Annonce
Nordsjælland

Svenskere er snart velkomne i Helsingør igen

Svenskerne er nu velkomne igen. Foto lars johannessen
Tyske og svenske naboregioner til Danmark får særlige rejse-regler.
Annonce

Helsingør: Turister fra Skåne, Halland og Blekinge i Sverige samt Slesvig-Holsten i Tyskland behøver fra 27. juni ikke længere opfylde et krav om seks overnatninger i Danmark for at få lov at komme ind i landet.

Det fremgår af en opdatering af rejsevejledningerne, som Udenrigsministeriet har sendt ud torsdag.

- Der vil fortsat være krav om seks dages overnatninger for turister i Danmark, medmindre man er bosat i Slesvig-Holsten eller Skåne, Halland eller Blekinge, skriver Udenrigsministeriet.

- Jeg håber, at alle butikkerne og kulturinstitutionerne har set denne her nyhed. Det er så vigtigt, at folkene fra Skåne kan komme og besøge os. Også som endages-turister. Så jeg er meget, meget glad, siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær til Helsingør Dagblad.

Kiær understreger, at Helsingør heller ikke kunne vente meget længere på, at grænsen blev åbnet for de svenskere, der giver en meget vigtig del af Helsingør-handlens omsætning.

- Det er da i sidste øjeblik, hvis vi skal have en nogenlunde sommer. Vi havde gerne set i Helsingør, at der var blevet åbnet tidligere. Men jeg er så glad for, at vi ikke skal vente til den 31. august, for det ville have været et blodbad for butikkerne i bykernen, siger Benedikte Kiær.

Reglerne om rejse til og fra nordiske lande bliver fra 27. juni underlagt et særligt set regler.

For Storbritannien og lande i EU's Schengen-samarbejde kommer til at gælde en række kriterier, der afgør, om man kan rejse fra landet til Danmark.

Danmark åbner grænserne yderligere under corona

Coronasituationen er under kontrol i en række lande, og der åbnes for, at borgere kan rejse ud om ni dage.

Efter i en lang periode at have haft indrejserestriktioner og frarådet alle ikke-nødvendige rejser, åbner Danmark nu yderligere op.

Borgere kan fra 27. juni rejse til og fra lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.

Det skyldes nye rejsevejledninger og grænselempelser, oplyser Udenrigsministeriet torsdag.

Regeringen har afvist at lade sig presse og vil ikke åbne op for hurtigt, men andre partier har presset på for at få åbnet mere.

Her kan du læse de nye kriterier:

  • De nuværende restriktioner erstattes af en ny model for åbning baseret på kriterier, som tager udgangspunkt i den sundhedsmæssige situation i landene.
  • Der vil også blive indført et testkriterium, som myndighederne er ved at udforme. For alle disse lande vil Udenrigsministeriet samtidig gå tilbage til at lave individuelle rejsevejledninger.
  • For at være "åbent" skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere per uge.
  • Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til "karantæneland" være ved 30 smittede per 100.000 indbyggere.
  • Det gøres for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge.
  • Der vil også blive stillet krav til landenes testregimer. Statens Serum Institut vil ugentligt udarbejde en tabel med lande, der klassificeres som henholdsvis "åbne" eller "karantænelande".
  • Der fastlægges en liste over åbne- og karantænelande 25. juni. Den nye model træder i kraft fra 27. juni.
  • Hvis landene ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende, vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger blive gule for alle åbne lande.
  • Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser, men opfordre rejsende til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret.
  • For danske borgere, der vender hjem fra rejser til gule lande, vil opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst bortfalde.

/ritzau/

Men hvis et nordisk land ikke opfylder kriterierne, vil de danske myndigheder lave en vurdering fra region til region i landene.

For regioner i eksempelvis Sverige, der opfylder kriterierne, vil der dermed stadig være grønt lys, selv om Sverige som helhed ikke opfylder kriterierne.

For Slesvig-Holsten, Skåne, Halland og Blekinge gælder, at selv om regionen ikke lever op til kriterierne, vil man kunne rejse ind i Danmark fra de regioner, hvis man kan fremvise en negativ test, der er foretaget højest 72 timer før indrejse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce