VÆRFTS-UDSTILLING: Stolthed.
Det er temaet for en unik udstilling, der åbner om kort tid ved Værftsmuseet i Helsingør. På den Røde Plads mellem Kulturværftet og museet. Dér, hvor fællestillidsmænd i 100 år har talt til værftsarbejdere og hvor luften har været fyldt med lyde og lugte fra skibsbyggeri. Og helt symbolsk tæt på den hal, hvor man planlægger at placere en ny bådebyggerskole i Helsingør.
Nicolai Juel Vædele, museumsinspektør på Værftsmuseet i Helsingør og formand for Maritimt Værksted Hal 16.Det er vigtigt, at vi gør det her nu. Med den alder, de nulevende tidligere værftsarbejdere har, så skal det være nu, hvis vi skal nå det.
Seks mandshøje portrætter af nulevende, tidligere værftsarbejdere bliver udstillet på pladsen. Alle bliver ved fotograferingen iklædt originale kedeldragter og andet arbejdstøj fra værftstiden.
- Det er vigtigt, at vi gør det her nu. Det er snart 40 år siden, at værftets lukkede. Med den alder, de nulevende tidligere værftsarbejdere har, så skal det være nu, hvis vi skal nå det. De er i slutningen af 70'erne og 80'erne allesammen, siger museumsinspektør Nicolai Juel Vædele, Værftsmuseet i Helsingør.
Skibe til hele verden
Han har også selv travlt. For nyligt sagde han sin stilling op på Værftsmuseet og udstillingen Stolthed bliver det sidste, han når at lave i museets regi, før han forlader denne scene. Juel Vædele fortsætter i øvrigt som formand for Maritimt Værksted Hal 16 i Helsingør.
- Med udstillingen vil vi fortælle om stolthed, om mændenes stolthed for deres fag og håndværk, stoltheden over Værftet, byens historie og alle de fartøjer, de har bygget, som er kommet ud at sejle i hele verden. Derfor er det en vigtig udstilling, siger Nicolai Juel Vædele.
Fotografen glæder sig
Det er fotograf Torben Sørensen, Helsingør, der skal tage portrætterne. Torben, der blandt andet leverer portrætbilleder til Helsingør Dagblads søndagsserie Portrættet, forbereder sig grundigt til den særlige udstillingsopgave.
- Jeg glæder mig virkelig til at lave disse billeder. Jeg skal have stoltheden frem i portrætterne og have de ældre herrer til at slappe af og tænke tilbage. Der skal skabes den rette stemning og det kan godt være tidskrævende. Det er en dejlig opgave, siger fotograf Torben Sørensen.
Udstillingen ventes at være klar til fernisering den 14. november.
Har du gammelt arbejdstøj fra værftet?
Til udstillingen "Stolthed", der åbner midt i november på Den Røde Plads ved siden af Værftsmuseet i Helsingør, efterlyser initiativtager Nicolai Juel Vædele gammelt arbejdstøj, der er blevet brugt på værftet, mens det stadig eksisterede.
Når de pensionerede værftsarbejdere skal fotograferes, skal de nemlig være iført det originale arbejdstøj.
- Vi har noget tøj på museet, men ikke nok til alle. Så vi bliver meget glade, hvis nogen har noget i gemmerne, som vi må låne, siger Nicolai Juel Vædele.
Han kan kontaktes på Værftsmuseet eller på nicolaiv@yahoo.com