Annonce
Alarm 112

Politi anholder banderelateret mand for drab i Hillerød

Efter drabet i Hillerød 2. januar har politiet ransaget Bandidos' klubhus på Industrivænget i Hillerød. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

41-årig mand med banderelationer er blevet anholdt for drabet på en 38-årig mand, der blev skudt i Hillerød.

Annonce

Nordsjællands Politi har anholdt og sigtet en 41-årig mand for et skyderi 2. januar i Hillerød, hvor en 38-årig mand blev dræbt, og en anden mand såret.

Det oplyser politiet på Twitter torsdag eftermiddag. Den anholdte har tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

Politiet fortæller, at det ikke har yderligere om sagen. Men politiet har tidligere oplyst, at skyderiet menes at være sket ved Rønbjerg Allé 2 i Hillerød 2. januar om aftenen.

Efter skyderiet ankom fire mænd i en skudhullet bil ved 19-tiden til Nordsjællands Hospital i Hillerød. To af dem var blevet ramt af skud. Den ene - en 38-årig mand - afgik ved døden.

Politiet mener, at skyderiet er sket i bandemiljøet. De tre overlevende fra bilen har ikke været særligt meddelsomme.

- Rocker- og bandemiljøet har aldrig haft ry for at være særligt meddelsomt. De ønsker i udgangspunktet ikke rigtigt at tale med os, har politikommissær Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi tidligere udtalt.

Den anden mand i bilen, der blev ramt af skud, er en 21-årig mand. Han var på operationsbordet på Nordsjællands Hospital efter skyderiet, og hans tilstand blev ikke meldt kritisk.

Mange pårørende og andre dukkede op på hospitalet 2. januar efter skyderiet, og mindst ti blev anholdt. De blev dog alle løsladt igen, og indtil anholdelsen af den 41-årige havde politiet ingen anholdte i sagen.

Henrik Gunst har tidligere afvist at fortælle, hvilke bandegrupperinger der ifølge politiet har været involveret i skyderiet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger fra kilder i miljøet var den 38-årige dræbte dog tidligere relateret til rockerklubben Bandidos og har senere været sat i forbindelse med den kriminelle gadebande NNV.

Derudover stormede politiet efter skyderiet Bandidos' klubhus på Industrivænget i Hillerød.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

I coronaens skygge: Sport for de bedste

Debat

Klumme: Sociale medier

Annonce