Annonce
Kultur

Skuespiller Peter Mygind: - Helsingør er blevet mit andet hjem

Efter to år med optagelser i Helsingør kalder skuespiller Peter Mygind byen for "sit andet hjem". FOTO: Henrik Petit, TV2
Skuespiller Peter Mygind, der spiller hovedrollen i TV2-serien Sommerdahl, elsker at arbejde i Helsingør. Under optagelserne til de to sæsoner af krimiserien har han brugt mange sommerdage- og aftener i byen. "Helsingør er seriøst en by, jeg kunne overveje at ende mine dage i", siger han.
Annonce

HELSINGØR: - Helsingør er jo en by, som ikke ligner andre byer, siger skuespiller Peter Mygind.

De seneste to somre har skuespilleren tilbragt meget tid i Helsingør, hvor han har indspillet anden sæson af TV2-krimiserien Sommerdahl.

- Helsingør er blevet mit andet hjem, siger skuespilleren.

- Der er så mange smukke steder. Jeg elsker seriøst at komme på arbejde, siger Peter Mygind om de mange forskellige steder i Helsingør og omegn, hvor seriens scener udspiller sig. Hver optagedag bød for Peter Mygind på en ny smuk udsigt ud over vandet eller til skoven, eller præsentationen af en ny lille charmerende lomme i byen.


Der er så mange smukke steder. Jeg elsker seriøst at komme på arbejde

Skuespiller Peter Mygind


- De brostensbelagte gader, byens tårne, hvor vi har fået lov til at filme fra i år -  eller klosteret inde i byen: Dét er jo en perle af rang, hvor man tror, man befinder sig i et helt andet land, siger skuespilleren om Karmeliterklosteret i Sct Anna Gade.

Peter Mygind kan fortsætte med at tale længe, når han bliver spurgt, hvilke steder i byen han særligt kan lide. Og han mener, at Helsingør spiller en stor rolle i krimiseriens udtryk.

- Kronborg står jo markant og udstråler drama. Og derfor er det sindssygt fedt at få lov til at lave en krimi i Helsingør, som er verdensberømt for alt det drama, der nu engang er foregået der, siger han med henvisning til William Shakespeares drama om Hamlet.

Annonce

- Jeg elsker at komme på arbejde

I TV2-serien Sommerdahl følger vi chefefterforsker ved det fiktive Helsingør Politi, Dan Sommerdahl (Peter Mygind). I krimiserien er det altid sommer og solskinsvejr i Helsingør - men der bliver til gengæld begået mange mord, som Dan Sommerdahl sammen med sin kollega Flemming Torp (André Babikian) og sin kone Marianne Sommerdahl (Laura Drasbæk), som også arbejder i politiet, skal opklare. Imens udspiller sig et trekantsdrama mellem de tre.

Og Peter Mygind har nydt byen - både under optagelserne og efter kameraerne blev slukket. Værftets Madmarked og Marienlyst slotspark er blot nogle af de steder, som skuespilleren har besøgt i tiden under optagelserne.

- Det er virkelig mange dage, hvor jeg er endt med at hoppe i vandet. Og jeg er så glad for at få lov til at arbejde så dejligt et sted, siger han.

Mange af tv-seriens scener udspiller sig på havnen i Helsingør, hvor hovedkarakter Dan Sommerdahl har sin båd liggende.  
Annonce

Impulsiv kaffepause på Københavneren

En dag under optagelserne, der foregik i Sct Anna Gade inde i byen, havde Peter Mygind fået øje på et lille sted, han synes lignede en "hyggelig klassisk frokostrestaurant". Der stod 'Københavneren' på skiltet, og skuespilleren havde kigget nysgerrigt ind af vinduerne.

- Og så kommer ejeren ud, og vi falder i snak, siger Peter Mygind.

Hele filmholdet endte med at blive inviteret ind på kaffe på det gamle værtshus.

- Pludselig sad vi ude i krohaven og fik kaffe, og jeg tror også hun nåede at lave en fiskefilet til mig, inden jeg skulle på optagelse igen. Jeg tænkte bare; Hold kæft et skønt sted. Det var de sødeste mennesker, siger han.

BLÅ BOG : Peter Mygind

  • Peter Mygind blev født i 1963 på Frederiksberg.
  • Han er søn af Søren Mygind og Jytte Abildstrøm.
  • Han blev uddannet fra Statens Teaterskole i København i 1992.
  • Han har medvirket i en række af film og tv-serie. Blandt andet filmen Flammen og Citronen (2008), TV-serien Nikolaj og Julie (2002) og senest første sæson af krimiserien Sommerdahl, der foregår i Helsingør.
  • Han bor i Charlottenlund i Nordsjælland
Annonce

- At ende sine dage i Helsingør

Fra barnsben kom Peter Mygind somme tider til Helsingør.

- Min morfar og mormor havde et sommerhus i Dronningmølle, så vi tog altid toget til Helsingør og blev hentet på stationen. Ind imellem tog vi så færgen over til Sverige og købte O´boy (kakao red.), siger skuespilleren, der derudover ikke kendte meget til byen, før han i rollen som Dan Sommerdahl skulle have byen som arbejdsplads.

- Helsingør er seriøst en by, jeg kunne overveje at ende mine dage i. Byen er virkelig en perle, siger han.

Anden sæson af Sommerdahl, der består af otte afsnit, får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 CHARLIE søndag 28. februar 2021.

Peter Mygind i rollen som chefefterforsker ved Helsingør Politi, Dan Sommerdahl. FOTO: Henrik Petit, TV2
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Anmeldelse af 'Sommerdahl': Hyggeligt med nye mord i guddommeligt smukke omgivelser

Helsingør

Se video: Statsministeren svarer på dagbladets spørgsmål om hårdtramte caféer

Annonce