Annonce
Espergærde

Og så fik Espergærde en kro ... glimt af fiskerlejets historie

Dette maleri af Lauritz Lyngbye er malt i 1836 og viser udsigten fra kystskrænten – omtrent ud for Gefionsbakken i dag. Man ser mod nord og arealet mellem Egebæksvang til venstre og Øresund til højre. Selvom billedet måske ikke er helt tro mod virkeligheden viser det ganske udmærket forholdene på den tid. Forrest Mørdrupvej med leddet til højre. Midt i billedet ses Vangemandshuset – og så kaldt Egebækshus. Det lå hvor nu det sydvestre hjørne af kirkegården er. Til højre ses den lille gård (bolsted), som lå hvor nu Mørdrupvej 4-6 ligger. Man kan umiddelbart til venstre for Vangemandshuset og helt ud ved stranden skelne lange opstablede rækker. Det er brænde, der er skovet i Egebæksvang og som nu ligger og tørrer for senere at blive fragtet med skib til København. (Maleriet tilhører Lemvig Museum)Arkivfoto: Kjeld Damgaard
Kjeld Damgaard er gået i de historiske gemmer og skriver her i seks dele om fiskerlejet Espergærdes historie cirka fra 1300-tallet til det 20. århundrede. Du kan læse anden del her.

ESPERGÆRDE: Som vi har set i den forrige artikel, var Espergærde oprindelig et beskedent fiskerleje med to små gårde og kun en halv snes huse. Fiskerlejet tilhørte fra 1672 Krogerup Gods – og indbyggerne var fæstere, dvs. de ejede ikke deres egne huse, men skulle betale en årlig fæsteafgift, kaldet landgilde.

Fiskerlejets størrelse blev således overskygget af de langt ældre landsbyer inde i landet. Således har vi 1787 nøjagtigt tal på antallet af indbyggere i hhv. Mørdrup, Tibberup og Espergærde. I Mørdrup boede således i alt 106 personer fordelt på 21 ejendomme, i Tibberup i alt 88 personer fordelt på 22 ejendomme og i Espergærde 72 mennesker fordelt på 12 huse. Men vi kan omvendt konstatere, at fiskerlejet er vokset i størrelse, og der er kommet flere forskellige erhverv, bl.a. en smed, en vangemand og en drejer.

Espergærde Kro

En ting, der også fremgår af folketællingen er, at der i 1787 var en kro i Espergærde. Dens oprindelse kender vi ganske nøjagtigt. Omkring 1735 fik “Conferentsraad Rostgaard og Frue paa Kraagerup” nemlig tilladelse til at oprette kroer i henholdsvis Humlebæk og Espergærde fiskerlejer. Kroerne må have været ret beskedne, for den årlige afgift var kun det halve af den afgift, de fleste andre kroer skulle betale på den tid.

Kroen i Espergærde lå lidt syd for hjørnet af den nuværende Mørdrupvej og Strandvejen – i en bygning der lå helt ud til Strandvejen. En bagvedliggende bygning “Kildehøj” nævnes senere som krohuset, men da der oprindelig ikke lå en bygning på det sted, må kroværdigheden senere været blevet overført fra det oprindelige hus, der lå foran “Kildehøj”. Huset, der kaldes ”Kildehøj”, ligger bag ved den store bygning Strandvejen 354 og er i dag vanskelig at se fra vejen.

Kroen eksisterede i resten af 1700-tallet. I 1776 nævnes kroen som en såkaldt “kategori II”-kro, dvs. at den måtte sælge øl og brændevin men ikke selv brygge eller brænde. I 1783 døde den hidtidige kromand Rasmus Hansen. Ved skiftebehandlingen efter Rasmus Hansen blev det fastslået, at han var en holden mand. Boets værdi blev opgjort til 452 rigsdaler. For den sum kunne man i 1780’erne købe 20 okser. Eller omregnet til årslønninger svarede summen til 4-5 årslønninger for en arbejdsmand.

Sort/hvid kopi af et maleri, malt omkring år 1800 (måske slutningen af 1700-tallet) antagelig af Ole Chr. Egebeck (1765-1838). Maleriet er næppe helt naturtro, men da der er så få billeder fra denne periode vises maleriet her for at man kan få en fornemmelse af de primitive vejforhold og de beskedne boligforhold. Den daværende Strandvej (Søvejen) ses i forgrunden. Den er identisk med den vej, der i dag fører frem til det nuværende skovløberhus på vestsiden af kirkegården. (Maleri i privateje)Arkivfoto: Kjeld Damgaard
Annonce

Espergærde Kros sidste år

I øvrigt skete der det usædvanlige i forbindelse med skiftet, at sønnen Niels Rasmussen ønskede at skifte på lige fod med søsteren Anne Marie Rasmusdatter. Det var ikke almindeligt på den tid – sønnerne arvede normalt en større del. Den 30-årige Niels Rasmussen overtog herefter værdigheden som krovært, men hans karriere som krovært og fisker varede forholdsvis kort. Han døde allerede i 1792, kun 38 år gammel. Også han var ganske vel aflagt. Hans formue udgjorde 526 rigsdaler. Heraf arvede enken halvdelen – og antagelig har hun drevet kroen videre i de følgende år. Niels Rasmussen var gift med et barnebarn af den først kendte kromand i Snekkersten, Michel Gundersen. Hun hed Ranuld Andersdatter og var født i 1749 og døde i 1813. På den tid var det almindeligt, at man blev gift ind i “sin egen stand”. Parret havde fire børn – og en af disse, sønnen Rasmus Nielsen Kromand (født i 1783), blev ved sin død i 1839 omtalt som fisker og krovært.

Det er dog tvivlsomt, om han endnu ved sin død var krovært, men han kan have været det tidligere – og i så fald efter moderens død i 1813. Omvendt nævnes ingen kroværter ved folketællingen i 1801 – så måske det allerede var slut på det tidspunkt. Og ved folketællingen i 1834 omtales Rasmus Nielsen alene som fisker. Men i folks bevidsthed fortsatte stedet med at hedde Espergærde Kro – endnu i 1890’erne nævnes ejendommen under dette navn.

Annonce

Kortet fra 1794

Fra 1795 er bevaret et referat af et landvæsenskommissionsmøde. Kommissionen var nedsat for at afgøre en strid om retten til en stejleplads, som Espergærde-fiskeren Peder Jensen hævede sin ret til, men som blev bestridt af ejeren af Krogerup, von der Maase.

Hele sagen skal ikke refereres her, blot kan man konstatere, at der dybest set var tale om en strid mellem kongens rettigheder og godset Krogerups rettigheder. Midt i mellem stod fiskerne og havde deres sympatier for den ene eller anden part. Ejeren af Krogerup, Frederik von der Maase mente at kunne bevise, at han med et dokument fra 1721, hvori kongen og Krogerup mageskiftede en del gods, var retmæssig herre over hele fiskerlejet. Imidlertid havde fisker Peder Jensen i 1793 fået tildelt en del af den nordlige stejleplads – en afgørelse der tillige var blevet bekræftet ved en dom ved Kronborg Birketing. Den afgørelse baserede sig på de oprindelige kongelige rettigheder til landets fiskestader og forstrande. Landvæsenskommissionen måtte derfor opgive at finde et kompromis i sagen og henviste til en domstolsafgørelse.

Her er hovedparten af oplysningerne fra 1794-kortet overført til et mere moderne matrikelkort fra 1903, hvor der allerede længe havde været fuld gang i udstykningen af villagrunde, ligesom Espergærde Havn også var kommet til i mellemtiden. Det gør det lidt nemmere at relatere 1794-kortets oplysninger til forholdene i det helt moderne Espergærde. (Kort og Matrikelstyrelsen – markeringer ved Kresten Tommerup).Arkivfoto: Kjeld Damgaard
Annonce

Hvad kortet fortæller

Selve sagen er vanskelig at forstå 100% i dag, men det medfølgende kort, tegnet af von der Recke blev af alle parter i sagen betegnet som retvisende. Vi har med andre ord det ældste korrekte kort over fiskerlejet – endda med en række detaljer som vi ellers ikke havde nogen chance for at sætte os ind i.

F.eks. kan vi med sikkerhed – ud fra kortet - konstatere, at der ikke var bebyggelse nord for Havnevejen i slutningen af 1700-tallet. Antallet af huse kan også opgøres ganske nøjagtigt. Foruden de to gårde på kystskrænten, som ikke er med på kortet, så er der i alt kun 10-11 ejendomme, hvoraf flere utvivlsomt har rummet mere end en familie. Ejendommen, som er mærket med et K lå omtrent hvor Mørdrupvej nr. 4 ligger. Det var muligvis – foruden de to bolsteder ved nuværende Gefionsbakken - det tredje bolsted, som allerede i 1672 blev inddraget i Krogerup Gods. Et bolsted er en mellemting mellem en gård og et husmandsbrug.

Annonce

Gaden, gyderne og vejene

Derudover bemærkes, at indkørslen til fiskerlejet var lukket med tre led. Et ved Strandvejen omtrent ud for nuværende Strandvangsvej, et ved den gamle Strandvej (nu kaldet Søvejen) ved det daværende Egebækshus. Det var det oprindelige skovløberhus, som lå hvor nu kirkegårdens sydligste ende ligger. Det tredje led var på Mørdrupvej – ud for nuværende nr. 4. Disse led blev lukket hver nat for at hindre uønsket færdsel af både mennesker og dyr.

Man kan også tydeligt se, at den nuværende Strandvej fra Mørdrupvej mod nord til Skotterup ikke var anlagt. I stedet kørte, red og gik man ad den vej igennem skoven, som i dag kaldes Søvejen. Det er derfor heller ikke overraskende, at der blev anvendt en del ressourcer på at vedligeholde denne vej, som, indtil anlægget af den nye Kongevej i 1780’erne, betragtedes som hovedvejen mellem København og Helsingør. Bl.a. blev der brolagt et stykke i Skotterup, og dels blev der ofret ret mange penge på at bygge en stenbro over Egebækken, der danner skel mellem Espergærde og Skotterup.

Vejen igennem Espergærde blev i øvrigt ikke kaldt Strandvejen dengang. Igennem selve fiskerlejet kaldtes vejen for ”Espergærde Gade” resten af strækningen ”Landevejen til Helsingør”. Om vejen, der førte til Mørdrup allerede da, er kaldt ”Mørdrupvejen” er ikke utænkeligt. Det var sådan man kaldte vejene – og det var jo naturligt, men i Mørdrup har man antagelig kaldt vejen for Espergærdevejen, da den jo derfra naturligt førte til Espergærde.

I fiskerlejet gik imidlertid to smalle gyder fra hhv. Mørdrupvej og Strandvejen op til de to gårde. De kaldtes ifølge Birger Mikkelsens bog hhv. Langgyden og Stumpegyden. Der er stadig rester af de to gyder, men de er i dag lukket for gennemgang/kørsel.

Annonce

Brændepladsen

Nord for Mørdrupvej ses på 1794-kortet en nøjagtig angivelse af Egebækshus, der jo var det daværende skovløberhus – dengang kaldt vangemandshus. Baggrunden for dette navn var naturligvis, at skoven jo oprindelig var en vang (=mark) og da landsbyen Egebæk blev nedlagt, så fortsatte man med at kalde den opvoksende skov for Egebæksvang. Et mindre vænge – svarende til den nordlige del af kirkegården - hørte dengang til Egebækshus. Her kunne vangemanden have en ko eller en ged gående. Øst herfor er angivet et areal: ”Et øde Stykke Jord – skal tilhøre Kongen”. Det er den nuværende Kirkestrand.

Men strandarealet blev naturligvis dengang ikke kaldt for Kirkestranden – kirken blev jo først bygget omkring 100 år senere. Dengang blev stedet kaldt Brændepladsen. Det skyldtes jo, at arealet fra gammel tid hørte under skovvæsenet, ligesom det areal, hvorpå kirken og kirkegården er beliggende. Arealet hørte derfor oprindeligt naturligt sammen med Egebæksvang Skov, og det var herfra at brændet til brændepladsen oprindelig kom.

Billedet af Røde Signe og hendes hus viser hvorledes de gamle fiskerhuse fra 1700-tallet tog sig ud i fiskerlejet Espergærde. Huset er for længst revet ned og erstattet af den villa, der i dag rummer sejlklubbens klublokaler.Arkivfoto: Kjeld Damgaard
Annonce

Fiskestaderne

Helt tilbage til middelalderen havde beboerne langs Øresundskysten nydt godt af det gode fiskeri i Øresund. De første jægere og samlere der slog sig ned ved den bugt, der i dag er engen bag Egebæksvang Kirke, udnyttede de gode fangstmuligheder. Senere, da landbrugerne nedsatte sig i Nordsjælland, supplerede de deres landbrugsdrift med fiskeri. Især sæsonfiskeriet efter sild eller ål var vigtigt.

Og allerede i de tidligste beretninger om fiskeriet fra 1500-tallet fremtræder opdelingen af kysten i fiskestader som et fuldt udviklet system, der således må antages at have rødder endnu længere tilbage i tiden. Disse fiskestader rummede bundgarn, og især blankålsrusen blev et vigtigt fangstredskab. Det var en vedjeflettet ålekube, som blev placeret flere i forlængelse af hinanden i en række ud fra land. Når ålene så kom trækkene langs kysten, blev de fanget i disse kuber. Senere udvikledes lange radgarn, som ledte forskellige fiskearter frem mod rusen og senest udvikledes egentlige bundgarn.

Disse fangstredskaber blev sat op på de afsnit af kysten, som fiskerne eller herremændene ejede. Det betød i praksis, at man ejede et stykke af havet, og at det kunne sælges og købes som al anden ejendom. På strækningen mellem Helsingør og Rungsted var der i alt 25 fiskestader, og ud for Espergærde lå hhv. Egebæks Stade, Skytte Stade og Skotterup Stade. Det sidste blev også kaldt for Jens Hansens stade. Disse stader var på land afmærket med skelpæle og sten, hvorpå fiskestadets nummer var udhugget. Disse sten findes endnu på deres originale pladser flere steder langs Strandvejen.

Derimod er selve fiskestaderne nedlagt. Det skete i 1961, hvor en lov ophævede muligheden for, at man kunne eje et stykke af havet. De fiskere der stadig dyrkede ålefiskeriet, fik en erstatning og en mulighed for at fortsætte, så længe de levede. Men staderne kunne ikke længere gå i arv eller sælges. De sidste bundgarnsfiskere var Henry og Aage Petersen fra Espergærde, der sluttede denne form for fiskeri i 1980.

Annonce
Helsingør For abonnenter

Lykkelig Benedikte Kiær: - Jeg er meget glad og meget stolt

Danmark

Mandagens coronatal: 7146 nye smittede

Annonce

Seneste podcasts

Annonce
Annonce
Helsingør For abonnenter

Til grin i kold corona-kø: Derfor afviste testcenter de ventende

Helsingør For abonnenter

76-årige Svend med sklerose føler sig svigtet af hjemmeplejen: - De bryder i gråd i mit hjem

Sport

Bliver i bunden efter nederlag: - Vi har ikke tid til at ærgre os

Sport For abonnenter

Analyse: Derfor er FC Helsingør julemestre i 1. division

Ulrik Wilbek kritiserer smitteopsporing: Antallet af selvisolerede eksploderer og risikerer at lukke samfundet

Helsingør For abonnenter

Beboere i omstridt nabolag ånder lettet op efter fjernet ghettostempel: 'Vores rygte har taget skade'

Helsingør For abonnenter

Hus på Strandvejen solgt for syv millioner kroner: Her er ugens bolighandler i Helsingør

Sport

Se her, Helsingør: Det betaler Fredericia for et lynbygget Superliga-stadion

Ekspert anbefaler nedlukning - lige nu: Omikron vil være dominerende inden nytår

Helsingør

Alle gode gange tre for Kiær: Konservativ borgmester fik kæden om halsen igen

Debat For abonnenter

Derfor skal vi øve os endnu mere i at tale om sorg: Den kan ødelægge liv

Helsingør

Maria Montell skældte ud på vaccinemodstandere: Så fik hun over 2000 kommentarer

Annonce