Annonce
Helsingør

Op til 30 års ventetid på en bådplads: - Vi afviser folk hver eneste dag

600 på venteliste til en bådplads i Nordhavnen i Helsingør. Foto: Lars Johannessen
I Espergærde Havn tager det op mod 30 år at få en bådplads. I Nordhavnen i Helsingør står der nu 600 på venteliste. Coronakrisen har været med til at sprænge ventelisterne.

HAVNELIV: Havnene i Helsingør Kommune er under massivt pres. Ventelisterne til at få en bådplads er så lange, at flere havne nærmest har opgivet at skrive folk op. I Espergærde kan man regne med at få en bådplads om 25-30 år.

I Helsingør står der officielt 600 på venteliste til en bådplads i Nordhavnen, men det reelle tal viser sig at være større.

Coronakrisen og nedlukningen har fået ventelisterne til at vokse eksplosivt hurtigt. Og det er ikke kun i havnene i Helsingør Kommune. Den hastigt stigende nye interesse for at komme på vandet opleves mange steder i landet.

Annonce

Corona-pres på vandet

Masser af mennesker har købt både, fordi de vil ud at sejle, når de ikke kan komme på ferier i udlandet.

Ventelisten i Nordhavnen i Helsingør er vokset med en tredjedel i corona-året, hvor 200 alene i den periode har skrevet sig op til en plads. Samtidig kan havnefogeder og sejlklubber melde om en anden nye tendens: Vi køber større både og flere af nysejlerne, der køber motorbåde, fylder også godt op mellem pælene i havnene.

- Udfordringen i Nordhavnen i Helsingør er, at vi for 30-40 år siden sejlede i smallere og mindre sejlbåde. Og det er dem, havnen er bygget til. Det betyder, at vi i virkeligheden mangler endnu flere bådpladser end de 600, der indtil nu er behov for. Realiteten er, at der i dag er meget få pladser i Nordhavnen til de større både, siger formand for Helsingør Sejlklub, Kasper Wedersøe.

Annonce

Ombygning

Port manager Jan Christensen, Helsingør Havne, fortæller, at man i Nordhavnen i Helsingør for seks-syv år siden byggede om for at skabe plads til flere større både.

- Vi nedlagde nogle af de mindre pladser og skabte plads til større både, som der allerede på det tidspunkt var behov for.  Dengang byggede vi om for at opgradere til den ventelise, vi havde på det tidspunkt.  Den tidligere havnechef ( Benny Carlsen, red.) prøvede også med et forslag til udvidelse af havnen for at tilgodese ventelisterne. Men så forsvandt ventelisterne og på det tidspunkt også behovet for udvidelse. Vi prøver, så godt vi kan, at følge med udviklingen. Og det kan da godt være, vi skal se på tendensen til, at folk nu køber endnu større både, siger Jan Christensen.

I Espergærde er situationen så grel, så havnefoged Søren Larsen nærmest har opgivet at henvise til ventelisten.


Jeg har i år måttet afvise så mange. Sommetider modtager jeg fem henvendelser om dagen. Det er jo helt urealistisk at skrive sig op på ventelisten. I går kom der tre og yderligere tre skrev til mig

Søren Larsen, havnefoged i Espergærde


Lige nu er der i Espergærde en ventetid på ca. 30 år på en bådplads.

- Uha, siger Søren Larsen, da vi spørger til længden på ventelisten.

Der er 75 pladser i havnen, 85 på venteliste og den rykker sig med højst en plads om året.

- Så kan I selv regne ud, hvor lang tid det vil tage. Jeg har i år måttet afvise så mange. Sommetider modtager jeg fem henvendelser om dagen. Det er jo helt urealistisk at skrive sig op på ventelisten. I går kom der tre og yderligere tre skrev til mig. Hundredvis af mennesker har købt båd, mens vi har haft corona og situationen med det store pres i havnen er det samme overalt. Samme fænomen ser vi jo også med sommerhuse, siger Søren Larsen.

Annonce

Vokseværk i Hornbæk

I Hornbæk har ventelisten til en af havnens 200 pladser også fået vokseværk. 140 står der på listen.


Vores planer om en havneudvidelse er derfor også mere aktuelle end nogensinde. Vores projekt ville skabe yderligere 60-70 pladser og planerne har Kystdirektoratet nikket ok til.

Jørgen Haagen, formand for Hornbæk Havns bestyrelse


- Og den er vokset massivt siden sidste år, hvor coronaen brød ud. Vores planer om en havneudvidelse er derfor også mere aktuelle end nogensinde. Vores projekt ville skabe yderligere 60-70 pladser og planerne har Kystdirektoratet nikket ok til.

- Kommunen har dog den holdning, at vi bør lave en helhedsplan for havnen og byen, når vi går i gang med en havneudvidelse. Så det er den behandling, vi nu venter på, fortæller formand for Hornbæk Havn, Jørgen Haagen.

- Vi er faktisk helt klar til en havneudvidelse, siger Jørgen Haagen, formand for Hornbæk havn. Foto: Lars Johannessen.

På kyststrækningen mellem København og Helsingør er der allerede sket udvidelser og planlagt udvidelser i lystbådehavnene i Rungsted og Vedbæk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Søren stod på speederen for at redde sine dyr: - Så ringede naboen og spurgte hva' faen det var for en måde at køre på

Debat

Klumme: Når en leder tager fejl

Annonce