Annonce
Udland

Valgkommission: Ugandas Museveni genvinder præsidentpost

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, vinder præsidentvalget med 59 procent af stemmerne. Det oplyser valgkommissionen lørdag ifølge Reuters. Foto: Reuters/Reuters
Den 76-årige Museveni har ifølge Ugandas valgkommission fået omkring 58,64 procent af de afgivne stemmer.
Annonce

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, vinder præsidentvalget med 59 procent af stemmerne. Det oplyser valgkommissionen lørdag.

Dermed forlænges Musevenis 35 år lange regeringsperiode. Hans vigtigste rival, Bobi Wine, siger, at der er begået valgsvindel. Wine råder alle vælgere til ikke at acceptere valgresultatet. Han siger, at han er den reelle vinder af torsdagens valg.

- Uganda har en befolkning på 42 millioner, som i overvældende grad har stemt for ny politisk ledelse, og den vil have en demokratisk regering frem for en diktator, siger han.

Den 76-årige Museveni har ifølge valgkommissionen fået omkring 5,85 millioner stemmer. Det svarer til 58,64 procent af alle de afgivne stemmer.

Musweni har fået ændret forfatningen, så han kan forblive ved magten.

Bobi Wine har ifølge kommissionen fået 3,48 millioner stemmer, siger valgkommissionen i en erklæring.

Den 38-årige Wine er kendt som sanger, men han har også uddannet sig til advokat. Han siger, at hans hjem i hovedstaden Kampala er omringet af hundredvis af soldater. Han hævder, at han ikke har lov til at forlade hjemmet.

Sideløbende med præsidentvalget har der også været afholdt parlamentsvalg. Wines parti står nu til at blive det største parti i nationalforsamlingen. Partiet ser ud til at have vundet otte ud af ni valgdistrikter i hovedstaden Kampala.

Valgkampen var præget af vold og strenge coronarestriktioner, som ifølge FN er blevet misbrugt til at hindre oppositionen i at føre valgkamp. Over en snes mennesker blev dræbt under sammenstød med politiet.

Valgobservatører fra EU, FN og andre menneskerettighedsgrupper har ikke fået tilladelse til at observere valget.

Wines opfordringer til demonstrationer er blevet mødt med advarsler fra myndighederne om, at voldelige optøjer vil blive opfattet som forræderi.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

TV-serie fik Linisha til at flytte til Helsingør: - Det er verdens bedste beslutning

Annonce