JULEHAD: Hvis der er en ting, som 23-årige Sofie Kristine Larsen ikke kan fordrage, så er det julen.
Det er faktisk ikke for langt at gå at kalde det et ægte had. For Sofie Kristine Larsen er julen blevet et kommercielt cirkus, hvor alle farer rundt i jagten på den perfekte julegave og den flotteste julepynt.
- Julen er blevet ét stort salgstrick, hvor vi helt fra oktober overforbruger sindssyg meget. Der er mange mennesker, der skal til at slappe af, siger hun.
Sofie Kristine Larsen, julehaderJeg mister lidt troen på menneskeheden. Når folk løber stressede rundt for at jagte den perfekte jul, så forsvinder al julehyggen ud af det. Det virker bare som en masse brancher, der skal tjene penge.
Efter flere år i servicebranchen hos delikatesser i supermarkeder har Sofie Kristine Larsen set utallige kunder i flere store supermarkeder "stresse" rundt for at få arrangeret det helt perfekte julebord.
- Jeg mister lidt troen på menneskeheden. Når folk løber stressede rundt for at jagte den perfekte jul, så forsvinder al julehyggen ud af det. Det virker bare som en masse brancher, der skal tjene penge, siger hun.
Skifter radiokanal
Sofie Kristine Larsen ved ikke helt, hvornår hendes julehad begyndte. Hun er født og opvokset i Fredensborg, hvor hendes familie altid har holdt en traditionel jul med dans om juletræet og flæskesteg på spisebordet.
Men som årene er gået, er juleglæden langsomt men sikkert blevet til glødende irritation.
- Hele juleracet er bare blevet for meget. Det er svært at synes, det er hyggeligt, siger hun.
Sofie Kristine Larsen har også fuldstændig droppet julesange. Når tonerne af julen ryger ud af radiohøjtaleren, er der kun en rigtig ting at gøre:
- Så skifter jeg radiokanal, siger hun.
Ikke for mange nisser
I forbindelse med interviewet af Sofie Kristine Larsen tog Lokalavisen Nordsjælland en nisse med for at se, om der ikke kunne gemme sig lidt julekærlighed et eller andet sted inde i den 23-årige sygeplejerskestuderende.
- Så længe der ikke er for mange nisser, så har jeg det fint med dem. Men de kommer ikke til at stå hjemme hos mig, siger hun.
I hendes familie begynder julepyntningen ikke før den 23. december for at blive taget ned igen to dage efter.
For selvom julen er hendes hadehøjtid, så holder hun den alligevel sammen med sin familie. De sidste par år har hun også frabedt sig at få nogle gaver. Men lige meget har det hjulpet, for hendes familie giver hende stadig gaver.
- Jeg plejer ikke at prædike om, hvor forfærdelig julen er, for jeg vil jo gerne hygge med min familie. Og de ved godt, hvordan jeg det med julen, siger hun.
Ensomt had
Lige fra oktober, hvor de første pebernødder og rødkål bliver sat på tilbud, til dagen efter juleaften, kan Sofie Kristine Larsen godt gå rundt og være juleirriteret.
- Man kan ikke bare ignorere det, for alle radiostationer spiller julemusik, og der er julepynt over det hele. Jeg bliver konfronteret med det hele tiden, og det bliver jeg virkelig træt af. Jeg plejer ellers ikke at være en sur person, siger hun.
Den brunhårede pige med aversionen mod julen føler tit, at hun står meget alene med sit forhold til højtiden.
- Folk er tit uforstående, og det er sjældent, at nogen har den samme holdning. Der er mange af mine venner og familie, der har svært ved at acceptere mit forhold til julen, siger Sofie Kristine Larsen:
- Åh, det var rart at komme ud med, siger hun og puster ud og læner sig tilbage i stolen.