Annonce
Helsingør

Ny Esrum Sø-fredning nærmer sig

Esrum Søs omgivelser skal fredes, mener Hillerød Kommune og Dansk Naturfredningsforening. Ønsket er blandt andet at etablere en sammenhængende, offentligt tilgængelig sti omkring søen. Foto: Lars Johannessen

Helsingør Kommune ville ikke være med til at rejse fredningssag. Men det er en god idé, mener lokal forening og udvalgsformand.

Esrum: Hillerød Kommune, men ikke Helsingør, er gået sammen med Danmarks Naturfredningsforening for sikre en ny, overordnet fredning af landskabet omkring Esrum Sø. Forleden diskuterede Helsingør-politikerne fredningsforslaget, som de bliver skarpt kritiseret for ikke at være med i.

I et nyt høringssvar skriver Helsingør Kommune dog til Fredningsnævnet for Nordsjælland, at det grundlæggende er logisk med den fredning, der bliver foreslået af Hillerød Kommune og Dansk Naturfredningsforening. Helsingør Kommune anerkender nemlig, at det er både mere hensigtsmæssigt og mere overskueligt med en ny fredning.

I ni dele

I dag er en del af Esrum Søs omgivelser, landskabet omkring søen, allerede fredet, men de ni forskellige fredninger hænger ikke sammen, og flere af dem er forældede.

Derfor går det nye forslag på, at arealerne omkring søen bliver fredet i en samlet sag. Fredningen åbner også mulighed for at etablere en sammenhængende sti rundt om Esrum Sø.

"Der er behov for en ny, revideret og samlet fredning, der kan bevare områdets værdier, skabe gennemskuelighed for lodsejere og myndigheder og samtidig give bedre adgang for borgerene. En fredning er det eneste, der med sikkerhed vil kunne bevare dette særligt smukke og karakteristiske landskab", har Kaare Kristensen, fredningsmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, forklaret.

Annonce

Helsingør sagde nej

Tilbage i 2017 diskuterede Helsingør Byråd, om Helsingør Kommune skulle gå med i fredningssagen sammen med Hillerød Kommune og Naturfredningsforeningen.

Formanden for det daværende udvalg for teknik, miljø og klima, Venstres Johannes Hecht-Nielsen, erklærede, at Helsingør Kommune for en gangs skyld burde holde sig væk fra en fredningsansøgning, fordi denne Esrum Sø-fredning ville kollidere med et kommunalt løfte om, at lodsejerne i nationalparken Kongernes Nordsjælland ikke skulle tvinges til noget.

"Det her er så dårlig timing, at vi skal holde os langt væk fra denne fredningssag", sagde Hecht-Nielsen og opfordrede byrådet til at demonstrere utilfredsheden. Flertallet fulgte Venstre-politikerens anbefaling. Den radikale Christian Holm Donatzky stod alene med den modsatte holdning.

- Det er helt oplagt, at Esrum Søs omgivelser, som der i dag er ni forskellige fredninger på, får en ny fredning. Og det ville have været smart, hvis Helsingør Kommune have været medrejsere af dette forslag. Det blev vi ikke. Men fredningen er stadig en god idé. Esrum Sø er en af Danmarks største søer, og området er unikt, siger Holm Donatzky, i dag formand for Helsingør Byråds udvalg for by, plan og miljø, afløseren for udvalget for teknik, miljø og klima.

Annonce

Godt og klart signal

Det ærgrer også Helsingør-foreningen Stad & Egn, at Helsingør ikke er medrejser på fredningsforslaget. I et høringssvar til den aktuelle fredning skriver foreningen, at "generelt finder vi, at Helsingør Kommune kunne have sendt et rigtig godt og klart signal til borgerne om, at man prioriterede naturen, hvis Helsingør Kommune i lighed med Hillerød Kommune havde stået som medforslagsstiller sammen med Danmarks Naturfredningsforening".

I øvrigt var det ikke kun Helsingør Kommune, der afviste at være medrejser på fredningssagen. Heller ikke Gribskov og Fredensborg Kommune ville være med sammen med Hillerød Kommune og Dansk Naturfredningsforening i den forbindelse.

Fakta

  • Esrum sø er Danmarks næststørste sø. Den har et overfladeareal på 17,3 kvadratkilometer

  • Største dybde er 22,3 meter.

  • Med en gennemsnitsdybde på 13,5 meter har Esrum Sø en vandvolumen på 233 millioner kubikmeter, hvilket er Danmarks største.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Lajboschitz klar til genåbning af sine to Hornbæk-hoteller: - Krisen giver os en chance for at gøre noget på helt nye måder

Debat

Præsten skriver: Øjetrim

Helsingør

Politiet var i gang med en anden sag: Så blev de overdynget med skældsord fra flere mænd

Annonce