias Campbell med to mål i træk gjorde det til 25-28, var de fleste nok af den formodning, at NH havde sikret de tre point, men slaget var langt fra slut, selvom der kun manglede fem minutter.

Annonce

Tæt til det sidste

TSØ slog igen med to scoringer, og det kunne være blevet til en udligning, da hjemmeholdet med under tre minutter tilbage fik straffekast, men det blev brændt, og det blev straffet hårdt i den anden ende, hvor Tobias Jørgensen gjorde det til 27-29.

Det blev 28-29 46 sekunder før tid, selvom TSØ netop havde fået en udvisning, men det kom ikke tættere på, for Carl-Emil Haunstrup afgjorde kampen få sekunder før tid med målet til 28-30. I sidste sekund blev der reduceret endnu engang.

NH-spillerne kunne juble over en hårdt tilkæmpet sejr - den niende på stribe.

- Der er fortsat mange ting, vi skal udvikle, men vi skal huske at glæde os over, at vi har ni sejre for ni kampe. Det er vist ikke sket før i klubben, tror jeg. Det er også vores store styrke, at på dage, hvor vi ikke spiller op til vores bedste, husker vi at vinde, sagde Simon Dahl.


Vi ved godt, at vi kan gøre meget godt for os selv, hvis vi slår Skive, og det har vi virkelig tænkt os at gøre.

Nordsjælland Håndbolds cheftræner håber på 10. sejr i træk på fredag


Nedrykkerne fører 1. division med to point ned til Skive, som ligeledes vandt fredag aften. De to tophold mødes i Hillerød på næste fredag.

- Det bliver sjovt. Det er den slags kampe, vi træner og spiller for hver eneste dag. Vi ved godt, at vi kan gøre meget godt for os selv, hvis vi slår Skive, og det har vi virkelig tænkt os at gøre, lød det fra Simon Dahl, inden han løb ud i bussen, hvor han skulle sidde, mens fredag blev til lørdag. Formentlig med en god fornemmelse efter endnu en sejr.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Bølge af positive coronatests: 12 institutioner i Helsingør ramt af smitte

Annonce