Annonce
Helsingør

Trailerlæs med skrald: Ildsjæle rydder op og har det sjovt

25 frivillige mødte op for at samle affald i Ålsgårde søndag. Foto: Birger Ramskov

25 frivillige ildsjæle skulle på halvanden time samle så meget affald, de kunne, men endte med at gå rundt i 2,5 time og kom hjem med læssevis af skrald – for det er nemlig sjovt at passe på naturen sammen.

Annonce

Affald: Der var kæmpe opbakning til Ålsgårde-initiativet RenNordkyst, da foreningen søndag havde arrangeret en affaldsopsamling i byen. Hvor der normalt møder ca. seks personer op, var der i weekenden hele 25 frivillige.

- Sidste gang stak det fuldstændig af, fortæller tovholder i RenNordkyst i Ålsgårde, Birger Ramskov, glad og fortsætter:

- Vi lægger meget vægt på, at det ikke skal være en sur pligt, men at vi skal have det sjovt sammen.

Planen var, at de mange frivillige skulle bevæbne sig med en af de nye affaldstænger, som foreningen har fået af NSPV i Ålsgårde, og så gå ud på vejene og samle alt det affald op, de stødte på.

Egentlig skulle arrangementet have varet halvanden time, men de frivillige var meget motiverede, og indstillede derfor først indsamlingen 2,5 time senere – godt trætte og ganske tilfredse.

Annonce

Store mængder affald

De endte med at indsamle blandt andet 11 tætpakkede store haveposer med papir og plastik, en stor pose med hård plast, en stor kasse med fem nytårsbatterier, en stor havepose med plastik- og glasflasker, flere fulde øldåser og mindst 40 dåser og hele frontkåben til en rød knallert med lygter og det hele.

Efter indsamlingen bød Skibstrup Kiosk og Grill på kaffe og kage til de frivillige – en succes de har lovet at gentage til næste indsamling.

Annonce

Efterlyst på sociale medier

I virkeligheden var det slet ikke meningen, at foreningen ville samle affald igen før til marts.

På grund af det kolde vintervejr og de store mængder regn, sæsonen har budt på, vurderede Birger Ramskov, at der nok ikke var så mange, der var interesserede i at samle affald.

Men det skulle vise sig at være helt forkert.

En løber har spurgt på de sociale medier efter gruppen og om nogen vidste, om de stadig var aktive, for hun havde set en masse affald rundt omkring på sin løbetur.

- Det kunne vi jo ikke have siddende på os, så jeg greb den hurtigt og fik arrangementet stablet på benene, og det fik rigtig god respons, fortæller Birger Ramskov.

Annonce

Engagementet spreder sig

Foreningen startede som en lille gruppe, men har hurtigt udviklet sig til at blive en egentlig forening, som har fået flere sponsorater – blandt andet plastikspande fra Silvan, så de frivillige slipper for at samle ind i plastikposer.

Stifterne er Jannemieke Nooteboom fra Ålsgårde og Winnie Bergstedt fra Hornbæk, og Birger Ramskov meldte sig på banen, da der blev brug for en tovholder i Ålsgårde.

Ambitionerne er store for den (endnu) lille forening.

- Min fornemmelse er, at der er rigtig mange, der gerne vil gøre noget for naturen, men at det kan være uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal starte. Vi prøver på en positiv og nem måde at engagere folk. Vi starter i det små og der, hvor folk selv kan være med, siger Birger Ramskov.

Det er nemt at blive medlem. Gå ind på hjemmesiden rennordkyst.dk og skriv dig op, så vil du blive kontaktet, hver gang der er et nyt arrangement.

Og så har Birger Ramskov en lille opfordring:

- Vi mangler frivillige, som kunne have lyst til at starte affaldsindsamlinger i Helsingør, så hvis der er nogen, der gerne vil, men måske har brug for en smule hjælp til at komme i gang, så står vi til rådighed, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Holdet

Ugens medlem af Holdet: Ole Traulsen

Danmark

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce