Annonce
Erhverv

Nyt liv i den gamle vinhandel: - Jeg har fået en kæmpe overraskelse

Den gamle vin- og spiritushandel, Simon Unna, Strandgade i Helsingør er solgt og ny butik er flyttet ind. Det er Kirsten Rønn Madsen, der har købt forretningen og har åbnet Butik Strandgade, hvor alt det historiske interiør er bevaret på smukkeste vis. Foto: Torben Sørensen
- Man kan mærke historiens vingesus, når man står herinde, siger den glade, nye ejer af den tidligere Simon Unnas Vinhandel, Kirsten Rønn Madsen. Hun har nu åbnet sin nye butik Maritim shop og event.

ERHVERV:  Ikke engang den nye ejer af Simon Unnas historiske vinhandel, Strandgade i Helsingør, kendte til den overraskelse, som den legendariske butik nu har vist sig at gemme på.

- Det er fantastisk, siger Kirsten Rønn Madsen, der har købt vinhandlen i Strandgade og som med stor respekt for det enestående gamle interiør nu har åbnet sin nye Butik Strandgade.


Annonce

Det er ganske enkelt et fantastisk sted og man kan stå herinde i butikken og mærke historiens vingesus og kigge ud på byens blomstertorv og havnelivet.

Kirsten Rønn Madsen, ejer af Butik Strandgade i Helsingør


Her kan man nu købe kunsthåndværk, keramik, lokale produkter fra flere egne af landet og Øresunds-øen Hven og "håndplukkede" gaveartikler. Flere lokale produkter kommer til, efterhånden som Kirsten Rønn Madsen finder dem.

- Jeg er så utrolig glad for nu at have åbnet. Det er ganske enkelt et fantastisk sted, og man kan stå herinde i butikken og mærke historiens vingesus og kigge ud på byens blomstertorv og havnelivet. At det har vist sig, at der hører en stor kælder med, indeholdende nogle helt enestående historiske effekter, som har været benyttet i den gamle vinhandel mange, mange år tilbage, det har været en ekstra gave til mit eventyr her, siger Kirsten Rønn Madsen.

Tidligere rederi-ejer

Hun har tidligere drevet rederiet Spar Shipping, der blandt andet har sejlet til Hven fra København. Når hun kigger ud af vinduerne i Strandgade, kan hun blandt andet se sundbus Jeppe, som netop er et af hendes tidligere skibe.

I den århundrede gamle kælder, hvor der stadig står meget gamle vine på rad og række, finder vi blandt andet gamle salgsprotokoller fra 1898 og op i 1900-tallet, propmaskiner, gamle etiketmaskiner, tappemaskiner og meget andet. Det er genstande, der er helt unikke og af stor historisk værdi.

Kælderen under den gamle vinhandel i Helsingør, Simon Unna i Strandgade, er fyldt med historiske effekter. Foto:  Torben Sørensen

- Det er meget inspirerende og har bare gjort min kærlighed til dette sted endnu større, siger Kirsten Rønn Madsen, der beskriver miljøet omkring Strandgade og Brostræde som ganske særligt.

- Der er noget latinerkvarter-agtigt over gaderne, uden sammenligning i øvrigt. Og så er jeg blevet taget så hjerteligt imod af kunder og de andre butiksejere her i nærområdet, fortæller Kirsten Rønn Madsen.

I kælderen til Kirsten Rønn Madsens nye Butik Strandgade i Helsingør ligger der blandt andet flere salgsprotokoller tilbage fra 1800-tallet. Foto: Torben Sørensen

Tidligere museumsinspektør ved Museerne Helsingør, Lars Bjørn Madsen, der er dybt inde i Helsingørs historie, kalder effekterne i den gamle vinkælder for opsigtsvækkende.

- Jeg har ikke set det, men som beskrevet er det guld værd. Denne type effekter har så stor værdi, så de bør sikres. Det er altid sjovt at have historiske effekter i det miljø, hvor de naturligt hører hjemme. Og da det lyder, som om den nye ejer passer rigtig godt på det. Denne type effekter kan man også, hvis det passer bedre, aflevere til Museum Helsingørs lokalhistoriske arkiv, hvor det bliver bevaret, siger Lars Bjørn Madsen.

Den gamle vin- og spiritushandel, Simon Unna, Strandgade i Helsingør er solgt og ny butik er flyttet ind. En historisk meget spændende kælder åbenbarede sig for de nye ejere. Foto: Torben Sørensen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce