Annonce
Helsingør

To døde: Plejehjemmet Birkebo kæmper med corona

To beboere fra Birkebo er nu døde med covid 19. Det er udelukkende Helsingør-plejehjemmets demens-afsnit, som er ramt af coronavirus. Foto: Torben Sørensen.

Nu er Bøgehøjgård Plejehjem også ramt af covid 19-smitte.

Annonce

Helsingør: Plejehjemmet Birkebo er stadig hårdt plaget af coronavirus. Knap to uger efter, at det første covid 19-tilfælde på Helsingør-plejehjemmet blev opdaget, er der nu fundet i alt 10 smittede ud af de 68 beboere. To af de smittede beboere er døde med covid 19.

Tallet er vokset markant på få dage. Både beboere og personalet er blevet testet flere gange. Og efterhånden som svarene fra de løbende tests er kommet ind, er flere og flere Birkebo-beboere og medarbejdere registreret smittede.

Nu er syv medarbejdere ud af de i alt 118 i personalegruppen også ramt af covid 19. Onsdag og torsdag gennemføres nye testrunder, der vil afsløre, om antallet af smittede vil stige igen.

Annonce

Demens-afsnit lider

Det er udelukkende på Birkebos demens-afsnit, at de 10 smittede beboere er fundet. Det er også på det pågældende demens-afsnit, at samtlige syv af de smittede medarbejdere har haft deres gang.

- Covid 19-smitten kunne være kommet ind alle steder her på Birkebo, men den røg tilfældigt ind på demens-afsnittet. Indtil nu har vi formået at holde smitten dér, forklarer Birkebo-forstander Lotte Hermansen.

23 beboere har demens-afsnittet plads til. 10 beboere har været covid 19-smittede, to er døde med sygdommen. Og syv ud af de cirka 20 medarbejdere på demens-afsnittet har covid 19.

- At smitten findes på det afsnit kan skyldes, at det er meget vanskeligt at holde borgere med svær demens adskilt. Det er enormt komplekst. Disse borgere kan ikke samarbejde om isolation. De har ikke forståelse for smitte og sygdom som sådan. Deres forhold til medarbejderne er meget relationelt, og bare det at medarbejderne har værnemidler på, gør situationen helt anderledes. Det er en vanvittigt indviklet opgave, som er mindre kompleks på andre plejehjemsafsnit, siger Lotte Hermansen, Birkebo-forstander.

Annonce

Bøgehøjgård også ramt

Plejehjemmet Bøgehøjgård i Hornbæk har nu også fået covid 19-smitten inden for dørene. Helsingør Kommune oplyser til Helsingør Dagblad, at en beboer på plejehjemmet, der var udskrevet fra Nordsjællands Hospital til en midlertidig plads på Bøgehøjgård, havde covid 19.

Efterfølgende er samtlige beboere - både faste og midlertidige - og alle medarbejderne på Bøgehøjgård blevet testet. Disse tests har vist, at endnu en borger, som var udskrevet fra Nordsjællands Hospital til en midlertidig plads på plejehjemmet, var smittet. To medarbejdere er også konstateret covid 19-positive.

Annonce

Kan stoppe udbrudene

Der er eller har været covid 19-tilfælde på stort set alle af de lokale plejehjem og på Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter, HRT.

Her blev det første tilfælde konstateret for fem uger siden. To af de indlagte på stedet er døde med coronavirus, men efter tidligere stor udbredelse af sygdommen på centret på Nørrevej i Snekkersten både blandt beboere og medarbejdere viser de seneste tests, at der er ikke er nye smittede på stedet.

Der er også stadig covid 19-patienter på Falkenberg i Ålsgårde. I løbet af den seneste uge har en smittet beboer fra plejehjemmet været indlagt på sygehus og er død med covid 19.

Til gengæld er plejehjemmene Montebello og Kristinehøj nu igen fri for coronavirus, viser de seneste testrul. Plejehjemmet Strandhøj og Grønnehaven er heller ikke ramt.

- I dag kan vi teste meget mere end tidligere. Vi får mange svar, fordi vi tester mere. Og forhåbentlig kan vi så stoppe udbruddene og sørge for, at de ikke tager så lang tid. Det har udviklingen på Montebello og Kristinehøj for eksempel vist, siger Margrethe Kusk Pedersen, chef for kommunens Center for Sundhed og Omsorg.

Fakta

  • Nu syv døde med covid 19

  • Med de to beboere fra Birkebo, som for nyligt er døde med covid 19, er der nu i alt syv beboere fra lokale plejehjem, som er døde med den frygtede sygdom. To fra HRT, to fra Birkebo, en fra Grønnehaven og to fra Falkenberg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Miss Coffee er kommet på hjul

Annonce