Annonce
Helsingør

Vedtaget af udvalg: Her skal affalds-øerne placeres i Helsingør

De nedgravede containere findes i flere forskellige modeller - her er et eksempel fra boligforeningen Digterparken. Foto: Lars Lindevall
By-, plan- og miljøudvalget har vedtaget seks placeringer til de nedgravede containere, der næste år skal gøre affaldssorteringen mulig i bykernen.
Annonce

HELSINGØR: Alle borgere i Helsingør Kommune skal i gang med at sortere affald.

I Helsingørs gamle bykerne har det dog været en særlig udfordring at finde passende løsninger til containere og opsamlingssteder - blandt andet på grund af pladsmangel i baggårde, trafikale forhold og byens æstetik.

Blandt politikere, boligforeninger og erhvervsdrivende har det derfor været meget omdiskuteret, hvor de nedgravede containere - de såkaldte affaldsøer - skal placeres.

Nu har by,-, plan- og miljøudvalget vedtaget placeringen af de seks centrale afleveringssteder: Ved Rådhustorvets parkeringsplads, Jernbanevejs parkeringsplads, Helsingør Bycenter ved Føtex’ vareindlevering, Ankerbakken, Kvickly Stjernegades parkeringsplads og parkeringspladsen ved Allégade modsat Danserindebrønden.


Vi har fundet nogle mere diskrete placeringer, som tager hensyn til, at vi har en smuk by, som vi skal passe på

Christian Holm Donatzky, udvalgsformand


Her kan de mange borgere, der ikke har plads til almindelige containere i baggården, komme af med madaffald, restaffald, papir, glas, plast og metal.

Annonce

Gode input fra borgerne

Udvalgsformand Christian Holm Donatzky fra Radikale Venstre er tilfreds med, at det lykkedes at nå til enighed om nogle placeringer, som tager højde for borgernes ønsker.

- Det er et godt eksempel på, at vi sender noget i høring, og så får vi nogle input fra borgerne, som gør os klogere. Nogle af de oprindelige forslag var uhensigtsmæssige, og derfor vil jeg gerne takke borgerne for at bidrage til nogle gode løsninger, siger Christian Holm Donatzky.

Han tilføjer, at det er en afvejning af, at affaldsøerne skal ligge tæt på, hvor folk bor, men samtidig skal man tage hensyn til middelalderbyen.

- Derfor har vi nu fundet nogle mere diskrete placeringer, som tager hensyn til, at vi har en smuk by, som vi skal passe på, siger Christian Holm Donatzky.

Annonce

'Giver ikke anledning til skældud'

Jens Bertram, der er bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør og medlem af Byrådet for Konservative, mener også, at man er "kommet rigtig langt i forhold til de ønsker, der har været i indre by".

- Vi kan ikke efterleve alle ønsker, men vi er kommet et rigtig langt stykke vej. Det er nogle placeringer, som ikke giver anledning til, at borgerne skælder voldsomt ud. Axeltorv havde været et naturligt sted midt i byen at have en affaldsø, men jeg kan godt se, at dem, der har har butikker og bor i området, ikke synes, at det ville være så smart, siger Jens Bertram.

- Og det er også fint, at man har flyttet placeringen på Bramstræde til Ankerbakken, så de nedgravede containere ikke ligger lige foran restauranter med udeservering, tilføjer han.

Den eneste af de seks placeringer, som har været usikker, er Kvickly Stjernegades parkeringsplads, da det er privat areal.

Men da Dagbladet ringede til Coop’s informationschef Jens Juul, var meldingen positiv:

- Det lyder som et fint projekt, som vi ikke kan have noget imod. Det er kun godt, hvis man får en mere moderne renovationsordning i Helsingør, siger Jens Juul.

Placeringerne skal endeligt godkendes af Byrådet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce