Annonce
Helsingør

Trods højere skat: Stort flertal roste bred budget-aftale

Dansk Folkepartis Ib Kirkegaard og Marlene Harpsøe talte budget med den konservative borgmester Benedikte Kiær (stående). Foto: Torben Sørensen
Det er 23 ud af 25 byrådsmedlemmer, syv ud af otte partier, der mandag aften stemte for kommunens 2021-budget.

HELSINGØR: Byrådssalen på Helsingør Rådhus er stor, men den var næsten ikke bred nok til den brede aftale om Helsingør Kommunes 2021-budget, som blev indgået mandag aften med deltagelse af syv partier - fra Dansk Folkeparti til Lokaldemokraterne, fra SF til Venstre, og så med De Konservative, Socialdemokratiet og De Radikale inde på midten.

Helsingør-borgmester Benedikte Kiær glædede sig over forliget ved vedtagelsen mandag aften. Hun ærgrede sig dog samtidig over, at regeringens udligningsreform koster kommunen 23 millioner kroner  årligt og nødvendiggør en mindre skattestigning.

- Samlet set er der tale om en ansvarlig aftale, der får løst udfordringerne med en udligningsregning på 23 millioner om året, nye udgifter og færre indtægter på grund af Covid 19 samt stigende udgifter til ældreområdet og det specialiserede socialområde, sagde Kiær og fortsatte:

Annonce

- Samtidig har vi fået et budget for 2021, der sikrer en fortsat positiv udvikling af vores kommune. Her vil jeg gerne fremhæve børneområdet med minimumsnormeringer i daginstitutionerne allerede fra næste år, renovering af en vores store skoler og vores ambition om at tiltrække flere og nye uddannelser til kommunen.

Kiær beskrev skattestigningen på 0,2 procent indfaset over to år som alt andet end et ønskescenarie. Men der var ingen vej udenom, mente borgmesteren.

- For alternativet til denne uretfærdighed ville have været en markant besparelse på velfærden her i Helsingør kommune. Og det ville ingen af budgetforligspartierne være med til, da vi i den grad har haft gang i besparelserne de seneste år, sagde hun.


Det har været en stor kamel at sluge, og den smagte ikke særlig godt

Mette Lene Jensen, Venstre


I en meget svær tid

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Claus Christoffersen roste forligspartierne, forhandlingerne og forliget.

- Jeg er rigtig glad for den brede aftale. Det her er et samarbejdende byråd, som i en meget svær tid er i stand til at nå frem til løsninger for vores kommune. I Socialdemokratiet er vores udgangspunkt ordentligt velfærd for borgerne, så jeg er glad for, at vi i 2021 bruger alle de penge, vi må på velfærd, og for at vi undgik velfærdsbesparelser, sagde Christoffersen.

Også Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti glædede sig over, at sparekniven ikke var i funktion, da 2021-budgettet blev skåret til. Ellers havde Dansk Folkeparti nok ikke deltaget i forliget.

- Vi var meget optaget af, at der ikke blev gennemført på besparelser på ældre- og socialområdet. Det er glædeligt, at det er lykkedes. Vi er ikke tilhængere af skattestigningerne, men vi kan ikke se nogen anden udvej på nuværende tidspunkt. Vi kæmper for de ældre, børnene og de udsatte, og de skal ikke straffes for regeringens udligningsreform, sagde Harpsøe.

Annonce

Spiller hinanden gode

Den radikale Christian Holm Donatzky havde klimaet som vigtigste punkt i 2021-aftalen. Han var stærkt tilfreds med, at blandt andet bustrafikken bliver bedre i Helsingør.

- Også fodgængerne får bedre forhold, ikke mindst i bykernen. Og bykernen bliver klimasikret, hvilket er meget, meget positivt. Den store sandfodringsprojekt Nordkystens Fremtid kom også med, erklærede Donatzky.

SF's Bente Borg Donkin roste forhandlingerne om 2021-budgetttet, hvor politiske forskelligheder blev udnyttet til at nå et bedre resultat. Farven på forliget kunne dog godt have været mere rødt, mente hun.

- Vi har valgt at spille hinanden gode. Ja, kunne budgettet have været bedre og mere rødt? Ja, det kunne det da godt. Men vi har bøjet os mod hinanden på bedste vis, sagde Borg Donkin.

23 ud af 25 byrådsmedlemmer står bag i forliget

Med i forliget om 2021-økonomien er følgende partier:

  • De Konservative - med ni mandater
  • Socialdemokratiet - med otte mandater
  • Dansk Folkeparti - med to mandater
  • Venstre - med et mandat
  • SF - med et mandat
  • De Radikale - med et mandat
  • Lokaldemokraterne - med et mandat

Ikke med i forliget om 2021-økonomien er:

  • Enhedslisten - med to mandater
Annonce

Venstre overraskede

At Venstre var med i budget-aftalen, var måske en overraskelse for mange, fordi partiet er stærk modstander af skattestigninger. En del af 2021-forliget er en skattestigning over to år fra 25,3 til 25,5 procent.

- Men vi er med i forliget på trods af skattestigningen. Det har været en stor kamel at sluge, og den smagte ikke særlig godt. Men Venstre vil gerne være med til at tage ansvar, sagde partiets Mette Lene Jensen.

Venstres Mette Lene Jensen ved byrådsmødet mandag aften. Foto: Torben Sørensen

Også Lokaldemokraternes deltagelse i budgetforliget var uventet. Det indrømmede partileder Jan Ryberg også.

- Ja, så skete det. Det kom nok som en overraskelse for de fleste. I hvert fald for mig. Og for resten af partiet. Men budgettet for 2021 adskiller sig ved, at de sociale områder er friholdt for nedskæringer… Ved at løfte de svageste løfter vi hele samfundet, sagde Ryberg.

Helsingørs driftsbudget er på cirka 4 milliarder kroner om året.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Søren stod på speederen for at redde sine dyr: - Så ringede naboen og spurgte hva' faen det var for en måde at køre på

Debat

Klumme: Når en leder tager fejl

Annonce