HELLEBÆK-ÅLSGÅRDE: Nu er det kun tung regn i de kommende dage, der kan ændre det. Men hvis den ikke kommer, og det ser det ikke ud til, har Anders Huusom lige gjort noget for sidste gang.
Lige inden påske tog ungdomstræneren fra Frem Hellebæk igen turen op til Pedella Park i Hornbæk for at træne med sit hold.
"Sidste træning?", skriver Anders Huusom selv forhåbningsfuldt til det billede, han tog af holdet på banen i Hornbæk.
Anders Huusom er en klassisk fortælling om en forælder, der blev engageret i klubben, da hans søn Hannibal begyndte at spille fodbold og han nu er træner. Der er omkring 300 børn i Ålsgårde og nærmeste omegn, der spiller i Frem Hellebæk. Deres forældre har gennem årene vænnet sig til en helt speciel vinterpraksis.
To eller tre gange om ugen har de kørt deres børn til Pedella Park i Hornbæk, så de kunne træne på kunstgræsbanen, fordi man ikke kunne bruge sine egne baner i vinterperioden. Derfor har klubben længe ønsket at få en kunstgræsbane, så man kan træne hele året på hjemmebanen.
- Det handler ikke kun om at undgå transporten. Det er også med til at styrke livet i klubben, siger Anders Huusom til alternativet til at køre til Hornbæk, aflevere børn, køre hjem igen og vende tilbage halvanden time senere og tage turen hjem.
Lokalhistorie
En kort video på Frem Hellebæks hjemmeside fra en forælder dokumenterer forholdene, hvor man ser bilerne rulle ind på Carl Bødker Nielsensvej i Hornbæk i mørket, og på en måde er videoen en slags lokalhistorie, for den tid skulle være forbi nu.
Frem Hellebæk har selv indsamlet 300.000 kroner, og Helsingør Kommune giver en million for at få bygget kunststof-græsbanen.
Derfor kan Frem Hellebæk efter al sandsynlighed tage en helt ny 11-mands kunstgræsbane i brug, når efteråret sætter ind, og turene til Hornbæk undgås.
Der er dog en lille sten i skoen. Lige nu er banen ved at blive anlagt, men på en del af det område, der skulle være inddraget, er arbejdet sat i stå.
Naboklager
Nogle af naboerne på Falkenbergvænget nord for banerne ved Nordkysthallen har nemlig klaget over planerne. De synes, at boldklubben er lovlig tæt på, og har forsøgt at stoppe byggeriet af kunstgræsbanen.
Beboerne fik ikke medhold i første omgang, men førte slaget videre til Planankenævnet. Her han man vurderet, at en dispensation for en del af områdets lokalplan var ulovlig, og det handler netop om jordstykket tæt på Falkenbergvænget.
Helsingør Kommune havde ellers banet vejen for hovedbanen og tillægsbaner med en dispensation fra lokalplanen, men den dispensation valgte nogle af naboerne at klage over. De frygter blandt andet, at kunstgræs-anlægget tæt på deres boliger vil betyde, at deres lejligheder falder i værdi, og naboerne har også argumenteret for at anlægget blandt andet ville forurene den nærliggende sø og true dyrelivet.
"Juristeri"
Afgørelsen fra Planklagenævnet var ikke kun en kold spand vand i hovedet på Frem Hellebæk. Den sved også hos politikerne i by- plan- og trafikudvalget. Her er konservative Janus Kyhl formand, og han har længe været en fortaler for, at Ålsgårde skulle have en kunstgræsbane.
Janus Kyhl, formand for by- plan- og trafikudvalgetDem, der har klaget, har ikke opnået noget. Banen kommer alligevel, nu bliver det bare lidt senere og lidt dyrere.
Han synes, at det er en tynd begrundelse, som Planklagenævnet giver for at afvise dispensationen.
- Det er rent juristeri, siger han og forklarer, at det område tæt på Falkenbergvænget, hvor en del af kunstgræsbanen skal ligge, var udlagt som boldbaner til skolen.
- Nu afviser man så dispensationen, fordi det skal være en kunststofgræsbane til klubben, fortæller han. Han mener ikke at en eventuel forurening er en faktor:
- Man har jo godkendt den anden bane, siger han.
Den nuværende situation er nemlig, at byggeriet af hovedbanen fortsætter, men at byggeriet af tillægsbanerne ved siden af er sat i stå.
Forløbet ærgrer Janus Kyhl. Især fordi det ikke ændrer noget.
- Dem, der har klaget, har ikke opnået noget. Banen kommer alligevel, nu bliver det bare lidt senere og lidt dyrere, slår han fast.
Et flertal i by- plan og trafikudvalget har nemlig besluttet, at udarbejde en tilføjelse til lokalplanen, så der godt må ligge en kunstgræsbane tæt på Falkenbergvænget.
- Men jeg frygter, at det nok vil tage et halvt års tid at få gennemført tilføjelsen, siger Janus Kyhl.
Et godt dyreliv
Fra sidelinjen vælger Anders Huusom at se positivt på situationen.
- Vi er super glade over, at vi nu får banen, siger han og konstaterer, at man ikke kan ændre på, at der er modstandere af projektet.
- Vi joker lidt med, at vi har et rigtig godt dyreliv her, siger han med henvisning til, at nogle af beboerne netop har angivet det som en del af begrundelsen for modstanden.
De kritiske naboer har også indvendinger mod det lys, der skal tændes, når der efter mørket skal trænes på kunststofbanen. Men på grund af deres protest brænder lyset længere, påpeger Anders Huusom.
De tillægsbaner, der nu er sat i stå, skulle nemlig være brugt til opvarmning. Uden den mulighed vil træningspassene vare længere, og lyset således brænde i flere timer.