CORONA: 15 familier har i løbet af påskeugen boet på et gratis ophold på Helsingør Danhostel, vandrerhjemmet i Helsingør. Familierne, der hovedsageligt kommer fra Københavns-området, havde taget imod det usædvanlige tilbud, som lederen af vandrerhjemmet, Nicolai Stubtoft, stod bag ideen til.
- Tag til Helsingør, få en gratis overnatning på Danhostel Helsingør mod at samle skrald i naturen.
Sådan lød det tilbud, som 15 familier med børn gladeligt tog imod i løbet af påsken. Tilbuddet er en af mange gode ideer, som flere aktører i hotel- og turismebranchen har lanceret for at tiltrække gæster i en coronatid, hvor stort set alle de gæster og grupper, der normalt ville fylde værelser, sengepladser og restaurantborde, er udelukket fra at komme.
- Vi har altid mange sjove tilbud til vores gæster. Og det her med at samle skrald og få et gratis ophold rammer godt ind i tiden med at passe på miljøet og dét at være ude i frisk luft, siger Nicolai Stubtoft.
Den uvante model
Vandrerhjemmet på Ndr. Strandvej har i øjeblikket flere håndværkere boende på motellignende præmisser af hensyn til corona-restriktionerne.
- Det er naturligvis noget uvant for os dårligt nok at have kontakt med vores gæster med denne "motel-basis-model". Her i huset går vi normalt meget op i det gode værtsskab og at hjælpe vores gæster godt rundt til alle oplevelserne i Helsingør. Når der ikke er corona, fortæller Nicolai Stubtoft.
Normalt tiltrækker vandrerhjemmet blandt andet mange grupper, for eksempel lejrskoler fra hele landet og gæster, der deltager i kulturbegivenheder og arrangementer.
Mange gæster på Helsingør Camping
Helsingør Camping, som vandrerhjemmet er en afdeling af, har trods de manglende udenlandske gæster klaret sig godt gennem corona-året.
Michael Hansen, Helsingør CampingVi klarer os fint. Uden lønkompensation. Og vi tror på, at vi får en rigtig god sæson i år,
Og optimismen er tydelig for den kommende sæson.
- Vi klarer os fint. Uden lønkompensation. Og vi tror på, at vi får en rigtig god sæson i år, siger Michael Hansen, øverste chef for Helsingør Camping og vandrerhjemmet. På campingpladsen er der åbent året rundt og det er der mange, der har benyttet sig af under nedlukningen.
Nordmændene er usikre i år
- Vi ser rigtig mange danske campingbiler, hvor de ellers er kørt til Norge eller til Tyskland. Vi begynder også at tage flere danske reservationer ind, for vi er usikre på, om nordmændene kan komme til sommer. Så sent som her til morgen fik vi en mail fra en nordmand, der skrev, at som 40-årig ved man ikke i Norge, hvornår man kan blive vaccineret, så vi måtte hellere slette deres booking.
Michael Hansen er spændt på, om regeringen igen sætter priserne ned på færgebilletterne til de danske øer. Den ordning kunne nemlig tydeligt mærkes på Helsingør Camping sidste sommer.
Et hjørne af Danmark
- Vi ligger jo i et hjørne af Danmark og vi kunne godt mærke, at danskerne søgte ned til øerne. De kunne melde om stuvende fyldt. Som en øboer sagde til mig: Det ville være bedre, hvis regeringen generelt ville sænke billetpriserne lidt til øerne, så vi kunne have gæster hele året rundt og ikke kun i fire sommeruger. Dagen efter, ordningen sluttede, fik vi fuldt hus her på campingpladsen. Det er da lidt tankevækkende, fortæller Michael Hansen.
Der er 100 pladser på Helsingør Camping samt feriehytter.