Annonce
Helsingør

To trommelegender udgiver livealbum: Guddommelig troldmand og hans lærling på nye eventyr

I hjørnesofaen er der behørig afstand mellem Alex og Stefan. Den plads udnytter papillonen Stella hurtigt. Alex kigger kærligt på hunden og spørger, om Stefan kan huske de tre granddanoiser, han havde i gamle dage. Det kan han. Foto: Simon Staun
Alex Riel og Stefan Pasborg er begge ultrapassionerede trommeslagere, der på tværs af generationer har sat nye jazzstandarder. Til foråret udkommer andet livealbum med gudfar og gudsøn, der slog de første fælles bækkenslag i 1977.

Musik: ”Peter løber, Peter løber, Peter løber”.

Sådan instruerer Alex Riel på en 40 år gammel kassettebåndoptagelse, hvor han er i færd med at lære den dengang seksårige Stefan Pasborg en bestemt rytme på trommer.

Alex Riels stemme lyder præcis, som den gør i dag, mens Stefan Pasborgs spinkle drengestemme lyser op som en lille sol på den skrattende optagelse, som indtil for nylig lå på bunden af en flyttekasse i kælderen på kartoffelrækkehuset i København.

Annonce

Optagelsen med den allerede dengang verdensberømte Alex Riel og hans purunge lærling er det perfekte vidnesbyrd på et parløb uden sidestykke i dansk musik.

Det er i hvert fald svært at komme i tanke om to danske musikere, der er tættere forbundet. Alex Riel var kæreste med Stefans mor, Ingrid, fra 1964 til 1971. Da hun mødte Stefans far, blev Alex en del af familien som gudfar for Stefan, der blev født i 1974.

Det er 43 år siden, at Alex Riel sad med Stefan Pasborg på skødet og lærte ham de første rytmer på trommesættet. Foto: Simon Staun

Siden 1986 har familiens hus på Østerbro været omdrejningspunkt for middage, fester og utallige samtaler om jazz. Men det var også her på gulvtæppet foran kaminen, Alex og Stefan lå og legede i juledagene for over 30 år siden.

- Jeg havde været i Hamborg for at spille og tog i den forbindelse ind i et af de store indkøbscentre med legetøj på hylderne, man slet ikke kunne købe i Danmark dengang. Jeg købte en togbane, som vi samlede lige her på gulvet, siger Alex Riel og peger frem for sig med et smil.


Hvis Alex var en bygning, ville han være Amalienborg

Stefan Pasborg om sin gudfar Alex Riel


Han ryster lidt på hovedet. For et øjeblik siden var det en seksårig drengs uskyldsrene stemme, der fyldte stuen. I dag tilhører stemmen en 46-årig mand med overskæg, der taler med samme passion om det, der blev deres fælles skæbne. Trommerne. Samt kærligheden til jazzen i alle dens afskygninger og finurlige kroge.

Kejserens nye klæder på Montmartre

Da Stefan Pasborg var færdig på musikkonservatoriet i begyndelsen af 00’erne, pralede han ikke med, at han var Alex Riels gudbarn, selv om det med garanti havde sikret ham flere job. Han havde behov for at skabe sit eget navn og ikke lukrere på sin berømte gudfars meritter.

Først nogle år senere følte Stefan, at han var så etableret, at han kunne krydse stikker med Alex. Det blev indledningen til deres fælles trommeunivers, som blandt andet udmøntede sig i albummet ”Drum Faces” fra 2013.

Mens Stefan gik konservatorievejen i 90’erne, var Alex Riels læreplads på Jazzklub Montmartre i 60’erne. Da Stefan blev gammel nok, slæbte Alex ham med til koncert med et væld af jazzkoryfæer.

- Jeg glemmer aldrig min første koncert som seksårig. Det var med svenske Bobo Stensons Quartet med norske Jon Christensen på trommer, svenske Palle Danielsson på kontrabas og norske Jan Gabarek på saxofon. Jeg hviskede til Alex: ”Kan folk ikke høre, de ikke kan spille? Det lyder af lort.”

