Annonce
Kultur

Præst: Salmesangen er et vigtigt og altid aktuelt emne

Anne Sofie Grandorf, som sognepræst i Helsingør Domkirke, er ugens klummeskribent.
Annonce

KLUMME: Den 7. september vil vi i domkirken begynde en studiekreds om salmer. Det er ikke fordi hverken form eller emne er sindsoprivende originalt, lige som det heller ikke er den første studiekreds om emnet, der er løbet af stablen i domkirken.

Ikke desto mindre fortjener emnet opmærksomhed, løbende opmærksomhed. Salmebogen, salmesangen, er altid et vigtigt, altid et aktuelt emne.

Under forårets Corona-nedlukning af landet har fællessangen fået et tiltrængt og velkomment boost med DRs morgensang under ledelse af dygtige og karismatiske Phillip Faber. Man kunne håbe, at det også vil smitte af på interessen for salmerne og salmesangen. For vores salmer rummer for en stor dels vedkommende kvaliteter og dybder, vi ikke rigtigt finder andre steder; ikke i anden litteratur, ikke i andre måder at forkynde kristendom på.


Under forårets Corona-nedlukning af landet har fællessangen fået et tiltrængt og velkomment boost


For salmerne er selvfølgelig kristen forkyndelse. Salmebogen er en dansk, folkekirkelig grundbog og jeg synes ikke, det er for meget sagt, at den udgør hjertet og omdrejningspunktet i vores gudstjeneste.

Salmerne skal synges i fællesskab, gerne i kirken (- der er vist ikke længere tradition for at holde husandagter i hjemmene(?)) for helt at komme til deres ret.

Salmerne består af en tekst og en melodi, der i princippet komplementerer hinanden og er lige vigtige. I de mest vellykkede og højest elskede af vores salmer udgør tekst og musik en synergi, der leder forkyndelsen direkte ind i hjertet på den syngende menighed.

Salmesangen bæres af den syngendes eget åndedræt, der udgår fra de muskler i mellemgulvet, vi også bruger, når vi ler eller græder.

Salmerne kan åbne verden for os, ja, de kan åbne Guds rige for os! Derfor er forkyndelsen, trøsten så stærk, når vi møder den i salmens form. Og derfor er visse salmer så elskede, dels fordi de kan låne os sprog, hvor vi ikke selv har det i vores magt, dels fordi de kan forsone os med en virkelighed, vi ikke selv kan bære.


Det er altid sundt at vie det, vi tager for givet i vores dagligdag vores velvillige nysgerrighed, finde hidtil upåagtede guldkorn, perler, der kan tages frem og renses for slid og ælde


Alt dette har vores salmer og vores salmebog formået i flere hundrede år og gør det stadig. De lever deres stilfærdige og upåfaldende liv i vores (for det meste) lige så upåfaldende gudstjenstlige liv. Men de fortjener vores - i hvert fald sporadiske - opmærksomhed og kærlige interesse, også ud over den rent brugsmæssige.

For det er altid sundt at vie det, vi tager for givet i vores dagligdag vores velvillige nysgerrighed, finde hidtil upåagtede guldkorn, perler, der kan tages frem og renses for slid og ælde.

Så kom endelig og bliv klogere på nogle af vores fineste salmer i vores studiekreds i domkirken i efteråret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce