Annonce
Debat

Præsten skriver: Hvordan lever man videre med noget, man ikke kan leve med?

Linnea Lund Horserød fængsel Foto: Lars Johannessen

”Jeg tænkte, at der var måske en anden måde at gøre tingene på”.

Jeg rækker ham et sammenfoldet viskestykke, ’institutionsvask’, står der printet hen over det klassiske blå og hvide firkantede mønster.

Jeg når at tænke på den bløde lyseblå klud, som ligger i en skuffe på min søns værelse, og kan næsten høre pindene ramme hinanden, mens gamle varme hænder hækler løkkerne sammen, rutineret og roligt. En form træder frem i det ene hjørne. Et lille blødt og blåt kors, som er hæklet med en anden struktur, er grunden til, at dén klud ikke ryger med i en kulørt 60 grader.

Ved døbefonten tørrer han nogle dråber vand af panden med ’institutionsvask’, og rundt i håret, med en grov næve.

Jeg peger på en ny tatovering på hans knæ, som jeg ikke har set før, måske fordi det har været vinter meget længe: ’For Gud’ står der.

”Jeg tænkte, at der var måske en anden måde at gøre tingene på”, svarer han, ”i stedet for at gå og slå folk i hovedet med flasker, når jeg er i byen”.

Tatoveringen er ikke helt færdig. Han knæler, ’For Gud’, uden jeg har bedt ham om det.

Jeg giver hånden vægt, da jeg lægger den på hans hoved og lyser velsignelsen, så han kan mærke, at han er under Guds velsignelse, når mareridtene vækker ham om natten.

Syndernes forladelse fjerner ikke den skyld, du har pådraget dig, forklarede jeg ham om morgenen; det er ligesom noget, der er skrevet med blyant på papir. Syndsforladelsen visker det ikke ud. Den streger det over. Man kan stadig se det, overstreget. Skaden er ikke forsvundet, den er ikke glemt eller gemt væk, men er gjort magtløs.

Dybest set gælder tilgivelsen din person. Syndernes forladelse består i at blive kaldet til noget, der er vigtigere. Så fortalte jeg ham historien om Peter. Ham, der viste sig at være en elendig ven, fordi han svigtede Jesus, dengang Jesus havde allermest brug for en ven.

I historien viser Jesus sig for tredje gang for disciplene efter korsfæstelse og opstandelse. Peter har knoklet ved fiskenettet hele dagen, han har vabler i hænderne og lugter af sved. Han roder lidt i bålet med en pind, og med en katastrofe i maven. Han kaster et stjålent blik på Jesus. Elsker du mig?, spørger Jesus ham tre gange. Hvorfor bliver han ved at spørge på den måde? Tre gange flyder Peters hjerte over med et ja. En mærkelig lille dialog. Jesus har tilsyneladende slet ikke tænkt sig at dvæle ved fortiden, alt det, der skete i Jerusalem, al trængslen, råbene, angsten, splittelsen. Hanen, der galede.

Men Peter holdes ikke fast i fortid. I stedet får han en opgave; vogt mine lam, du skal være hyrde for mine får, du skal vogte mine får, siger Jesus. Han må være bestemt i tonen, for Peter sidder fast. Og så, måbende, hører han de ord: Vogt mine lam! Du skal være hyrde for mine får! Du skal vogte mine får! Netop Peter får den opgave. Ikke fordi han er en helt, men fordi han er et menneske. Opgaven er at opbygge fællesskabet af troende. Netop på det menneske, Peter, med fejl og mangler, bitterhed og trods, og med et stort varmt bankende hjerte, er kirken bygget.

Da min søn plasker rundt i badekarret om aftenen går jeg og ordner vasketøj. Jeg er en flue på væggen. Badeanden og båden laver noget sammen. I legen bearbejder han dagens strabadser i børnehaven: Emma kastede med sand. Og han nev én af de små. Med vilje. Barnet er simpelthen i gang med en omgang mentalhygiejne. Hvor er det klogt!

Som en gennemspilning af dåbens budskab, at det du gjorde, var ikke i orden, men du er.

Jeg tænker på mit dåbsbarn med de grove næver og tatoveringer ud over det hele, og vores mærkelige lille dialog over døbefonten: ”Han ku’ sgu da bare ha’ betalt de penge han skyldte mig”, sagde han.

”Det du gjorde, var ikke i orden, men du er”, svarede jeg.

Sådan blev vi ved i et stykke tid. Jeg ved, at ’institutionsvask’ stadig ligger ternet og sammenfoldet ved døbefonten, og vidner om den smukke, store, svære, levende opgave som kirken har, som Peter fik, og som dåbsbarnet mumlede da han gik: ”I kirken kan man ikke se pigtrådshegnene. Herinde er jeg bare et menneske.”


”I kirken kan man ikke se pigtrådshegnene. Herinde er jeg bare et menneske.”


Præsten skriver

Helsingør Dagblad har et fast panel af præster, der på skift skriver. Ordet er helt frit - så det kan både være en prædiken, en erindring eller en refleksion over et aktuelt emne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Skyd bjørnen

Coronavirus

Rejsevejledninger bliver lempet - men ferierejser frarådes

Annonce