Annonce
Helsingør

Rød-glødende kritik af spare-budget i Helsingør: - Det er katastrofalt

Allan Berg Mortensen og Jørgen Bodilsen fra Enhedslisten var de to eneste, som stemte imod Helsingør Kommunes 2022-budget på byrådsmødet mandag aften. Foto: Jesper Munch Nielsen
Mandag aften blev kommunens 2022-budget vedtaget i Helsingør Byråd med opbakning fra 23 ud af 25 mandater.

HELSINGØR: På et møde mandag aften vedtog syv ud af otte partier i Helsingør Byråd, 23 ud af 25 mandater, kommunens budget for 2022 - et budget, som rummer besparelser for cirka 60 millioner kroner. Forligspartierne ved dog endnu ikke præcis, hvor de mange penge skal skæres i budgettet og finder heller ikke ud af det før kommunalvalget den 16. november.

Den situation blev skarpt kritiseret af Enhedslisten, som er det eneste parti, der ikke er med i forliget. De Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, De Radikale, SF og Lokaldemokraterne står sammen om 2022-økonomien, der arbejder med udgifter på cirka 4,7 milliarder kroner.

- Men det er katastrofalt at vedtage et budget, hvor finansieringen ikke er på plads. Det er politisk fejhed, at forligspartierne ikke har peget på besparelserne før valget, forklarede Enhedslistens Allan Berg Mortensen til Helsingør Dagblad før bymødet.

Annonce

Det står dog klart, at over 40 millioner kroner af besparelserne skal findes i udgifterne til udsatte borgere med fysiske, psykiske eller sociale problemer, men det sker først næste år og efter en længere arbejdsproces. Andre 14-20 millioner kroner skal findes andre steder i kommunens drift, men først til december.

- Forligspartiernes budget er en kat i en sæk. Værsågod at købe den, siger forligspartierne til vælgerne. Måske er det en god kat, måske er det ikke, vælgerne kan ikke vide det, konstaterede Allan Berg Mortensen under debatten.

Staten hjælper ikke

Borgmester Benedikte Kiær takkede i sin budgettale forligspartierne for at tage ansvar og pointerede, at Helsingør kommunen deler skæbne med stort set alle andre kommuner i landet. Udgifterne til de udsatte borgere, det såkaldt specialiserede socialområde, er eksploderet på landsplan, og staten ville ikke hjælpe med regningen, og derfor skal der spares, forklarede den konservative politiker.

- Det er en opgave, vi selvfølgelig skal udføre i stor respekt for alle de borgere, der er omfattet af det specialiserede socialområde, og hvor vi skal sikre fortsat høj socialfaglig kvalitet. Derfor skal de relevante organisationer og foreninger inddrages i det arbejde, sagde Kiær.

Flere interesse-organisationer har kritiseret flertallets kommende besparelser på de udsatte borgere. Men SF's Bente Borg Donkin mente ikke, at der var en vej uden om dem. Hun kaldte situationen på det særlige sociale område i hele Danmark for usædvanlig og meget bekymrende

- Netop det usædvanlige på det område kalder på ansvarlig politisk ledelse og evnen til at turde gå nye veje. Det må man sige, vi gør. Vi tager ønske om inddragelse af brugere, råd og personalet alvorligt... Det at beslutte rammerne i et budget uden at adressere, hvordan resultatet skal findes, er normalt det, der kaldes kreativt tænkt regnskab. Og det bliver ikke sagt som noget positivt. Men vi mener i SF, at dette arbejde er alt for alvorligt til at ikke deltage i samarbejde om at finde besparelserne, sagde Borg Donkin.

Annonce

Svære forhandlinger

Nemt bliver det ikke, konstaterede SF'eren. Det samme gjorde Claus Christoffersen fra Socialdemokratiet.

-  Det bliver meget svære forhandlinger. Men vi er fra Socialdemokratiets side klar til at tage det nødvendige ansvar for at skabe en økonomi, der er i balance. Det er ikke det samme som at sige, at vi vil stå model til alting i den kommende budgetproces. Det vil vi ikke. Vi vil kæmpe hårdt for, at besparelserne kommer til at ramme så skånsomt som muligt, selv om vi ikke kommer til at undgå serviceforringelser, erklærede han.

"Der er ikke længere råd til tant og fjas og flødeskum. Det har jeg forsøgt at sige i flere år. Og nu er der nok heller ikke engang råd til så mange bunde i lagkagen, som vi har i dag", var en udmelding fra Venstres Mette Lene Jensen om det, hun kaldte et budget virkelig fyldt med torne.

- Jeg er da ligeglad med, at Enhedslisten ikke er med i budgettet. Vi er 23 ud af 25 mandater, et stort flertal, konstaterede Ib Kirkegaard fra Dansk Folkeparti.

Per Tærsbøl, De Konservative, var med i sit sidste budget-byrådsmøde af utroligt mange. Den 81-årige politiker har siddet i Helsingør Byråd siden 1974 - heraf 16 år som borgmester. Og han var klar med en bredside til Allan Berg Mortensen fra Enhedslisten, som ikke stemte for budgettet. "Jeg har stor respekt for dig, Allan Berg Mortensen, men det med, at man står hver gang helt alene og kloger sig på, hvad vi andre gør, det er simpelthen for dårligt!" Foto: Jesper Munch Nielsen.

Dette arbejde er alt for alvorligt til at ikke deltage i samarbejde om at finde besparelserne

Bente Borg Donkin, SF
Annonce

De tre tunge

Helsingør Kommunes 2022-budget er på knap 4,7 milliarder kroner. Indkomstskat og ejendomsskat er de største indtægtskilder.

Udgifterne ligger primært på tre tunge områder. Ældre og sundhed koster 985 millioner kroner, skoler, daginstitutioner og uddannelse koster 1,1 milliarder kroner, mens social- og beskæftigelsesområdet er budgetteret til 1,3 milliarder kroner. Kulturen med blandt andet bibliotekerne og Kulturværftet samt turismen-indsatsen koster til sammenligning godt 80 millioner kroner.

Det rummer 2022-budgettet

Det budgetforlig, som De Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, SF, Lokaldemokraterne og De Radikale vedtog mandag aften, rummer blandt andet:

  • En besparelse på over 40 millioner kroner på de eksploderende udgifter til udsatte borgere med fysiske, sociale eller psykiske problemer.
  • En besparelse på 14 millioner kroner stigende til 21 millioner kroner de kommende år på opgaver i kommunen, som kan undværes.
  • 8 millioner kroner i besparelse på administration - både central og decentral af slagsen.
  • 12 millioner kroner til sundhedsopgaver, som kommunerne har overtaget fra regionerne uden statslig kompensation
  • 400 millioner kroner over otte år til renovering af folkeskolerne
  • Renovering af tennisanlægget i Tikøb og om et par år til en multihal i Hornbæk, renovering af den eksisterende svømmehal ved Klostermosevej sammen med det allerede besluttede byggeri af en ny svømmehal til 90 millioner kroner på nabogrunden.
  • El-busser, et nyt værested for udviklingshæmmede unge, etableringen af et arkitektur-råd, som skal rådgive kommunen samt en styrket beskæftigelsesindsats i de store boligområder.
  • En udvidelse af special-institutionen Himmelhuset, udvidelse af børnehuset Klatretræet, planlægning af flere daginstitutionskapaciteten.
Annonce
Helsingør For abonnenter

19 år og førstegangsvælger: - For mig er de ældre og deres velfærd et emne, som er meget vigtigt

Danmark

Lørdagens coronatal: Antal indlagte når højeste niveau i en måned

Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: - Det er min datter, det går ud over. Det er min datter, de ikke har tid til

Navne For abonnenter

Skoleleder for 'udsatte' unge: - Det gør mig glad og stolt, når vi lykkes med at gøre en forskel

Danmark

Kendisser på stemmesedlen har en fordel, men ingen nem genvej til valg

Sport

Tabte bundkamp med et brag: Nordsjælland Håndbold faldt igen helt sammen efter pausen

Danmark

Anbefaling: Fem forrygende serier til sofa og regnvejr

Helsingør For abonnenter

'Islam er den eneste levemåde, der kan befri kvinder i vesten': Onsdag morgen forsøgte ekstremister at påvirke gymnasieelever

Helsingør

Små 10.000 mangler: Inden nytår skal yderligere 900 sortere

Helsingør

Vicerektor om tragisk faldulykke: - Vi håber med alt, hvad vi kan krydse, at vores elev kommer sund og rask tilbage til skolen

Sport

Michael Laudrup løber med hæderen: Kåret som det største danske sportsnavn i 125 år

Helsingør

Sømænd ledte og ledte i 20 år: Nu er fanen fundet, men den er ikke længere deres ...

Sport For abonnenter

TV-ekspert efter FC Helsingør-opvisning: - Vi kunne meget vel have set den ene oprykker i dag

Helsingør

Fuld mand i 60'erne lagde sig til at sove på vejen: Nægtede at flytte sig

Annonce