Annonce
Helsingør

"Vores børn husker os på, at vi skal følge skemaet"

Det fungerer rigtig godt for Jack Skov Danielsen og Julie Skjærbæk Larsen og deres to små børn Milo og Lilja at skemalægge dagens aktiviteter.

Skemalagte aktiviteter gør hverdagen lettere for Jack Skov Danielsen og kæresten Julie Skærbæk Larsen fra Helsingør. Parret er forældre til to børn på henholdsvis fem og tre år. Begge er udearbejdende og passer børnene hjemme, mens daginstitutionen er lukket.

Annonce

Helsingør: Hvordan klarer man at få tid til både børn og tosomhed, samtidig med at man tager på arbejde og selv passer sine små børn derhjemme? Det har Jack Skov Nielsen sammen med sin kæreste fundet en løsning på.

- Vi har lavet et skema på en tavle, som viser, hvad der skal ske i løbet af dagen, så børnene kan se, hvad der skal ske. Det er med til at skabe struktur og gøre dagen mere overskuelig. Der er både afsat tid til at lege sammen, tid til tosomhed og alenetid og tid til de praktiske ting. Det fungerer overraskende godt. Vores børn husker os på, at vi skal følge skemaet, fortæller Jack Skov Danielsen.

Annonce

Takket nej til nødpasning

Parret er forældre til Milo på fem år og Lilja på tre år. Begge forældre er udearbejdende og ansat i kritiske jobfunktioner. Han arbejder som socialpædagog, hun er ansat som sygeplejerske indenfor psykiatrien.

- Vi har valgt at sige nej til nødpasning til vores børn og selv finde ud af det. Det kan lade sig gøre, fordi vi kan arbejde på skæve tidspunkter og skiftes til at være derhjemme med børnene, fortæller Jack Skov Danielsen.

Annonce

Noget at glæde sig til

Idéen med at skemalægge familiens aktiviteter er opstået i kølvandet på, at parret har oplevet, hvor svært det er at skabe det nødvendige frirum og fungere sammen som familie, nu hvor hverdagen er sat på stand-by på grund af coronaepidemien.

- Det handler om at skabe nogle rammer for, hvordan vi er sammen som familie, uden nogen af os bliver irriterede eller frustrerede. Der var nogle ting, der ikke fungerede før. Børnene ville gerne have meget opmærksomhed. Og vi kunne også godt tænke os, at de blev bedre til at lege selv. Det går meget bedre nu. En af grundene til, at det fungerer så godt, er, at vi alle har noget at se frem til i løbet af dagen. Børnene glæder sig rigtig meget til fællesleg. Det er der sat tre timer af til, og vi glæder os til alenetid.

Annonce

Kan også bruges i ferier

Jack Skov Danielsen fortæller, at familiens positive erfaringer med at strukturere dagene også har fået parret til at oveveje at bruge skemaet i forbindelse med weekender og ferier.

- Jeg tror godt, vi med fordel kan bruge det i en eller anden form. Man kunne godt finde en form for rutine og skemalægge aktiviteterne lidt, selv om det er ferie og weekend. Vi har tidligere oplevet, at vores ferier ikke gik helt, som vi godt kunne tænke os. Det med meget frie rammer og ingen struktur kan godt føles uoverskueligt, især for børnene. Det skaber tryghed at vide, hvad man skal. Det er ikke kun børn med en diagnose, der har gavn af det, siger Jack Skov Danielsen.

Annonce

Positiv feedback

Han har delt et billede af tavlen med familiens skema på Facebook. Det har kastet en del likes og positive kommentarer af sig.

- Idéen var, at vi måske kunne inspirere andre børnefamilier til at gøre noget lignende baseret på vores egne gode erfaringer. Det lader til, at der er mange, der godt kan bruge det til noget, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Styrelse slår fast - skoler bør aflyse alle lejrskoler og klassefester

Sport

Bagom Bolden: Formentlig ikke set bedre

Annonce