Annonce
Danmark

Redaktørens stol: Så kom der poesi i Det Hvide Hus

Peter Rasmussen

Ingen løgnehistorier. Ingen opbakning til fantastiske konspirationsteorier om satanistiske pædofilringe. Ingen trusler, ingen fornærmelser og ingen selvforherligelse. Indsættelsen af USA's 46. præsident i denne uge blev en stilfærdig affære – oven i købet med et poetisk indslag fra den 22-årige digter Amanda Goman, der med de afsluttende ord: ”Der er altid et lys, så længe vi er modige nok til at se det. Så længe vi er modige nok til at være det”, gjorde sig selv til verdensstjerne.

Og ja, der er lys, selv om det kan være vanskeligt at se den 78-årige Joe Biden som fornyelsens mand. Umiddelbart ligner han mere en fastgroet del af det politiske establisment, som amerikanerne blev så trætte af, at de endte med at stemme Trump ind i Det Hvide Hus.

I avisernes ledere er der i denne uge da også blevet advaret flittigt mod den vildfarelse, at bare forbi Trump er ude af klappen, så skulle alle problemer være løst og USA igen de forenede stater. Ekstra Bladet minder for eksempel om, at ”der er grænser for, hvor meget en politisk elite kan være ude af kontakt og mangle forståelse for de vælgere, der ikke bryder sig om denne elite eller dens politik”.

Berlingske skriver: ”Bidens fjender er ikke nødvendigvis republikanerne. Bidens egentlige fjender lurer i hans eget parti, hvor venstrefløjen hurtigt vil forsøge at tvinge ham til en kurs, der vil være alt andet end forsonlig over for taberne”.


Man kan så håbe, at verden med tiden bliver klar til Amanda Goman, der bragte poesien ind i Det Hvide Hus i onsdags.


Oven i det, er der et par andre ting, som Biden kommer til at bruge tid på. Politiken skriver: "Han overtager et land, der er hærget af corona. Et land, hvor millioner har mistet deres job og livsgrundlag. Hvor sorte lever i daglig frygt for politiet, og hvis internationale renommé og forhold til sine allierede ligger i ruiner".

Ifølge Jyllands-Posten skal Biden bruge netop sin alder og sin almindelighed til at løse det problem: "Hvis han er klog, rendyrker han sin gennemsnitlighed; mildt ordinær, i midten af midten, den elskelige farfar. Dét er præcis, hvad USA og verden har brug for efter nedsmeltningen under Trump".

Man kan så håbe, at verden med tiden bliver klar til Amanda Goman, der bragte poesien ind i Det Hvide Hus i onsdags.

Ifølge Los Angeles Times har den 22-årige politisk aktive digter planer om at stille op som præsidentkandidat i 2036, når hun er gammel nok til det. Efter Kamala Harris er blevet vicepræsident, har det nemlig givet hende troen på, at det også kan lade sig gøre for hende: ”Når små piger kan se det, kan de også blive det", siger hun til Los Angeles Times.

Foreløbig har hun stor succes med at samle folk på internettet. Inden indsættelse i onsdags havde hun 100.000 følgere på Instagram, dagen efter havde hun 2,1 millioner følgere. Og på Twitter havde hun knap 20.000 følgere, nu har hun langt over en million .

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce