Annonce
Helsingør

Splittet byråd: Skal Helsingør betale reception for ny biskop?

Borgemester Benedikte Kiær forstår ikke, at flere andre partier ikke vil betale for biskop-reception. Foto: Lars Johannessen.
Borgmester Kiær ærgrer sig. Mandag blev det ikke afgjort, om kommunen skal bruge 100.000 kroner på festlighed efter bispevielse til januar.
Annonce

HELSINGØR: Når Helsingør Stifts nye biskop Peter Birch bliver indsat - ved en såkaldt bispevielse - den sidste søndag i januar næste år i Skt. Olai Kirke i Helsingør, så betaler Helsingør Kommune ikke nødvendigvis receptionen ved den formentlig festlige lejlighed. Det har stiftet ellers opfordret Helsingør til, når nu domkirken og stiftets hovedsæde ligger her.

Mandag aften diskuterede partierne i Helsingør Byråds økonomiudvalg opfordringen fra Helsingør Stift. De Konservative foreslog, at kommunen gav et tilskud på 100.000 kroner til receptionen, som kan foregå i Kulturværftets store sal. Men det forslag vakte ikke umiddelbart jubel hos for eksempel Enhedslisten, SF, De Radikale, Venstre eller Socialdemokratiet.

På mandag falder afgørelsen så ved et møde i Helsingør Byråd. Ifølge Helsingør Dagblads oplysninger vil sagen sandsynligvis blive afgjort efter, hvordan Socialdemokratiets otte byrødder ender med at stemme - det bliver afgjort på et gruppemøde senere på ugen.

- En bispeindsættelse er en kæmpestor begivenhed. Og jeg er ærgerlig over, at vi ikke er mere stolte af det. Overordnet er det en virkelig stor ting for Helsingør at have en domkirke og være hovedsæde for Danmarks største stift, og så skriver man historie, når der kommer en ny biskop. Det er trods alt 25 år siden sidst, konstaterer Benedikte Kiær, Helsingørs konservative borgmester.


Helsingør Kommune er i knæ på så mange områder

Mette Lene Jensen, Venstre


Annonce

500-600 gæster

Borgmester Kiær indrømmer, at Helsingør ikke har brugt historien om at være stiftets hovedsæde ret offentsivt igennem årene. Nu er chancen dér, mener hun. Venstres Mette Lene Jensen mener ikke, at det er pengene værd.

- Helsingør Kommune er i knæ på så mange områder, og så er det ikke rimeligt, at bare fordi hovedsædet for stiftet ligger i Helsingør, så skal vi stå for hele gildet ved sådan en reception. De andre kommuner i stiftet må være med til at betale, siger Venstres Mette Lene Jensen.

Receptionen for den nye biskop forventes at skulle have 500-600 gæster - alt efter coronasituationen naturligvis.

Birch afløser Rebel i landets største stift

Det er Lise-Lotte Rebel, der efter 25 år forlader posten som biskop for Helsingør Stift næste år. Ny biskop er Peter Birch.

Helsingør Stift er landets største målt på folketal - med over en million borgere i stiftet, hvoraf totredjedele er medlemmer af folkekirken.

Helsingør Stift er Danmarks yngste stift. Det blev oprettet i 1961 ved deling af Københavns Stift. Udover Helsingør og København er der Roskilde Stift, Lolland-Falster Stift, Fyens Stift, Aalborg Stift, Viborg Stift og Århus Stift.

Helsingør Stift dækker den nordøstlige del af Sjælland. Skt. Olai Kirke i Helsingør er stiftets domkirke. Her afholdes ordinationer, landemodegudstjenester og andre gudstjenester ledet af biskoppen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce