Annonce
Helsingør

Stime på 10-15 tun springer ved siden af færge midt i Øresund

Springende tun - nu er en stime på 10-15 stykker spottet fra Helsingborg-Hven færgen.
Annonce

Så er der igen tun i Øresund - denne gang tæt på Helsingør og i en stor stime.

ØRESUND: Passagerer og besætning fik en fantastisk oplevelse ombord på Helsingborg-Hven-færgen, da en stime på 10-15 tun pludselig sprang tæt på færgen på en tur lørdag ved 16.30-tiden.

Tunene vurderes til at have en størrelse på mellem 200 og 400 kilo.

Der har nu været rapporteret om tun i Øresund de sidste tre år, men et stykke tid har der været længere perioder uden rapporter fra vidner på Øresund.

- Derfor glæder det mig utroligt meget, at vi nu får denne melding fra Helsingborg-Hven-færgen, siger chef for Øresundsakvariet i Helsingør, havbiolog Jens Peder Jeppesen.

Sejler tunsafari-ture

Som en af Øresundsakvariets sommeraktiviteter tilbydes netop tun-safari og halvdelen af turene, som man booker på forhånd, er solgt.

- Jeg har ellers været lidt til grin, fordi jeg har insisteret på, at vi laver tunsafari, smiler Jens Peder Jeppesen.

- Derfor er jeg også den eneste, der sejler dem. Men nu ser vi i hvert fald igen, at de er her, siger akvarie- og museusmchefen.

- Tunene er de sidste to-tre år flere gange blevet foreviget med foto og video over overfladen i Øresund og det selvom den Atlantiske tun er en af de hurtigste fisk i verden, forklarer Øresundsakvariet i deres omtale af deres tunsafari, hvor man altså kan opleve en af verdens største benfisk i dansk farvand.

Historien om tunens liv

Man sejler ud fra Helsingør i Øresundsakvariets store gummibåd med Kronborg om styrbord og sætter kursen for fuld speed mod områderne, hvor tunene blev spottet sidste år samt i tiden efter 2. Verdenskrig, hvor der var et storstilet sportsfiskeri efter den store fisk og hvor folk fra hele verden valfartede til.

Undervejs vil havbiolog og skipper Jens Peder Jeppesen i hans sædvanligvis begejstrede stil fortælle om tunens liv i Øresund og give sin vurdering af, hvad vi kan forvente os af tunforekomster i de næste årtier.

Der kan dog aldrig gives garantier for at se tunne boltre sig i Øresund.

Læs om tunsafari på Øresundsakvariets hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce