Annonce
Alarm 112

Efter flugtforsøg fra fængsel: Nu skal Peter Madsen igen for en dommer

Foto: Liselotte Sabroe og Niels Meilvang/Ritzau Scanpix

Peter Madsen afsoner en livstidsdom for drab. Han skal onsdag klokken 10 for en dommer efter fængselsflugt.

Annonce

Drabsdømte Peter Madsen fremstilles efter tirsdagens flugtforsøg i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup onsdag formiddag.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Ubådsbyggeren skal for en dommer klokken 10, og anklagemyndigheden vil under retsmødet begære lukkede døre.

Hvis dommeren vælger at lukke dørene, må offentligheden og pressen ikke høre, hvad politiet mener at have af beviser mod den drabsdømte. Om og i givet fald hvad Peter Madsen forklarer i retten, vil i så fald også være skjult.

Peter Madsen var ved at afsone en livstidsdom, da han tirsdag formiddag brød ud.

Klokken 10.21 fik politiet et opkald fra Herstedvester Fængsel, hvorfra Madsen ved hjælp af trusler og en pistollignende genstand var brudt ud og flygtet til fods.

Fem minutter efter – klokken 10.26 – anholdt betjente fra Albertslund Politigård den undvegne.

Det skete, da han sprang ind på passagersædet af en hvid kassevogn, der holdt på Nyvej få hundrede meter fra fængslet.

Ifølge politiinspektør hos Københavns Vestegns Politi Mogens Lauridsen var det tilsyneladende en tilfældig bilist, der fik uønsket besøg af flugtfangen.

Under flugten havde han spændt noget om livet, som kunne ligne et bombebælte. Derfor blev Forsvarets ammunitionsryddere tilkaldt. Imens sad Peter Madsen på jorden med håndjern på.

Politiet holdt ham i skak, så han ikke kunne flygte videre. Det gjorde de fra behørig afstand på grund af det potentielle bombebælte.

- Der er intet, der tyder på, at der har været sprængstof i det her bælte. Vi tror, at det var en bombeattrap, som var meget vellignende, sagde politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi tirsdag eftermiddag.

49-årige Peter Madsen er dømt for at have mishandlet og dræbt den svenske journalist Kim Wall i august 2017. Drabet fandt sted i hans hjemmebyggede ubåd.

Efterfølgende skar han liget i stykker og smed delene i vandet.

I by- og landsret har han forklaret, at Kim Wall døde som følge af en ulykke om bord på ubåden "UC3 Nautilus". For nylig indrømmede han dog i en dokumentarserie, at han slog hende ihjel.

Københavns Byret idømte Peter Madsen fængsel på livstid, og den straf blev stadfæstet i Østre Landsret i 2018.

En dom på livstid anses for at være landets strengeste straf. Det er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.

Derfor kan Peter Madsen ikke få en eventuel straf oveni for at være flygtet fra fængslet, men John Hatting, der er landsformand i Kriminalforsorgsforeningen, vurderede tirsdag, at flugten kan få betydning for de forhold, Peter Madsen kommer til at afsone under fremover.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holdet

Ugens Holdmedlem: Jens Kirkegaard

Annonce