Annonce
Helsingør

Ny sag om krænkelse af flere hundrede kvinder og piger

(Arkivfoto) Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Annonce

Kvinder kimer Nordsjællands Politi ned for at få klar besked om krænkelse.

NORDSJÆLLAND: Endnu en sag om deling af kataloger med krænkende fotos af kvinder og piger er under efterforskning af politiet.

En 25-årig mand fra Hillerød er blevet sigtet, oplyser Nordsjællands Politi fredag.

Han skal have delt de krænkende billeder med andre via særlige servere. Såvel kvindernes navne som hjembyer er angivet i katalogerne. Der er "flere hundrede" ofre i sagen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Oplysningen fremlægges af Nordsjællands Politi, kun få dage før Retten i Aalborg skal tage stilling til en lignende sag, som har været efterforsket af Nordjyllands Politi. Denne sag ventes afgjort på torsdag i den kommende uge.

En del af materialet fra den sjællandske sag indgår i den jyske.

Adskillige kvinder har tilsyneladende henvendt sig til politiet for at høre, hvad der sker.

De er utålmodige, fremgår det indirekte af fredagens pressemeddelelse.

Her udtaler politikommissær Jakob Rahbek, at han sagtens kan forstå, at kvinderne vil vide, om billederne af dem fortsat bliver delt.

- Det er helt forståeligt, at usikkerheden og ventetiden kan føles lang, og vi gør alt, hvad vi kan for så hurtigt som muligt at finde frem til de forurettede og kontakte dem, udtaler han.

Politikommissæren siger, at man er "i fuld gang med at identificere de piger og kvinder, som er på billederne".

Den unge mand fra Hillerød sigtes for blufærdighedskrænkelse, udbredelse af krænkende fotos af unge under 18 samt for uberettiget deling af billeder.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Corona: Intet nyt er godt nyt

Annonce