Annonce
Danmark

Politikere raser over udskældte anbefalinger: Det stigmatiserer svært overvægtige

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener ikke, at det kan være kommunalt ansattes opgave at blande sig i folks vægt. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Politikere fra begge sider af Folketingssalen er stærkt kritiske over for, at Sundhedsstyrelsen vil anbefale kommuner at opspore svært overvægtige gennem blandt andet kommunalt ansatte. Det er stigmatiserende, lyder det. Styrelse vil præcisere anbefaling.
Annonce

Sundhed: Man risikerer at stigmatisere og skade selvværdet hos en række svært overvægtige, hvis Sundhedsstyrelsen står fast på at føre en række udskældte anbefalinger ud i livet. Det mener sundhedsordførere fra både rød og blå blok.

Blandt andre avisen Danmark har fortalt, hvordan Sundhedsstyrelsen efter sommerferien planlægger at udsende en række anbefalinger til kommunerne i kampen mod svær overvægt. Her anbefaler styrelsen blandt andet, at ikke kun læger, men også kommunalt ansatte såsom jobkonsulenter eller pædagoger, opsporer og opfordrer svært overvægtige til at søge hjælp til at tabe sig.

Annonce

Kritik fra læger

Anbefalingerne har især mødt kritik fra de praktiserende lægers faglige selskab - Dansk Selskab for Almen Medicin - der i januar i protest forlod arbejdsgruppen, som står bag anbefalingerne.

Ifølge lægerne risikerer man at stigmatisere de svært overvægtige, og derudover er der for meget fokus på vægttab frem for en sund og aktiv livsstil.

- Det er uetisk at opspore folk, hvis man ikke har en effektiv behandling at tilbyde dem, sagde Rasmus Køster-Rasmussen, repræsentant for Dansk Selskab for Almen Medicin i arbejdsgruppen og ph.d. i vægtudvikling ved Københavns Universitet, i onsdagens udgave af avisen Danmark.

Trods den massive kritik slog Sundhedsstyrelsen fast, at man holder fast i opsporingen af de svært overvægtige.


Det, man har brug for, når man kommer på jobcentret, er ikke at blive konfronteret med, hvad ens vægt er.

Peder Hvelplund, sundhedsordfører, Enhedslisten


Der skal dog være en klar anledning til at opfordre til vægttab, og det er valgfrit om de svært overvægtige vil tage imod hjælpen, lyder det fra styrelsen. Derudover mener styrelsen, at der er evidens for, at selv et lille vægttab har en afgørende betydning for sundheden, og at anbefalingerne derfor vil virke.

Annonce

Bedømmer på vægt

Men det beroliger ikke en række sundhedsordførere, der mener, at man med opfordringen om at søge hjælp stigmatiserer borgere med svær overvægt. Især det faktum, at det ikke kun er læger, men også kommunalt ansatte, som kan opfordre til hjælp til vægttab, vækker forargelse.

- Man bedømmer borgerne på vægten. Man burde i stedet fokusere på livsstil og gode måder at få et godt liv på, mener SF's Kirsten Normann Andersen, der eksempelvis peger på, at det at være tynd ikke betyder, at man er sund.

- Jeg vil virkelig anbefale Sundhedsstyrelsen at trække det arbejde tilbage, siger hun.

Også Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, er kritisk.

- Det, man har brug for, når man kommer på jobcentret, er ikke at blive konfronteret med, hvad ens vægt er. Stigmatisering er et voldsomt problem hos folk med overvægt, og i stedet for en hjælp risikerer det her at blive et anslag mod selvværdet og måske gøre det endnu sværere at forholde sig til den situation, man står i, siger han.

Annonce

Mangler effektiv hjælp

Sundhedsordførerne peger på, at det ikke kun er en usund livsstil, som kan være årsagen til svær overvægt, og Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er derfor også forarget over, at eksempelvis jobkonsulenter kan opfordre svært overvægtige til at søge hjælp.

- Jobkonsulenter skal hjælpe med et søge job. De skal ikke begive sig ud i din person, eller i hvordan du ser ud. De er ikke uddannet til at tage den snak.

Men kan netop svær overvægt ikke mindske muligheden for et job. Og kan det derfor ikke give meget god mening, at jobkonsulenterne henviser til mulighed for hjælp til vægtproblemer?

- Jo, hvis de kunne hjælpe dem. Men det hjælper ikke bare at sige til overvægtige, at de skal tabe sig, siger Liselott Blixt, der ikke mener, at der er behandling i kommunerne, som for alvor kan hjælpe de svært overvægtige.

Styrelse: Vi vil præcisere anbefalinger

Sundhedsstyrelsen skriver i et svar til avisen Danmark, at hensigten med anbefalingerne er at hjælpe personer med svær overvægt, som gerne vil have hjælp, og at styrelsen er opmærksom på ikke at stigmatisere, og at ingen tvinges eller presses til at søge hjælp for at tabe sig. På baggrund af kritikken vil Sundhedsstyrelsen nu præcisere, hvad der menes med at opspore svært overvægtige.

- Det betyder i denne sammenhæng, at praktiserende læger og kommunalt ansatte kan gøre personer med svær overvægt opmærksomme på de eksisterende tilbud og muligheder der er, for at få hjælp og støtte. Det er meget vigtigt at understrege, at det kun skal ske, hvis der er en naturlig anledning til at tale om det, og kun hvis borgeren selv bringer det på bane eller signalerer, at han/hun er åben over for det, skriver chefkonsulent Tatjana Hejgaard, som er formand for arbejdsgruppen bag anbefalingerne.

Hun er enig med politikerne i, at der er behov for flere tilbud om hjælp i kommunerne.

- Anbefalingerne bygger på et litteraturstudie fra 2018 af, hvad der er af viden på området. Vi er enige i, at der kan være behov for flere tilbud, og at alle ikke har behov for samme tilbud. Men det gælder samtidig om at bruge den viden, der allerede er, og om at gøre personer med svær overvægt opmærksomme på den.

- Vi er opmærksomme på, at der er mange forskellige årsager til svær overvægt. De kan være både genetiske, adfærdsrelaterede, samfundsmæssige, miljømæssige mm., og det er rigtig vigtigt at have dette for øje i den løbende forebyggelsesindsats, og for at undgå en individualisering og stigmatisering af borgere med svær overvægt, skriver hun

De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, mener derimod ikke, at det altid er forkert af eksempelvis en jobkonsulent at spørge ind til en svær overvægtigs muligheder for vægttab, hvis det eksempelvis har betydning for vedkommendes evne til at tage et nyt arbejde og det falder naturligt ind i samtalen.

Han tror dog allerede, at det sker ude hos jobcentrene og de praktiserende læger. Ligesom Liselott Blixt mener han, at der mangler reelle effektive tilbud, som kan hjælpe de svært overvægtige til at tabe sig eller sikre dem en sundere livsstil.

- Man risikerer, at de svært overvægtige føler sig nedgjort og tager den motiverende del fra dem. Vi skal i stedet have flere tilbud på benene, for problemet er, at man ikke har så meget at gøre med, hvis man vil have folks vægt bragt ned, siger han.

Sådan vil styrelse opspore svært overvægtige

Sundhedsstyrelsen vil endnu ikke udtale sig konkret om de endelige anbefalinger om "livsstilsintervention ved svær overvægt", som offentliggøres efter sommerferien. Men styrelsen sendte i oktober et udkast til anbefalinger i høring. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil der kun være tale om mindre ændringer i den endelige udgave. Derfor giver avisen Danmark her et overblik over nogle af hovedpunkterne:
  1. Når det gælder voksne, bør den praktiserende læge og praksispersonale være opmærksom på svær overvægt hos patienten og henvise til tilbud om "livsstilsintervention". Den praktiserende læge bør tale om vægt og kropssammensætning med patienten, hvis patienten selv bringer sin vægt på banen, eller hvis patientens konsultation er relateret til svær overvægt.
  2. I kommunalt regi vil det være de sundhedsprofessionelle i kommunen - f.eks. i sundhedscentre - der kan identificere voksne med svær overvægt. Den sundhedsprofessionelle bør ved mistanke om eventuelle følgesygdomme og -tilstande til overvægten opfordre borgeren til at opsøge egen læge med henblik på yderligere udredning. Andre kommunale medarbejdere - eksempelvis ansatte i jobcentre, væresteder, botilbud og samværs- og aktivitetstilbud - bør ved behov opfordre borgere med svær overvægt til at kontakte kommunen for at få en vurdering af, om de har behov for tilbud om hjælp.
  3. Borgere med svær overvægt, som har et ønske om at få hjælp, skal i kommunerne have et tilbud om "livsstilsintervention", hvor der sigtes efter en mere hensigtsmæssig kost, et mere hensigtsmæssigt fysisk aktivitetsniveau, vægttab og bedre livskvalitet og trivsel.

Svært overvægtige er i Sundhedsstyrelsens anbefalinger defineret som personer med et BMI over 30. Det svarer eksempelvis til, at du er 180 centimeter høj og vejer mindst 98 kilo, eller du er 165 centimer høj og vejer mindst 82 kilo. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 17 procent af danskere over 16 år svær overvægt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Klumme: De forbandede gule

Coronavirus

Ny aftale om genåbningen på plads: Forsamlingsforbud opretholdes og baråbningstider udvides

Annonce