Annonce
Rejser

På museum i svømmefødder og våddragt

På museumstur under vandet. Øhavsmuseet Faaborg har guidede ture for voksne og for familier, hvor man besøger stenalderbopladser, der ligger langs kysten under vandet. Foto: Øhavsmuseet Faaborg
Fortiden findes ikke kun på museer i montrer. Der er spændende spor af vores forfædres færden overalt. På Øhavsmuseet i Faaborg fortælles historien om stenalderen iført snorkel og svømmefødder, for den ligger lige under vandet langs den sydfynske kyst. - Når man først har lært at se sporene efter fortiden, bliver verden en anden, siger Poul Heide, arkæolog og museumsinspektør, der ofte guider museumsgæster under vandet.
Annonce

Flintredskaberne ligger der, hvor de blev efterladt for 7000 år siden, og fortæller et brudstykke af historien om stenaldermenneskene, som slog sig ned på de sydfynske kyster. Hver eneste fund er med til at fuldgøre billedet af, hvordan de jagede, hvor nomaderne slog sig ned år efter år, og hvordan de levede dengang, fortæller arkæolog og museumsinspektør Poul Heide iført våddragt.

- Sammen med gæsterne finder vi flintøkser, -knive og andre spor efter liv. Med de guidede ture får vi mange øjne på og kommer også selv derud oftere, end vi ellers ville gøre. Vi får ny viden ud af det. For med hvert eneste nyt spor kan vi forstå flere nuancer af livet i stenalderen. Vi forstår, at samfundet var ret avanceret, og menneskenes forskelligheder var lige så store, som de er i dag, siger han.

Siden 2017 har Øhavmuseet i Faaborg tilbudt besøgende guidede ture til bopladser, der nu ligger under vand. Det Sydfynske Øhav er rigt på undervandshistorie, fordi den sydvestlige del af Danmark langsomt synker og har gjort det siden den sidste istid. Det er en reaktion på trykket fra isen på landet.

- Det betyder, at bopladser, der dengang lå langs kysten, nu ligger på lavt vand. Omvendt vil man i Nordjylland finde kystbopladser inde i landet oppe på en bakke, fordi den del af landet hæver sig. Det er altså kun i den sydlige del af landet, at vi har muligheden for at dykke ned og finde flintespor af stenalderen. Derudover har vi meget kyst og kan næsten altid finde et sted, hvor der er læ og roligt vand til at snorkle i, siger han.

Museet har våddragter, snorkel, maske og svømmefødder til deltagerne på snorkelturene. Selv om de varer halvanden til to timer, behøver man hverken være i god form eller en dygtig svømmer. Oplevelsen vil være på lavt vand, så man kan sætte sig eller stå op i vandet, når man lytter til historiefortællingen eller viser sine fund frem. Alle fund må samles op og undersøges - endda også fotograferes, men da bopladserne er fredede, skal de lægges tilbage i dyndet, hvor man fandt dem.

- Alle bopladserne, vi besøger, har kun flintøkser og -knive tilbage. Og de kan godt tåle at blive samlet op og inspiceret. Vi tager ikke grupper med ud til bopladser, hvor der ligger træ, ben og gevir, som er for sårbart til at blive rørt ved, siger arkæologen.

- Det er ikke historie, der er gemt i en montre bag glas. Fortiden er lige herude, hvor vi alle sammen er, man skal bare lære at se den. Og det forsøger vi at lære folk, der tager med på en snorkeltur i stenalderen. Når man først har lært at se sporene efter fortiden, bliver verden en anden. Når du oplever det på egen krop og med alle sanserne, kommer fortiden meget tættere på, siger Poul Heide.

I år har museet udvidet med guidede ture specielt tilrettelagt til familier. De er kortere, for børn bliver hurtigere kolde i vandet.

Se mere om snorkelturene i stenalderen på ohavsmuseet.dk, hvor du også kan finde inspiration til andre historiske oplevelser i naturen, som ridetur i istidslandskabet, bike and wine, og nat i naturen.

De historiske fund kan samles op og undersøges, men de skal lægges tilbage i dyndet, hvor man fandt dem, da bopladserne er fredede. Foto: Øhavsmuseet Faaborg
I år er Øhavsmuseet begyndt at tilbyde guidede snorkelture til familier. De har indkøbt udstyr i børnestørrelser og planlagt kortere ture, da børnene hurtigere bliver kolde i vandet. Foto: Øhavsmuseet Faaborg
Poul Heide er arkæolog og museumsinspektør på Øhavsmuseet Faaborg. Foto: Ard Jongsma/Øhavsmuseet Faaborg.
Stenalderbopladserne ligger på lavt vand langs kysten. Indimellem stikker gruppen af besøgende hovederne sammen og snakker om de fund, de gør i havbunden. Man behøver ikke være god til at svømme eller i form for at deltage i turene, da man altid kan stille sig op eller sætte sig på knæ i det lave vand og tage en pause. Foto: Øhavsmuseet Faaborg
På opdagelse i fortiden. Langs den sydfynske kyst findes mange velbevarede stenalder bopladser, hvor museumsgæster kan få lov til at opleve historien helt tæt på. Foto: Øhavsmuseet Faaborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Taktikken, der forhindrede katastrofe: - Vi skulle for alt i verden forhindre, at branden spredte sig til andre gamle huse

Annonce