Annonce
Helsingør

Stor corona-uenighed blandt politikere: Skal byrådsmøder kun holdes digitalt?

Sådan så det ud ved byrådsmødet på Helsingør Rådhus i slutningen af august. På grund af corona-restriktioner var byrådssalen møbleret om. Foto: Torben Sørensen/kalabas.dk
Enhedslisten vil af Covid 19-hensyn gerne have aflyst møderne i byrådssalen. Borgmester Kiær er ikke enig.
Annonce

HELSINGØR: På mandag holder Helsingør Byråd møde på Helsingør Rådhus på Stengade. 25 politikere og en gruppe embedsmænd vil være placeret rundt omkring i den smukke byrådssal - ikke som de plejer  ret tæt, men med reglementeret corona-sikret afstand.

Står det til Enhedslistens Allan Berg Mortensen, bør Helsingør Byråd dog slet ikke holde fysiske møder i Covid 19-tiden. Mortensen mener, at politiske møder kun bør holdes digitalt - ligesom det skete i månederne op til sommerferien.

- Nu stiger corona-smittetallet desværre igen, og der indføres igen restriktioner i vores liv. Regeringen opfordrer dem, der kan, til at arbejde hjemme... Alligevel vælger vi i Helsingør Kommune, at de politiske møder afvikles fysisk, selv om det er muligt at gennemføre dem digitalt. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke vil tage det ansvar på os, konstaterer Allan Berg Mortensen.

Allan Berg Mortensen fotograferet ved et digitalt byrådsmøde tidligere på året. Foto: Torben Sørensen
Annonce

En meget lille pris

Enhedslisten-politikeren erkender, at det er bedst at møde fysisk - også som byrådsmedlemmer.

- Selvfølgelig ville det være federe at mødes face to face for at fornemme, hvordan andre folk har det. Men folk på en restaurant synes jo ikke, at det er fedt, at de skal lukke klokken 22. Det er en meget lille pris, vi i byrådet skal betale, hvis vi vælger at arbejde hjemmefra.

Allan Berg Mortensen anerkender, at signalet ved at hjemsende politikere kan være problematisk - på et tidspunkt, hvor børnehaver, skoler, apoteker, butikker og så videre er åbne, og busser og tog kører.

- Men man kan ikke køre tog hjemmefra, man kan ikke passe børn hjemmefra. Jeg arbejder selv på en skole og tager på arbejde hver dag. Det er en del af den nødvendige smitterisiko, som sikrer, at samfundet ikke kollapser. Men vi skal arbejde hjemme alle de steder, vi kan, siger han.


Det er svært at finde argumentet for, at vi skal sende os selv hjem

Benedikte Kiær, De Konservative


Annonce

Et skævt signal

Helsingørs konservative borgmester Benedikte Kiær er ikke enig i Allan Berg Mortensens vurdering.

- Det er svært at finde argumentet for, at vi skal sende os selv hjem. Jeg synes også, at det er et skævt signal at sende til vores mange kommunale medarbejdere, for de er jo ikke sendt hjem over hele linjen. Retningslinjer fra sundhedsmyndighederne skal naturligvis overholdes, når vi er samlet. Og der er mulighed for teknologiske løsninger, så folk kan deltage digitalt, hvis de ønsker det, siger Kiær.

Borgmesteren, der kommer fra byrådets største parti,  understreger, at der går meget tabt, når byrådmøderne holdes digitalt - lokaldemokratiet lider lidt under det, mener hun.

- Det er også vigtigt, at vi øver os på at arbejde forsvarligt sundhedsmæssigt. For folk, der tror, at det her går hurtigt over, kan godt glemme det. Og hvad nu hvis tingene ser ligesådan ud om et halvt år, om et år, om tre år, spørger Kiær.

Smittede

Helsingør har haft i alt 365 registrerede tilfælde af Covid 19-smittede borgere siden pandemiens start.

I løbet af de seneste syv døgn er 22 borgere blevet smittet, viser tal fra Statens Serum Institut.

Annonce

Giver god mening

Allan Berg Mortensen ønsker sig, at Helsingørs politiske møder - altså ikke bare byrådsmøder, men også møder i byrådets forskellige udvalg - bliver holdt digitalt så længe, at regeringen opfordrer til hjemmearbejde. Socialdemokratiet, byrådets næststørste parti, er splittet i spørgsmålet.

- Det bliver et forslag, som vi vil diskutere i den socialdemokratiske gruppe. Der kan være individuelle forhold og hensyn, der spiller ind. Personligt synes, at det giver god mening at holde møderne fysisk så længe, at vi kan overholde kravene fra sundhedsmyndighederne. Jeg kan godt lide, at vi mødes fysisk, mens andre i byrådsgruppen måske synes, at det er smartere at gøre digitalt, siger Claus Christoffersen fra Socialdemokratiet.

To fysiske byrådsmøder har Helsingør Byråd holdt efter sommerferien - med en anden opstilling af stole og borde end normalt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Mangel på daginstitutionspladser: Så mange børn kan ikke få en plads i deres egen by

Helsingør For abonnenter

Leder: Problemet skulle være løst for flere år siden

Annonce