Annonce
Nordsjælland

Nu bliver det alvor

Snekkersten IF indleder sæsonen på lørdag i Lundtofte. Arkivoto: Claus Birch.
De har trænet på banerne og spillet de sidste træningskampe, men i weekenden bliver det alvor for de lokale fodboldhold, når sæsonen sparkes i gang.
Annonce

Det kan ikke undgås, at covid-krisen har sat sit præg på både forberedelser of forventninger i de lokale klubber. Således også i Snekkersten IF, der indleder sæsonen i Sjællandsserien på lørdag kl. 13.00 i Lundtofte.

- Man kan jo frygte, hvad der kommer til at ske. Vi håber at få lov til at spille hele sæsonen, men man behøver jo ikke være nogen Einstein for at se, at risikoen for, at vi bliver lukket ned, er yderst reel, siger cheftræner Rikki Royal.

Han er dog nogenlunde tilfreds med sin trup og holdets forberedelser.

- Truppen er måske lidt til den smalle side. Vi har mistet et par spillere, folk der for eksempel skal i millitæret osv., men jeg synes, vi har et fint hold. Ambitionen er at blive i rækken og selvfølgelig gerne blande os i toppen, som i sidste sæson, siger han.

En positiv sideeffekt af corona-situationen har været, at Rikki Royal har haft hele sit hold til opstarten. Alle har været hjemme og klar til at træne.

- Normalt holder de jo ferie på kryds og tværs, og de sidste kommer dryssende lige før sæsonen starter, men det har været anderledes i år, siger han.


Vi håber at få lov til at spille hele sæsonen, men man behøver jo ikke være nogen Einstein for at se, at risikoen for, at vi bliver lukket ned, er yderst reel.

Rikki Royal


Snekkersten har også nået et par træningskampe, før det går løs i weekenden. Det er blevet til 0-0 i Allerød, mens man midt i ugen fik ørerne i maskinen mod FC Helsingørs talentfulde U19-hold md 2-6.

- Men hvad er det nu, man siger om dårlige generalprøver, griner Rikki Royal, og fortsætter:

- Vores forventninger til kampen i Lundtofte er, at vi kommer med et point, men tager gerne derfra med tre. Jeg ved ikke så meget om Lundtofte, men de har et ungt hold, som jeg håber, vi kan trumfe på fysik og rutine. Vi har tidligere spillet 2-2, men lørdag skulle gerne give en sejr.

Annonce

Espergærde IF klar til den ny sæson

I Espergærde IF har man benyttet sommerpausen til at skifte ud på trænerposten. Et nyt trænertriumvirat skal ruste EIFs bedste herrefodboldhold til at vise klubfarverne i serie 1 og serie 3

Den foregående fodboldsæson blev helt ødelagt af Coronakrisen, der for seriefodbolden betød, at DBU Sjælland baserede op- og nedrykning på stillingerne, da de forskellige rækker gik på vinterferie. For Espergærde betød det, at de to bedste herrehold hver især manglede et point i at rykke en række op. Samtidig betød det, at EIF sagde farvel til de to brødre Søren og Hans Peter Jensen, der begge ønskede at stoppe.

I stedet har seniorudvalget været på udkig efter nye trænere. Det har resulteret i, at der er nu er dannet et triumvirat bestående af Dennis Madsen, Frederik Hilker og Henrik Lund.

Dennis Madsen, 44 år, bliver cheftræner og afløser Søren Jensen, der på 5 kampe fik Espergærde bragt fra bunden til toppen af serie 1. Dennis kommer fra en trænergerning i EIFs ungdomsrækker.

Frederik Hilker, 43 år, bliver assistenttræner hos Dennis med primært fokus på defensiven. Frederik er gammel Espergærdedreng, har spillet fodbold i HIF i mange sæsoner. Hans trænergerning har ført ham vidt omkring, bla pga af hans ene datter, der spiller fodbold på højt plan i B93. Henrik Lund, 53 år, afløser Hans Peter Jensen som ansvarlig for EIF’s 2. hold i serie 3. Henrik bor i Helsingør, og har en lang fodboldkarriere bag sig som målmand.

- Forventningen er, at EIF har en gameplan og noget stabilitet. Der er ikke den store forskel på serie 1 og Sjællandsserien. Største forskel er vel, at der er mere kynisme i Sjællandsserien, og der brændes ikke så mange chancer som i serie 1, siger Dennis Madsen.

Om forventning til samarbejdet med Frederik Hilker, Henrik Lund og klubbens øvrige trænere siger Dennis Madsen:

- Frederik og jeg har god kemi. Vi kender og respekterer hinanden, ligesom vores kompetencer supplerer og komplementerer hinanden. Hilker er nok bedst til at se tingene fra spillernes synspunkt, mens jeg mere har trænerhatten på. Det er mit ønske ikke blot at bringe Frederik og Henrik på banen, men også andre af klubbens trænere ind omkring 1. og 2. holdet og bruge dem som ”gæsteforlæsere”, da mange har kompetencer, som kan bruges i vort arbejde.

På lørdag 15. august bliver der rig lejlighed til at bedømme de tre trænere og deres hold, når EIF på hjemmebanen på Gymnasievej møder Brøndby IF kl. 1400 i serie 1, og derefter møder EIF’s 2. hold i serie 3 Gilleleje kl. 1600.

Annonce

Helt nyt hold

I Frem Hellebæk, der spiller i Serie 2, har træner Thomas Max en lidt usædvanlig udfordring.

- Vi begynder simpelthen med et helt nyt hold af unge spillere, der er kommet op. Vi har kun to tilbage fra sidste sæson, fortæller træneren.

Spillerne er enten flyttet, skal begynde studier eller millitærtjeneste, men Thomas Max tager vilkårene med stor ro.

- Det er da en stor udfordring, det er klart. Men vi tager det i stiv arm, og målsætningen er at blive i rækken, siger han.

Frem Hellebæk begynder sæsonen ude på lørdag kl. 14.00 mod Måløv BK.

Annonce

Hornbæk åbner mod Slangerup

Hornbæks seneste turneringskamp var helt tilbage til 26. oktober 2019, hvor man havde besøg af Hillerød i efterårets sidste kamp. Så fulgte en lang vinterpause, og da man så småt var ved at gøre klar til anden halvdel af sæsonen i serie 2, blev fodbolden og meget andet lukket helt ned. Det betyder, at det er hele 290 dage siden, der sidst har været turneringskamp på Pedella Park, men nu er ventetiden slut.

Hornbæk er fortsat i serie 2, og modstanderen i åbningskampen på en helt frisk sæson er oprykkerne fra Slangerup, der kommer på besøg lørdag kl. 14.00. Træner Mikkel Bertram og den spillende assistent Casper Porsgaard er fortsat ved roret, og de kan glæde sig over tilgang af et par rutinerede herrer i skikkelse af målmand Kim Drejs og Martin Junior, der begge tidligere har spillet for Hornbæk. Mikkel Anberg er kommet fra Fredensborg, og så har Felix Brun også fået lyst til at være med igen.

Nikolaj Falkenberg og Kalle Ellehauge er langtidsskadet, mens Malthe Prahl og Lau Kieler holder fodboldmæssig lav profil.

- Det er nok den stærkeste trup, mens jeg har været træner, lyder det fra Mikkel Bertram, der da også forventer, at man kan blande sig med holdene i den bedste halvdel af rækken.

- På vores niveau afhænger meget af afbud og skader, men hvis vi kan holde antallet af både afbud og skader nede, kan vi måske blande os i toppen af rækken, lyder det fra en optimistisk træner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: DBU udviser ikke loyalitet

Coronavirus

Live:  Første plejehjemsbeboere får andet skud coronavaccine søndag

Helsingør

De frivillige er uundværlige

Annonce