HORNBÆK: Det var ikke meget betænkningstid, Christina Hvid skulle bruge, da hun blev spurgt, om hun ville overtage posten som formand for Fonden Hornbæk Kunstmuseum.
Hun er selv opvokset i den nordlige kystby, som hun har mange minder fra, og hvor hun i dag ejer et sommerhus.
- Det er et enormt spændende projekt. Kunstmuseet bliver et interessant sted ikke kun for den lokale befolkning, men også for hele området og som en del af turismeudviklingen for Nordsjælland og forhåbentlig også internationalt, siger den nye formand Christina Hvid, 50 år.
Uforløst potentiale
I dag bor hun i København på Frederiksberg med sin mand, Jacob Holbraad, og deres to børn. Sammen bruger de så meget tid i Christina Hvids barndomsby som muligt.
Christina Hvid, formand for Fonden Hornbæk KunstmuseumJeg elsker Hornbæk - det er et fantastisk sted. Og jeg synes, der er sket rigtig meget i byen i de sidste par år, men der er stadig noget uforløst potentiale nede i det hjørne, hvor museumsgrunden ligger.
Hun ser et stort potentiale i byen, som hun nu glæder sig til aktivt at være med til at udvikle.
- Jeg elsker Hornbæk - det er et fantastisk sted. Og jeg synes, der er sket rigtig meget i de sidste par år, men der er stadig et uforløst potentiale nede i det hjørne, hvor museumsgrunden ligger, siger hun og fortsætter:
- Det er jo næsten det bedste sted i byen. Derfor synes jeg, det bliver spændende at være med til at udvikle det på en god måde.
Christina Hvid, der uddannet cand.polit, har længe fulgt planerne om kunstmuseet, men har samtidig lagt mærke til, at »der ikke var sket så meget«. Hun håber, at udviklingen nu tager fart.
Skagensmalere i Hornbæk
Den første tid på formandsposten skal bruges på at tale med dem, som har interesse i kunstmuseet.
- Og her tænker jeg både på kommunen og de lokale, men i høj grad også alle de interessante fonde, der er. Ført og fremmest er der dog lavet et stort stykke arbejde gennem de sidste år, som jeg skal sætte mig grundigt ind i, og som jeg skal bygge videre på, siger hun.
Når det er gjort, glæder Christina Hvid sig til lidt efter lidt at gøre kunstmuseet til en realitet og formidle dets historie på den bedst muligt måde.
- Hvis man ser historisk på det, begyndte skagensmalerne faktisk i Hornbæk, fordi der er det her fantastiske lys, og fordi det ligger så smukt med udsigt til Kullen, havet, klitter, skov og søer. Der er en super historie at fortælle, siger Christina Hvid, som arbejder som administrerende direktør i Molio.