VÆRFTET: Lyden af fortiden på Helsingør Værft kan man nu nyde, når man sætter sig på en ganske særlig bænk på Den Røde Plads ved siden af Værftsmuseet i Helsingør og lader tankerne rejse.
Frem i tiden, tilbage i historien eller bare nyde nu'et. Her kan man sidde og nyde sin sommeris og fundere lidt over verden.
Værftsmuseets to nye byrums-installationer midt på Den Røde Plads og på Axeltorv er blevet indviet og skal være med til at formidle den vigtige historie om Danmark som skibsbyggernation.
Værd at være stolt af
- Værftshistorien er nutidig historie, der er værd at være stolt af i Helsingør. Lukningen af værftet i 1983 skabte sår og sorg ligesom i andre værftsbyer. Nu er der gået en rum tid, og vi kan se mere nøgternt ind i værfternes store betydning. Det er den historie, Helsingør Værftsmuseum skal fortælle i de kommende år, hvor museet skal transformeres til Danmarks nationale Værftsmuseum, siger Nicolai Juel Vædele, museumsinspektør i Helsingør Kommune, i forbindelse med indvielsen af installationerne.
Ole Jens Nielsen, frivillig på Helsingør Værftsmuseum, tidligere værftsarbejderHelsingør Værft havde jo en kæmpe betydning for byen. Alle havde en forbindelse til virksomheden. En far, en bror, en søn, der arbejdede der eller hos en af de mange underleverandører.
De midlertidige byrums-installationer er formet som en skibsskrue og bruges som bænke, hvor man sommeren igennem kan sætte sig og nyde en is, hvile ud, lytte og reflektere over værftets historie og betydning.
Helt almindelige bænke er det langt fra. Træet kommer fra egetræer, der blev plantet i Jægerspris for 150 år siden og er bearbejdet på Veksebo Savværk.
- Bænken, der er formet som en skibsskrue, markerer en af de største teknologi-spring i skibsbygningshistoren; nemlig overgangen fra sejl til maskine og dermed muligheden for at sejle med meget større sikkerhed, større laster og mere præcision i fragtfarten. Vi har fundet gamle tegninger for at kunne konstruere den, fortæller Nicolai Juel Vædele.
Storytelleren
StoryTelleren, der står ved siden af de skrueformede bænke på de to steder ved havnen og på Axeltorv, lægger lyd og erindringer ind i formidlingen.
Dermed kan de understøtte museets store Velux-støttede forskningsprojekt ”Stemmer fra værftet”. Projektet indsamler erindringer fra tidligere værftsarbejdere i hele landet.
Det er den tidligere værftsarbejder og meget aktive værftsfrivillige Ole Jens Nielsen, der har lagt stemme til lyden. Den bliver snart oversat til engelsk og måske også kinesisk.
- Helsingør Værft havde jo en kæmpe betydning for byen. Alle havde en forbindelse til virksomheden. En far, en bror, en søn, der arbejdede der eller hos en af de mange underleverandører. Helsingør var det første af mange danske værftsbyer, hvor værftet lukkede. Det har ærgret mig i alle 40 år derefter, siger Ole Jens Nielsen, der har kastet sig ind i en stor frivillig indsats på Værftsmuseet.
Værftet fyldte alt
- Værfterne fyldte næsten alt i de byer, hvor de voksede sig store. Derfor er værftshistorien en historie, der appellerer bredt og vidner om værfternes indflydelse på økonomi, fysisk udvikling, arbejdskultur, teknologi, design, politik og menneskers hverdag. Værftshistorien er tæt forbundet med hele Danmarks kulturelle, politiske og økonomiske historie fra slutningen af 1800-tallet og op igennem det 20. århundrede, understreger museumsinspektør Nicolai Juel Vædele.
Rundvisning i Værftsmuseet
Værftsmuseet omhandler tiden, hvor byens skibsværft byggede skibe og arbejderklassen voksede.
Helsingør Værftsmuseum er historierne om slid, støj, møg, stolthed og sammenhold i en svunden tid, hvor værftsfløjten styrede byens liv.
Både økonomisk, beskæftigelsesmæssigt, socialt, kulturelt og politisk var værftet det naturlige omdrejningspunkt.
En rundvisning med en tidligere værftsarbejder koster 600 kr for grupper op til 10 personer, og 800 kr for grupper større end 10 personer. Til priserne kommer entrébillet. Grupper kan komme uden for åbningstid efter aftale.
Christian Holm Donatzky, formand for Helsingør Kommunes udvalg for by, plan og miljø, pointerede i sin indvielsestale, at både kommune og lokale virksomheder har været med i projektet med de nye installationer.
- Det er et godt samarbejde med flere forskellige instanser, der ligger til grund for dette projekt. Det forbinder kulturen med Værftsmuseet, der skal blive til hele Danmarks værftsmuseum.
Helsingør Kommunes byrumspulje har bidraget med 220.000 kroner til de to skibsskruebænke og til de to storytellere.