Annonce
Sport

Red Bull-boss vil have Lewis Hamilton til at undskylde kollision

Pool/Reuters
Alex Albon kæmpede med om de forreste pladser i Formel 1-premieren, før han blev kantet af Lewis Hamilton.
Annonce

Mercedes-kørerne så suveræne ud gennem det meste af søndagens Formel 1-premiere i Østrig, men Red Bulls Alex Albon forsøgte at bryde dominansen.

Det kom han til at bøde for, da han med andenpladsen i sigte forsøgte at overhale den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton (Mercedes).

Hamilton kantede sin 24-årige konkurrent, som snurrede rundt på Red Bull Ring og udgik kort efter. Hamilton fortsatte, men blev idømt en tidsstraf på fem sekunder.

- Det kan være en brutal sport, og det var bare en af de dage, siger chefen for Red Bull-holdet, Christian Horner.

- Alex kørte et flot løb, og han fortjente det ikke. Fem sekunder (straffen til Hamilton, red.) gør ikke rigtig nogen forskel for ham.

- Det var en fejlvurdering af Lewis, og i sidste ende vil det være godt, hvis han undskylder for det.

Alex Albon dirrer af frustration efter løbet.

- Jeg er lidt oppe at køre lige nu, så jeg skal forsøge at passe på, hvad jeg siger.

- Men ja, det er, som det er. Jeg følte virkelig, jeg kunne vinde løbet, siger Albon.

Han mener, at sammenstødet kunne være undgået.

- Der er altid en risiko ved at overhale på ydersiden, men jeg gav ham så meget plads, som jeg overhovedet kunne. Jeg var helt ude på kanten, siger Alex Albon.

Mens Albon udgik af sæsonens første grandprix, sluttede Hamilton efter tidsstraffen som nummer fire. Det giver 12 point til VM-regnskabet.

Hamilton mener, at den slags sammenstød sker i racerløb.

- Der var en uheldig episode med Alex. Jeg kan ikke tro, at vi stødte sammen igen, siger Hamilton med henvisning til, at det samme skete i Brasilien sidste år, hvor Albon også var på vej mod sit første podium nogensinde.

- Jeg føler, at det er den slags ting, der sker i racerløb, siger Hamilton, som understreger, at han vil acceptere den straf, der hører til.

Albon får mulighed for revanche på samme bane i næste uge, hvor kørerne igen skal dyste på Red Bull Ring i byen Spielberg.

Red Bulls anden kører, Max Verstappen, som ellers havde vundet løbet de to foregående år, udgik tidligt med motorproblemer.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce