NAVNE: I lørdags mødtes medlemmer for at fejre og udnævne et nyt æresmedlem i Hornbæks Idrætsforenings 113-årige historie. Det skete på samme dag, som idrætsforeningen fejrede 30 års-fødselsdag for petanque-afdelingen.
Æren tilfaldt Peter Hansen, 74 år, fra Hornbæk. Han har i mere end 50 år ydet en værdifuld indsats med frivilligt arbejde i foreningsregi - herunder også været med til at starte petanqueafdelingen op. Hovedpersonen selv var ikke på forhånd varskoet om udnævnelsen.
- Jeg var dybt rystet. Der tog de fusen på mig. Jeg troede bare, at vi skulle fejre petanqueklubbens 30-års fødselsdag, og så vidste jeg, at min gamle kollega, Jens Åge Sørensen, skulle modtage idrætskulturprisen, fortæller Peter Hansen.
Ikke vild med at være midtpunkt
Og der er en grund til at klubmedlemmerne ikke havde fortalt noget på forhånd. Peter Hansen er nemlig typen, der ikke bryder sig om at være i rampelyset.
- Jeg er ikke så meget for den slags. Det ved de også godt, jeg har prøvet det før. Jeg kan bedst lide at gå og nusse og passe mig selv lidt, fortæller Peter Hansen.
Uddrag af tale ved Peter Poulsen, formand for Hornbæk IdrætsforeningJeg har ikke ord for dit fantastiske arbejde her på idrætsanlægget, det er ganske enkelt helt helt usædvanligt og bemærkelsesværdigt, og ingen fortjener denne hædersbevisning mere end dig.
Han er to gange tidligere blevet hædret i idrætsforeningsregi. I 2010 modtog han prisen som Årets Spiller i petanque-afdelingen. I 2005 blev han tildelt Hornbæk IF’s Idræts- og Kulturpris.
Selv om Peter Hansen ikke bryder sig om at være midtpunkt, glæder han sig over den nye titel.
- Jeg er meget glad. Det er meget flot, at de synes, jeg har fortjent den titel, lyder det fra Peter Hansen.
Kæmpe frivillig indsats
Formand for Hornbæk Idrætsforening Peter Poulsen knyttede på vegne af hovedafdelingen følgende ord på Peter Hansens store frivillige indsats:
-Der er tale om en meget ydmyg person, der nu i mere end 50 år har ydet en kæmpe frivillig indsats i vores store og meget omfattende forening. Det hele begyndte med fodbold, hvor han med sit fighterhjerte og solide tilgang til spillet fik debut på førsteholdet som en stout højre back.
- Det fortælles, at han på vej til det gamle anlæg på Bøghsvej forud for debut’en, måtte en tur ind på Kanonen, hvor en snaps og en wiibroe-pilsner fortrængte de værste nerver.
- Efter at fodbolden blev lagt på hylden på grund af bøvl med bentøjet blev petanquespillet en stor del af de sportslige udfoldelser. Både petanque og fodbold har i høj grad nydt godt af hans frivillige indsats – specielt når det handlede om håndteringen af hammer og søm. Utallige timer er blevet brugt på vores fine anlæg, og tidligere var han en meget værdifuld arbejdskraft til fagenes fest, havnefesten, sommerfester og kræmmermarkeder, fortalte formanden.
- For år tilbage var du god til fodbold senere så også til petanque og fiskeri, og du har altid være god med søm, skruer og hammer, og så har jeg også en personlig erfaring med, at du også er super god på det grønne klæde – nemlig til billard. Jeg har ikke ord for dit fantastiske arbejde her på idrætsanlægget, det er ganske enkelt helt helt usædvanligt og bemærkelsesværdigt, og ingen fortjener denne hædersbevisning mere end dig, lød de anerkendende ord fra formanden, som overrakte diplom, HIF-guldnål samt vimpel og blomster.
Det sociale tæller
Peter Hansen fortæller, at han i gennemsnit bruger mellem halvanden til to timer om ugen på at gå til hånde i klubhus, på anlægget og i Hornbæk Hallen
Blandt andet hjælper han med at holde udearealet fri for dåser. Det er også ham, der går til hånde, hvis noget skal repareres. Et arbejde der falder ham nemt som uddannet tømrer. Inden han gik på pension, var han gennem 30 år ansat som tømrer hos tidligere ejendomsmatador Ole Petersen fra Helsingør - i daglig tale kendt som: "Ole Mangepenge".
Hvis Peter Hansen selv skal sætte ord på, hvad det er, der driver ham, er det fællesskabet.
- Det er lysten til at lave noget og være social, fortæller Peter Hansen, som er født i Saunte og vokset op i Hornbæk fra han var seks år gammel. Hans forældre var ansat som graverpar på Hornbæk Kirkegård.
I idrætsforenings-regi er Peter Hansen foruden petanque også ivrig lystfisker og medlem af Gedden, som hører ind under HIF. Tidligere har han også fungeret som holdleder for fodboldafdelingens femte- og sjette hold.
Med udnævnelsen er Peter Hansen Hornbæk Idrætsforenings ottende nulevende æresmedlem. De øvrige syv medlemmer tæller: Ralf Nielsen, Thomas Jørgensen, Henrik Vindahl Andersen, Henrik Behrend, Peter Storminger, Elle Svendsen og Flemming Vindahl Andersen.