Blå bøger

Alex Riel, født i 1940, kombinerede som en af de første trommeslagere i Danmark en central plads på den danske jazzscene med at spille beat i bandet The Savage Rose. Han har siden sin debut i starttresserne og sin samtidige faste tjans på jazzklubben Montmartre spillet med et utal af musikere fra ind- og udland. Blandt andet Ben Webster, Mike Stern, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Svend Asmussen, Donald Byrd, Kenny Drew, Dexter Gordon og Thad Jones.

Stefan Pasborg, født i 1974, er ikke på samme vis opstået ud af en tid, hvor jazzscenen var adskilt fra andre scener. Det høres hos hans faste gruppe, Ibrahim Electric, der blander groovy funk med soul, blues og jazz eller The Firebirds, som er Stravinsky-kompositioner omsat til jazz-inspirerede fortolkninger med elementer fra hård rock. Stefan Pasborg har markeret sig som trommeslager i sine egne faste grupper Ibrahim Electric, Pasborgs Odessa XL, Toxikum, The Firebirds, Free Moby Dick, Delirium og i mange duo-konstellationer med bl.a. Dawda Jobarteh, Marc Ducret og Carsten Dahl. Han har siden 2004 vundet tre Danish Music Awards og turneret i flere end 30 lande på fem kontinenter både som bandleder og som sideman.

- Dengang følte jeg, det var kejserens nye klæder, men i dag tænker jeg: ”Hold kæft, hvor er det vildt, at jeg var inde og høre gruppen, Keith Jarrett efterfølgende ”stjal”, og som blev én af de mest stilskabende grupper i moderne jazz”, siger Stefan Pasborg.

Da de begyndte at give deres første koncerter sammen i 2006, havde Stefan allerede etableret sig som en af landets bedste trommeslagere. De plukkede blandt de absolut bedste musikere og sangere i Danmark og havde blandt andet Annisette, Palle Mikkelborg og Stefans legekammerater fra Ibrahim Electric med rundt i landet. Optagelserne fra koncerterne udkommer til foråret på et livealbum, Alex Riel forudser bliver hans sidste udspil.

- Albummet bliver præcis som vores respektive karrierer en stor collage med mange vidt forskellige udtryk, hvor vi spænder fra det helt frie, improviserede med Marilyn Mazur og Birgit Løkke til ”Smile” og ”Byen vågner” med Annisette. Der er både optagelser fra Færøerne, Aarhus og Køge, som udgør et kludetæppe fyldt med energi, siger Stefan Pasborg.

Annonce

Den sværeste koncert

Deres på en og samme tid sværeste og smukkeste optræden foregik i 2018 i Holmens Kirkegårds Kapel ikke langt herfra. Det var Stefans mors begravelse, hvor hendes kiste var flankeret af to trommesæt.

- Det var min mors ønske, at Alex og jeg spillede i kapellet. Det er det sværeste tidspunkt, jeg nogensinde har skullet spille på, siger Stefan Pasborg.

Alex Riel bliver stille. Og trækker vejret helt ned i lungerne.

Troede det var slut

Det er ikke en overdrivelse at kalde 80-årige Riel en dansk legende, og det er opsigtsvækkende, at han som den eneste fra sin generation af jazztrommeslagere stadig er aktiv.

- Jeg begyndte cirka på samme tid som blandt andet Jørn Elniff, Bjarne Rostvold og Svend-Erik Nørregaard, som desværre er døde. Jeg tror, jeg er den eneste fra den tid, der for alvor stadig er saft i, konstaterer Alex Riel tørt.

Da corona i foråret tvang alle bands til at flytte eller aflyse koncerter, tænkte han, det var en oplagt mulighed for at tage en velfortjent pause efter at have spillet trommer dagligt i 65 år. Men den beslutning fik alvorlige konsekvenser.

- To dage efter, jeg stoppede med at spille, gik mine hænder i baglås. Knak, sagde det. Det gjorde voldsomt ondt, og selv i dag ni måneder efter kan man se, mine håndled er hævede. Jeg var sikker på, at det enden på min karriere som trommeslager, og jeg havde faktisk forliget mig med tanken. Jeg har trods alt spillet en del, siger Alex Riel.

Han begyndte at give sine hænder varme bade og gik til massageterapi for at få løsnet leddene op. Stille og roligt kunne han igen holde om trommestikkerne, og slag efter slag slog han sig tilbage på sporet.

- Jeg kan tydeligt mærke, at jeg ikke spiller helt så hurtigt som i gamle dage. Men jeg har så megen erfaring, at jeg stadig kan tænke forud og dermed undgå at sætte mig selv i en position, hvor jeg falder igennem. Jeg ved instinktivt, hvilke fraser og figurer jeg skal holde mig fra. Hvis det går helt galt, kalder vi det bare fornyelse, siger Alex Riel og ler.

- Jeg har aldrig haft det så godt i en solo i hele mit liv, som den jeg spillede til Ingrid. Jeg var den solo. Jeg var helt høj, siger Alex Riel bevæget.

Han er imponeret over, at Stefan både kunne holde tale og spille i kapellet.

- Det havde jeg aldrig kunnet. Det var flot, flot, flot klaret, siger Alex til Stefan, inden han kommer i tanke om endnu et eksempel på, hvor tæt forbundne de er.

Det var nemlig ikke kun togbaner, Alex Riel forærede Stefan. Han gav ham engang et bækken, som i 43 år har befundet sig det meste af tiden i en papkasse.

- Når man er nogenlunde velbevandret i jazzens mystik og rytmikker, kan man klare sig gennem det meste, siger Alex Riel. Foto: Simon Staun

- Da jeg var tre år, gav Alex mig et Paiste 2002 18 tommer crash-bækken, som jeg aldrig rigtig har forliget mig med. På den seneste Ibrahim Electric-turné havde jeg det med live for første gang for at prøve det af. Det lyder faktisk fedt. Tidligere har jeg ikke kunnet få det til at fungere, når jeg spillede rytme på det. Men pludselig passede det godt til at markere nogle indslag, siger Stefan Pasborg.

- Man ændrer sin opfattelse af lyd over tid, og det er da sjovt, at du endelig kan bruge det bækken, siger Alex Riel, inden de forvilder sig ind i en lang indforstået snak om lyden af forskellige bækkener og det katastrofale i at spille en koncert med en sprunget læderstrop på stortrommepedalen.

Annonce

Alex er som Amalienborg

På væggen mellem spisebordet og køkkenet hænger en smuk, orange plakat med amerikanske Gene Krupa. Det var en af de første jazzmusikere, Alex Riel præsenterede Stefan Pasborg for.

Musikken fik den unge trommeslager på kassettebånd, som formodentlig stadig gemmer sig i en kasse. De lyttede også til mange af de udgivelser, Alex Riel medvirkede på i 60’erne, 70’erne og 80’erne.

- Alex’ spilleglæde og energi har altid imponeret mig grænseløst. Han smitter både publikum og sine kolleger med sin fortælleivrighed og passion. Han mestrer nogle finesser og detaljer, meget få trommeslagere matcher. At han spiller fremragende som 80-årig er vanvittigt, siger Stefan Pasborg.

Selv om Alex Riel ikke fysisk er specielt stor, kalder gudsønnen ham en mastodont inden for dansk musik.

- Hvis Alex var en bygning, ville han være Amalienborg, siger Stefan Pasborg og kigger kærligt på sin gudfar.

Selv om deres musikalske parløb begyndte som et lærer- og elevforhold, har Stefan Pasborg gennem de seneste 20 år udviklet sig så markant, at der i dag er tale to ligeværdige kolleger med hvert deres solide ståsted og masser af anerkendelse på cv’et. For eksempel modtog de sammen den prestigefyldte pris Årets Gudman i 2017. Alex Riel lægger heller ikke skjul på, at hans gudsøn også får ham til at tabe kæben af benovelse.

Lærte et ekstra sprog

Selv om jazztrommeslagere har et højt teknisk niveau, betyder det ikke, at Alex eller Stefan ser ned på deres kolleger inden for rockmusikken.

- Jeg synes, der er mange trommeslagere inden for rock, som er vildt dygtige. Det er lidt en gammel skrøne, at jazz er ”finere” end rock. I min optik er det blot to meget forskellige udtryk. Jeg var og er helt vild med Stewart Copeland fra The Police, Dave Grohl fra Nirvana og Mitch Mitchell fra Jimi Hendrix Experience. John Bonham fra Led Zeppelin var også fantastisk, selv om hans trommesoloer kunne lyde lidt klumpedumpe-agtige i hans momentvise forsøg på at låne fraser fra jazzens verden, siger Stefan Pasborg.

Han fortæller, at man som jazz-trommeslager er nødt til at have et stort og sofistikeret ordforråd på trommerne, da man med til at forme musikkens retning i nuet.

- I modsætning til i rocken og poppen, hvor en trommeslager mere er castet til at lægge et stærkt fundament. Omvendt er det ofte svært for en jazztrommeslager at ramme den samme form for ”grund-groove” som en rock/pop-trommeslager, siger Stefan Pasborg.

Alex Riel er heller ikke så jazzificeret, at han ikke kan lytte til gedigen rockmusik.

- Min bror havde flere amerikanerbiler. Blandt andet en Chevrolet jeg nogle gange lånte. I båndoptageren sad der ofte et bånd med Small Faces eller The Who, og jeg var altid glad efter en køretur i hans bil. Det gik op for mig, at rockmusik gjorde mig i godt humør. Engang sværgede jeg til jazz, men man bliver klogere gennem livet, og hvis man ikke kan lide The Beatles, er man jo dum, konstaterer Alex Riel leende.

- Stefan er bare skidegod. Han laver endda hurtigere etslagshvirvler end mig … Selv om jeg er næsten dobbelt så gammel, betragter jeg Stefan som et forbillede på flere måder. Efter en duokoncert, jeg hørte ham spille med Carsten Dahl, sagde jeg til ham: "Det der er noget af det bedste og mest opfindsomme trommespil, jeg nogensinde har hørt”, siger Alex Riel og nikker anerkendende.

Annonce

Fik den kolde skulder

Mens Alex Riel gennem sin lange karriere har tilbragt årevis dybt forankret i den amerikanske jazztradition og til tider befundet sig midt i den med Dexter Gordon og Ben Webster, gik Stefan Pasborg også i den sammenhæng sine egne veje. Han søgte i andre retninger og kontinenter. Mod Mellemøsten, Afrika og Asien. Han boede også i Paris en overgang for at dyrke den mere frit improviserede musik.

- Det ser jeg ikke noget problem i. Vi er forskellige mennesker, selv om vi på en måde også er én. Jeg kan godt lide nye strømninger, selv når de i begyndelsen lyder ad helvede til, siger Alex Riel og griner.

Latteren smitter som corona i en buffet uden bestik.

- Jeg har aldrig haft lyst til at følge en bestemt skole, og der er ikke noget værre end at lade sig begrænse af genrer. Det oplevede jeg også, da jeg tog initiativ til at danne Ibrahim Electric. På det tidspunkt i starten af 00’erne havde jeg dyrket den frit improviserede musik intenst, men savnede at spille noget groove og musik, der påvirkede publikum mere fysisk end intellektuelt. Med Ibrahim Electric kom flere fra jazzpolitiet efter mig, og jeg fik skudt i skoene, at det var noget corny bonderøvsmusik, siger Stefan Pasborg.

Alex Riel var kæreste med Stefan Pasborgs mor i en årrække og forblev en del af familien, da hun fandt sammen med Stefans far. Foto: Simon Staun

Alex Riel har selv prøvet at få den kolde skulder ved at gå sine egne veje.

- Da jeg begyndte med The Savage Rose, var der mange, som blev sure. Hvad fanden var det for noget? Når jeg mødte de mest kritiske kolleger rundt i landet, spurgte jeg dem, hvor meget de var ude at spille. Jeg var ude at spille hele tiden. Det må da være træls at have lyst til at spille, og så er der ingen, der gider høre på en, siger Alex Riel og rynker brynene.

Stefan Pasborg sætter optagelsen fra 1980 på igen. Den sætter et oplagt punktum for samtalen og to timers tidsrejse.

- Jeg synes, det understreger så fint, at Alex lærte mig et ekstra sprog. At han har været en del af mit liv siden begyndelsen og betydet ufatteligt meget både menneskeligt og musikalsk.

- Jeg har aldrig selv fået børn, så jeg kan godt lide, jeg har givet noget videre til Stefan, siger Alex Riel og kigger kærligt på gudsønnen.

Mere behøver han ikke sige.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Eriksen har sendt besked til Inter-spillere i gruppechat

Helsingør For abonnenter

Maiken er blevet glad for hjemmekontoret: - Jeg er blevet en bedre mor og kone af at kunne arbejde hjemme

Debat

Klumme: Er du fri og villig

Annonce