Aarhus: 2,4 milliarder danske kroner må siges at være et så svimlende højt beløb, at de fleste ikke rigtig kan forestille sig. Ikke desto mindre er en fem år gammel Aarhus-virksomhed netop blevet solgt for så mange kroner.
Der er tale om IT-virksomheden Humio, som blev etableret i 2016. Køberen er den amerikanske virksomhed Crowdstrike som beskæftiger sig med cybersikkerhed.
Humio er et overvågningsværktøj, der hele tiden gemmer, hvad der sker inden for et enkelt netværk eller server, det kan være apps, hjemmesider eller store virksomheders netværk.
Ideen er, at med værktøjet kan virksomhederne følge med i, hvad der sker på deres server i real-time, altså man kan se, hvad der sker lige nu.
Blandt kunderne finder man store virksomheder som Bloomberg og Microsoft.
Det startede i Aarhus
Humio er stiftet i Aarhus og har på nuværende tidspunkt 80 ansatte. Hovedkontoret ligger i London, men Humio har stadig kontor i Aarhus, hvor cirka en tredjedel af virksomhedens ansatte har deres daglige gang, heriblandt administrerende direktør, Geeta Schmidt.
Geeta SchmidtJeg har altid sagt, at i forhold til de fantastiske teknologi virksomheder der kommer fra Aarhus, er Aarhus egentlig Silicon Valley af Danmark, og det skal man være stolt af
Geeta Schmidt stiftede Humio sammen med Kresten Krab Thorup og Christian Hvitved. De havde tidligere arbejdet sammen i firmaet Trifork, som også er en IT-virksomhed. De tre stiftere så et problem i de løsninger, der var på markedet på daværende tidspunkt, og startede derfor Humio.
- Vi kunne se, at der var et stort problem med de andre værktøjer, fordi de ikke kunne håndtere rigtig store mængder data, så det var det vi prøvede at lave, og vi kan cirka håndtere 10 gange så meget data som de andre leverandører, fortæller Geeta Schmidt.
Det fik de lavet og med rigtig stor succes. Firmaet var egentligt ikke selv aktive i at opsøge et salg, der var penge nok på bundlinjen, men da interessen fra Crowdstrike kom gik det hurtigt.
- Interessen fra Crowdstrike kom i starten af december, og derfra gik det ret hurtigt med salget. Det gav bare rigtig god mening, fordi vores teknologier komplimenterer hinanden rigtig godt, forklarer Geeta Schmidt.
Danmarks Silicon Valley
Selvom Humio nu er kommet på amerikanske hænder, er der ingen planer om at forlade Aarhus.
- Vi startede jo her i Aarhus og har bare fundet rigtig dygtige udviklere her, så vi har egentligt samlet en kerne her, med højt kvalificerede udviklere, fortæller Geeta Schmidt
Geeta Schmidt som selv er amerikaner, men bor i Aarhus, er fyldt med rosende ord om Aarhus og den store mængde af højtuddannet arbejdskraft.
- Jeg har altid sagt, at i forhold til de fantastiske teknologivirksomheder, der kommer fra Aarhus, er Aarhus egentlig Silicon Valley af Danmark, og det skal man være stolt af, siger Geeta Schmidt.
Dette skyldes ikke mindst Aarhus Universitet, som tiltrækker nogle af landets bedste på området indenfor computer science.
- Mange af dem vil gerne blive i Aarhus når de er færdige, så der er bare rigtig dygtig arbejdskraft. Og så er det også bare tiltrækkende at bo i Aarhus. fortæller Geeta Schmidt.
Humio flytter snart i nye lokale på Østbanetorvet i Aarhus. Her skal direktøren for Crowdstrike også forbi, når man engang kan rejse igen. Geeta fortæller, at hun glæder sig til at vise ham rundt i Aarhus.