Annonce
Helsingør

Ældre Sagen undrer sig: - Hvorfor skal ældre helt til Hillerød for at blive vaccineret?

Plejekrævende ældre borgere, der bor i egen bolig, skal i den kommende tid transportere sig til et vaccinationscenter i Hillerød, hvis de vil vaccineres mod Covid 19. Men vaccinationerne burde foregå lokalt i Helsingør, mener Ældre Sagens lokalafdeling i byen. Foto: Morten Pape
Plejekrævende ældre i Helsingør Kommune skal til Hillerød, hvis de vil vaccineres mod Covid 19. Det er ikke optimalt, lyder det fra Ældre Sagen, der efterlyser lokalt vaccinationscenter.
Annonce

VACCINE: Til lyden af klapsalver blev kommunens ældre borgere, der bor på plejehjem, i denne uge vaccineret. Snart kommer turen til næste gruppe ældre på Sundhedsstyrelsens prioriterede liste over borgere, der tilbydes en vaccine. Det drejer sig om cirka 600 ældre i kommunen, der er over 65 år, og som modtager både praktisk hjælp og pleje i hjemmet.

Men i modsætning til gruppe 1, der fik det lille stik lokalt på plejehjemmene, så skal gruppe 2 til Hillerød for at modtage vaccinen. Og det er ikke optimalt, mener Ældre Sagen.

- Det undrer mig, at man ikke kan gøre det på en anden måde. For det kunne jo lade sig gøre på plejehjemmene. Hvorfor skal personer visiteret til hjemmeplejen så køres helt til Hillerød og tilbage igen?, spørger Helsingørs lokale formand i Ældre Sagen, Manfred Dietrich.


Det undrer mig, at man ikke kan gøre det på en anden måde. For det kunne jo lade sig gøre på plejehjemmene. Hvorfor skal personer visiteret til hjemmeplejen så køres helt til Hillerød og tilbage igen?

Manfred Dietrich, Ældre Sagen i Helsingør


Region Hovedstaden åbner i de kommende uger seks vaccinationscentre. Det nærmeste ligger i Hillerød og åbner den 20. januar. Helsingør Kommunes byråd besluttede tidligere på ugen at betale for transporten til og fra vaccinationsstedet i Hillerød. Men Manfred Dietrich ville foretrække, at der blev etableret et lokalt vaccinationscenter i kommunen, som de ældre i gruppe 2 kunne benytte.

-  Mange er jo besværet og har sygdomme. De er svage i forvejen, så den transport - som skal ske to gange - er ikke særlig hensigtsmæssig, siger han om turen fra Helsingør til Hillerød, der tager omkring en halv time i bil - hver vej.

Annonce

En nødvendighed

- Det havde været mere optimalt, at der havde været et lokalt vaccinationssted. Det må jeg indrømme, siger virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.

Når en ældre borger skal transporteres til vaccinationsstedet, er der "ingen tvivl om, at det indebærer en vis risiko", mener han. Men "det skal nok gå", hvis man holder sig til at være to i bilen, sidder med så stor afstand, som muligt, bærer mundbind og eventuelt hænger noget plastikfilm op mellem forsæde og bagsæde, forklarer Allan Randrup Thomsen.

Virologen forklarer, at der for Region Hovedstaden, der står for planlægningen af vaccinationerne, er "stordriftsfordele" ved at lave få store vaccinationscentre i stedet for eksempelvis at lade de lokale praktiserende læger give vaccinen.

- Umiddelbart vil jeg sige, at det er en nødvendighed, hvis vaccinationerne skal foregå relativt hurtigt. Det er nok en afvejning. For hvis du skal have flere vaccinationssteder, så kan det forsinke udrulningen af vaccinen, siger Allan Randrup Thomsen og henviser til, at en ny og mere smitsom variant af coronavirus, N501Y, lige nu spreder sig i Danmark.

Annonce

- Det kan ikke være rigtigt

Helsingør Dagblads facebookside har flere følgere kritiseret, at plejekrævende ældre ikke kan blive vaccineret inden for kommunegrænsen.

- Det kan ik være rigtigt, at de ældre borgere selv skal sørge for at komme til Hillerød. Dem som bor i beskyttet bolig og modtager hjemmehjælp mm. burde man tilbyde vaccine i deres bolig ligesom på plejehjemmene, skriver en facebook-bruger.

- Det er da under al kritik, at vaccinen ikke kan gives i Helsingør. Helsingør Hallen står tom, skriver en anden.

Region Hovedstaden, der organiserer Covid 19-vaccineindsatsen, oplyser i en mail til Helsingør Dagblad, at placeringen af vaccinationscentret i Hillerød "er valgt ud fra at der skal være god infrastruktur for borgerne".

- Vi kan ikke sige, om det er muligt, at der på sigt bliver oprettet et vaccinecenter i Helsingør Kommune, men der er ikke planer om det i øjeblikket, oplyser regionen i mailen.

Annonce

Borgmesteren presser på

- Vi har jo været i dialog med regionen om, at der skulle være et vaccinationscenter her. Men de valgte Hillerød, siger den konservative borgmester Benedikte Kiær.

Den eneste Covid 19-vaccine, der i øjeblikket gives i Danmark, er fra medicinalvirksomhederne Pfizer og Biontech, og den skal opbevares ved minus 70 grader celsius. Det stiller krav til håndteringen af vaccinen, forklarer borgmesteren.

- Her er vi underlagt sundhedsmyndighederne. De tænker på at få vaccineret flest muligt og undgå spild, siger borgmesteren, der håber, at en kommende vaccine fra producenten Moderna vil blive mulig at give lokalt, da den angiveligt er nemmere at opbevare.

- Vi er i den grad på stikkerne med, hvordan vi sikrer en god service til de godt 63.000 borgere, der bor i kommunen, siger borgmesteren.

Konkret er Benedikte Kiær i dialog med Region Hovedstaden om at få beboerne på kommunens botilbud for mennesker med særlige handicap vaccineret lokalt i deres hjem.

Du kan læse mere om, hvordan udrulningen af vaccinerne foregår på dagbladets hjemmeside helsingørdagblad.dk.

Sundhedsstyrelsens sundhedsfagligt prioriterede rækkefølge for udrulningen

1. Personer som bor i plejebolig mv.

2. Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp

3. Personer med alder ≥ 85 år

4. Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion

5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 samt udvalgte pårørende

6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson

7. Personer med alder 80-84 år

8. Personer med alder 75-79 år

9. Personer med alder 65-74 år

10. Personer med alder under 65 år som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19

11. Personale der varetager øvrige samfundskritiske funktioner

12. Øvrige befolkning, f.eks. segmenteret efter alder

I den konkrete udrulning af vaccinationsindsatsen kan det være nødvendigt at justere rækkefølge under hensyntagen til bl.a. vaccineleverancer, logistiske forhold mv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Pfizer reducerer vaccineleveringer: Fabrik skal opgraderes

Annonce