Annonce
Helsingør

Nye takster for dagtilbud: Forældre skal have flere penge op af lommen

Mandag aften vedtog Økonomiudvalget de nye takster for dagtilbud, og der er tale om prisstigninger på mellem 5 og 6 procent i forældrebetalingen sammenlignet med sidste år. Foto: Torben Sørensen/Kalabas
Prisen for at have et barn i børnehave eller vuggestue stiger med 5-6 procent i forhold til 2020.
Annonce

HELSINGØR: De mange børnefamilier i Helsingør Kommune skal have flere penge op af lommen i 2021 sammenlignet med sidste år.

Mandag aften vedtog Økonomiudvalget de nye takster for dagtilbud, og der er tale om prisstigninger på mellem fem og seks procent i forældrebetalingen sammenlignet med sidste år.

I 2020 var den månedlige takst for en vuggestueplads 3565 kroner - den stiger til 3770 kroner i 2021, svarende til 5,8 procent.

For en børnehaveplads er stigningen i forældrebetalingen på 5,3 procent fra 1875 kroner til 1975 kroner.

Er der tale om en deltidsbørnehave-plads stiger prisen fra 1475 til 1665 - en ændring på 12,9 procent.

Dels skyldes stigningen, at Byrådet i forbindelse med budget 2021 har afsat midler til minimumsnormeringer.

Annonce

Puljemidler får prisen til at stige

Derudover har regeringen i forbindelse med Finansloven 2021 ændret i reglerne for tildelingen af midler til minimumsnormeringer i daginstitutioner, så disse midler skal indgå i den samlede takstberegning.

- Det er vurderingen, at når vi får ekstra penge fra staten til minimumsnormeringer, kan vi ikke bruge dem på at gøre det billigere for forældrene at have sit barn i daginstitution, siger Benedikte Kiær, borgmester og formand for Økonomiudvalget. Foto: Torben Sørensen/Kalabas

I Helsingør Kommune er det besluttet at forældrebetalingsandelen skal svare til 25 procent af udgifterne for en plads i et dagtilbud, og da de nye puljemidler indgår i det samlede beregningsgrundlag, vil forældrebetalingen derfor stige.

"Taksterne beregnes på baggrund af driftsudgifterne til de kommunale dagtilbud. Et højere serviceniveau, der kommer til udtryk i flere pædagoger og medhjælpere i dagtilbuddene, betyder en stigning i driftsudgifterne, hvilket i sidste ende betyder en stigning i de kommunale takster," lyder forklaringen fra Center for Økonomi og Ejendomme.

Annonce

Pengene vil blive på området

På grund af stigningen i forældrebetalingen per 1. maj, forventer kommunen at få ekstra indtægter svarende til 987.000 kroner.

Borgmester Benedikte Kiær, der er formand for Økonomiudvalget, understreger dog, at det er penge, der vil blive brugt på daginstitutionsområdet.

- Det er vurderingen, at når vi får ekstra penge fra staten til minimumsnormeringer, kan vi ikke bruge dem på at gøre det billigere for forældrene at have sit barn i daginstitution. Men pengene vil blive på området, siger Benedikte Kiær.

- Puljen er strikket sådan sammen, at hvis vi får et større beløb end forventet, så påvirker det taksten, tilføjer hun.

Allan Berg Mortensen fra Enhedslisten, der er medlem af Økonomiudvalget, siger til Helsingør Dagblad, at han havde foretrukket, at forældrebetalings-andelen blev sat en smule ned.

- Jeg havde helst set, at man havde sænket forældrebetalingen, men det er fint, at de ekstra penge, der kommer i kommunekassen, vil blive brugt til nogle fornuftige ting, siger Allan Berg Mortensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Den ukendte hospitalsnormering

Annonce