HORNBÆK: Moler og bølgebrydere er sikkert sjove og praktiske at springe i vandet fra for badende langs Nordkysten, men folk sætter på grund af risikoen for farlig understrøm livet på spil, når de gør det. Alene på Hornbæk Strand har livredderne denne sommer igen og igen været i aktion langs Hornbæk Havns vestmole for at redde badende op fra den potentielle dødsfælde.
- I år har vi indtil videre haft 11 drukneulykker i Hornbæk, hvor vi har hevet folk op af vandet. Alle er sket, fordi folk er kommet i problemer langs molen på et sted, hvor badning er forbudt, og som slet ikke er et livredderområde, forklarer John Mogensen, cheflivredder i Nordsjællands Livredningstjeneste.
Tre børn reddet op
Ingen af de 11 drukneulykker har indtil videre kostet menneskeliv. Den seneste ulykke skete for en uge siden, hvor tre børn kom i livsfare under badning ved molen.
Ja, man kan godt drukne uden at dø!
Slår man ordet "drukne" op i Den Danske Ordbog, er betydningen "dø af iltmangel, fordi man har hovedet under vand (eller en anden væske) og ikke kan trække vejret". Men sådan defineres ordet ikke af Verdenssundhedsorganisationen WHO og derfor heller af blandt andre Dansk Råd For Genoplivning, Dansk Svømmeunion og den danske livredningstjeneste.
Deres definitionen på drukning er: "Drukning er en proces, der resulterer i livstruende iltmangel efter neddykning eller nedsænkning i væske. Personen kan som resultat af dette afgå ved døden eller overleve med eller uden skader.”
Man kan altså godt overleve en drukneulykke.
De tre brødre på seks, otte og 11 år blev fanget af understrømmen tæt ved stenmolen vest for havnen tirsdag eftermiddag. Flere af dem var bevidstløse, da livredderne fandt dem i vandet, og alle tre blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet. Den seksårige er tilsyneladende fortsat i kritisk tilstand.
- Samme dag, som denne her ulykke skete i Hornbæk, hev livreddere syv mennesker op af vandet i Liseleje, fordi de var kommet i problemer ved de to bølgebrydere, der er bygget dér. Og ved molen i Tisvildeleje måtte vi hjælpe fire personer i nød samme dag, siger John Mogensen.
John Mogensen, cheflivredderDet sker uendeligt mange gange, at folk ikke har forståelse for, at det er farligt
Dage med vestenvind
Cheflivredderen fortæller, at situationen i Hornbæk, hvor mange trodser forbud og advarsler og bader fra molen, altså minder om, hvad der sker i blandt andet Liseleje, i Tisvildeleje, Hundested og Rågeleje. Meget af livreddernes tid på Nordkysten går med at forholde sig til farlig badning fra moler og høfder.
- Det sker uendeligt mange gange, at folk ikke har forståelse for, at det er farligt, selv om både skiltning og livredderen fortæller noget andet. Alle dage med vestenvind bruger vi mange kræfter på det. I Hornbæk er området ved molen ikke et område med livredder, fordi vi ikke kan udpege et område at bade i, som vi ved, er farligt. Men det betyder ikke, at vi ikke holder øje med det, siger John Mogensen.
Ifølge cheflivredderen har der været knap 200.000 gæster på Hornbæk Strand denne sommer. Set i forhold til det antal sker der trods alt kun få drukneulykker, mener John Mogensen.